Frihed til at tro, tænke og tilgive 

Når din nabos hus brænder, er det også din sag eller dit ansvar. Sådan frit oversat lyder den romerske digter Horats’ ord eller på latin: nam tua res agitur, pares cum proximus ardet. Det er altså ikke kun din nabos sag, hvis det brænder hos ham eller hende.

I den aktuelle udenrigs- og indenrigspolitiske situation kan man overføre det til, at det også er vores ansvar herhjemme, hvis vores ambassader bliver truet med bål og brand, og hvis terrortruslen mod danskere ude og hjemme (kristne såvel som muslimer) går i vejret.

Betyder det så, at vi skal sætte tempoet op og lave loven om, så det indskrænker de grundlovssikrede frihedsrettigheder? At vi skal genindføre noget, der ligner en blasfemiparagraf – og dermed også ramme, at kunstnere kan udfolde sig frit? Nogle er meget selvsikre, andre kalder dem, der mener det modsatte for skråsikre.

Vores ytringsfrihed er allerede i dag ikke absolut. Der er undtagelser. Ikke alt er tilladt, ligesom, som apostlen Paulus lærer os, alt heller ikke er gavnligt. Men – hvis vi begrænser ytringsfriheden mere end den allerede er, risikerer vi en dag i fremtiden at mangle den beskyttelse af demokratiet, som ytringsfriheden giver. 

Jeg ønsker med andre ord ikke at gå i det, som tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V) kalder lovreligionens fælde, ved at indføre religiøse forbrydelser. Religion og politik skal ikke blandes sammen. Religionskritik er ikke i sig selv politisk, derimod kan det være en personlig og kunstnerisk frihed, som vi bør skønne på – kristendommen havde ikke været til foruden. Derfor tilslutter jeg mig også Birthe Rønn Hornbech, når hun samtidig giver udtryk for, at det ikke burde være nødvendigt at ændre loven. Vi burde kunne bruge den eksisterende lovgivning til at håndhæve lov og orden i det offentlige rum. Der er grænser for alting i samfundet, men der er også tider og steder for, hvornår grænser skal gælde. En lov, der over en bred kam forbyder utilbørlig behandling af religioners genstande vil gøre specifikke problemer til noget generelt. Andre lande har mig bekendt holdt fast i, at de omtalte koranafbrændinger må være tilladt, selvom de ikke er gavnlige. Og når de er mindst gavnlige, så kan de så vidt jeg har forstået af hensyn til orden eller sikkerhed flyttes eller forhindres midlertidigt.

For frihed til at tænke og tro og mene mange mærkelige ting politisk må være et absolut krav for borgere i Danmark. Det er både en ret og en frihed, men det betyder ikke, at alle handlinger på offentlige steder er eller skal være lovlige – eller er gavnlige til alle tider og på alle steder. 

Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om koranafbrændingerne og synes, det er pinligt at være vidne til. Når det er sagt, vil jeg samtidig opfordre til, at vi i Danmark benytter anledningen til at besinde os på, hvad vi egentlig selv tror på, og hvad vi ikke tror på.

Bibelens rolle i kristen tro og tænkning
Hvorfor er det, at vi, der kalder os kristne, ikke reagerer på samme måde, hvis nogen brænder vores hellige bøger af?

Det handler – mener jeg – om kristen tro. Dét, som man kunne kalde kristendommens DNA, nemlig at forhånelse og nedværdigelse er en del af den dybe kerne i kristen tro: Gud lod sig dø i menneskeskikkelse, dybt forhånet og latterliggjort og foragtet. Han gik i døden for os, Jesus blev korsfæstet som gudsbespotter. Han blev hånet, pint og plaget, men han opstod igen.

Ligesom Koranen er vigtig for muslimer, er Bibelen vigtig for kristne. Bibelen er en kilde til vores grundfortællinger af høj poetisk kvalitet med en eksistentiel grundklang, som fortsat rammer mennesker, selv om der er årtusinder mellem, Bibelen blev skrevet til i dag. Og så er Bibelen, især Det nye testamente, afsættet for vores forståelse af Jesus og rettesnor for forkyndelsen.

Men, når det er sagt, så vil en afbrænding af en Bibel ikke kunne anfægte vores tro, for troen er personlig og Guds ord er en person, ikke en bog. Det er Jesus Kristus, Guds søn, vi tror på, ikke en bog. Vi er som kristen kirke samlet set ikke ubekendt med, at man kan blive latterliggjort og hånet som kristen. Det er ikke ufarligt at være troende. Kristne bliver forfulgt og slået ihjel i andre dele af verden, fordi de har Bibelen som helligskrift og siger, at de tror på Kristus.

Men kristendommen handler i sin kerne om lidelse, om at bevare troen og håbet, at kunne tåle at vente og holde ud, selvom man er udsat for afvisninger og forhånelse.

Således er det også en del af det kristne DNA at bære over med andre folks dumheder og provokationer.

Sagt