Biskop Ulla Thorbjørn Hansens prædiken ved festgudstjenesten for Jakobskirkens 50-årsjubilæum

Vi er samlet til festgudstjeneste i dag.

Det var de også på Jesu tid.

Ja, dagens evangelium begyndte med at slå fast, at nu var tiden kommet, hvor man skulle fejre, at man havde templet – at man havde et sted at mødes som folk. At man havde et sted at sætte sin lysestage.

-

Med ordene - ”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem” – bliver vi vist hen til en helt særlig fest – hvor folket fejrede, at templet blev genindviet efter at være blevet vanhelliget omkring år 167 f.Kr.

-

Festen – fejres den dag i dag med tænding af lys – og lystændingen har til formål at minde folket om, at lyset – den hellige ild på alteret på underfuld vis altid blev holdt tændt af Gud, da templet lå øde.

Da Templet i Jerusalem, som havde været erobret, skulle genindvies, fandt jøderne kun olie nok til, at "den evigt brændende flamme kun kunne brænde et døgn."

Og det var et problem. For man vidste, at det ville tage otte dage at udvinde ny olie til lysestagen.

Og lysestagen i templet skulle være tændt konstant, da den symboliserede jødernes uslukkelige tro på Gud. 

Det viste sig dog snart at lysestagen på mirakuløs vis brændte i otte dage, og det er denne begivenhed, som Jesus er med til at fejre i Jerusalem den dag, hvor han gik rundt på tempelpladsen.

En begivenhed som fejres den dag i dag ved at have en niarmet lysestage, hvor det ene lys bruges til at tænde de otte andre lys.

-

Men hvad så med den syvarmede lysestage, som man ser på alteret i mange danske kirker? (også her i Jakobskirken).

Umiddebart er det nærliggende at komme til at tænke på den syvarmede stage, som Moses ifølge 2. Mosebog fik besked på at lave og som siden kom til at stå i templet.

Den stage kan vise hen til skabelsens 7 dage – den kan også vise hen til livstræet i Edens have og kommer dermed til at symbolisere menneskets stræben efter evigt liv.

Det vides ikke, hvor den oprindelige tempelstage er blevet af. Da templet blev ødelagt af Romerne i år 70, har man ikke set den siden.

Hvad betyder den syvarmede lysestage i de danske kirker?

Er det også et symbol på menneskets stræben efter evigt liv? – eller er det måske mere end det? – er det måske et tegn på det, som er budskabet i dagens evangelium: at Jesus kalder mennesker til at følge Ham, og at Han skinner som det sande lys til evig tid, og lover enhver, der tror på ham og følger ham evigt liv?

De syvarmede lysestager i de danske kirkers historie går faktisk kun omkring 150 år tilbage i tiden.

De kom med Grundtvig i 1861, da man som os var samlet for at fejre 50-års jubilæum – det var Grundtvig, der fejrede sit 50-års præstejubilæum med en festgudstjeneste.

I den anledning fik han efter gudstjenesten af Dronning Caroline Amalie overrakt en lysestage som en gave fra de nordiske kvinder. Det var en syvarmet lysestage lavet i det pureste guld.

Dronningen, som ligger begravet i Roskilde Domkirke - udtalte ved overrækkelsen bl.a. følgende:

"Måtte denne guldarmstage minde Dem om lyset, der nu skinner i den danske kirke. Det tændtes på ny for halvtredsindstyve år siden, da livet atter vaktes gennem Deres røst.

Måtte De endnu leve længe iblandt os og se dette lys gå altid klarere og klarere op for menigheden, se troslivet udvikle sig hos os til det kærligste samfundsliv!”

At det netop var en syvarmet lysestage, han fik i gave, var næppe tilfældigt. I sit længste digt, Christenhedens Syvstjerne, fortæller Grundtvig kristendommens historie ud fra sin forståelse af kristendommen, som når ud til hele verden - delt i syv folkemenigheder: Den jødiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske og den nordiske og den syvende, der endnu ikke er trådt frem, men som Grundtvig gætter på vil være indisk.

Lysestagen stod i Grundtvigs hjem indtil 1890. Efter hans død skænkede hans enke den til Marmorkirken i København. Lysestagen blev derefter i stort antal kopieret og sat ud i danske kirker, som et Grundtvig-minde:

I dag – tror jeg, det er de færreste, der kender den historie – men den syvarmede lysestage er den dag i dag et symbol på det helliges nærvær – på Jesu Kristi tilstedeværelse som det sande lys – eller den sande hyrde, for nu at blive i billedet, som også gik igen i fejringen af genindvielsesfesten på Jesu tid.

Ja, som optakt til fejringen af templets genindvielse læste man traditionen tro op fra profeten Ezekiels bog i GT – fra kapitel 34, hvor der står, at Herren er hyrden – vi er hans får.

Profeten skriver, at Herren lover, at han vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; og han skal vogte dem og være deres hyrde (v. 23)

Og kapitel 34 slutter med følgende ord: ”I er mine får, de får jeg har på græs. I er mennesker, jeg er jeres Gud, siger Gud Herren”.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Jesus lige op til festen

har holdt sin hyrdetale og har sagt de kendte ord: ”Jeg er

den gode hyrde, den gode hyrde sætter livet til for fårene” (Joh 10,11).

Det er ord, som mange konfirmander kender til, da det ofte bliver brugt som konfirmandord.

Det er de ord, som Jesus henviser til, når han siger: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke”.

Jesus gør dermed krav på at være opfylderen af løftet til fædrene om den længe ventede Messias, Davidssønnen, der skal genoprette riget og skabe fred på jorden.

Ja, han går så vidt som til at sige: ”Jeg og Faderen er

ét” (Joh 10,31).

Jesus vil hermed sige: I fejrer genindvielsen af en jordisk helligdom. Men Jeg er det sande tempel, som ikke er bygget af hænder, men er kommet til jer fra Himlen, fra Gud.

Kun ved tro på mig får I adgang til den levende Gud – for jeg og Faderen ét!

Jesus er det nye og sande tempel indviet og helliget af Gud selv, det har evangelisten Johannes slået fast allerede i begyndelsen af sit evangelium, hvor det hedder: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (1,14).

-

Gud er hyrden – vi er hans får.

Det er det enkle billede, der bruges i dagens tekster – for at beskrive forholdet mellem Gud og os mennesker. Og det er jo et dejligt fredfyldt billede. En hyrde og en flok får – og så en sø med stille vand, som man kan få nye kræfter af at drikke af.

I den gamle oversættelse af Bibelen stod der hvilens vande i stedet for det stille vand. Men resultatet eller pointen er den samme:

Vor Herre er den, der nu - som før i tiden - ønsker at lede enhver af os til et sted med stilhed og hvile – et sted, hvor vi kan slappe af og finde ny kræfter til hver ny dag – få tændt vores lys ved det store lys, der brænder til evig tid.

Hyrdebilledet er i Bibelen et udtryk for Guds omsorg for sit folk. Det er Gud Herren, der er hyrden, sådan som vi kender det fra salme 23 i GT "Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød." 

I hyrdebilledet ligger dog andet og mere end tillidsfuld fortrøstning til Guds kærlighed i liv og død.

Hyrden skal følges og lyttes til: "Han leder mig ad rette stier for sit navns skyld." (Salme 23,3B).

Den side af hyrdebilledet bryder vi moderne mennesker os normalt ikke om. Vi vil helst gå vores egne veje. Det kalder vi frihed.

Men Jesus vil være vor herre. Det er hans bestemmelse og vores befrielse.

I følge med ham er vi aldrig overladt til os selv, men kan søge hans vejledning og retvisning, så vi undgår at blive flokdyr, der blindt lader os lede af dét som flertallet omkring os mener og siger.

Jesus siger, at enhver, der hører hans røst, er kendt af ham – og han giver evigt liv – og lover os, at vi aldrig i evighed skal gå fortabt.

Det er det gode budskab – som vi skal gribe fat i – og holde os til – også – eller måske særligt de dage, hvor livet går os imod og vi frygter for fremtiden. For i det håb er der liv.

Gud har lovet at være med dig – ikke bare i dag – men også i fremtiden.

Han går med dig hele vejen – selv når du går i mørkets dal, som salmisten skriver.

Ja, også der, hvor vi ikke formår selv at holde fast – så holder han os fast – han kommer til os og kalder os ind i fornyet tjeneste for ham.

Hele hans liv er et vidnesbyrd om kærligheden. Guds kærlighed til dig - til mig – til ethvert menneske på denne jord.

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, siger Jesus

”Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd!”

Det er gode ord at huske på og lære udenad.

I en tid, hvor vi kan føle os som får blandt ulve, er det vigtigt at stole på – ja have tillid til, at Jesus som en kærlig hyrde vil være her – ja, han er her jo – han lyser for os og kalder os til at være lys for hinanden. Lad os fejre det i Jesu navn:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.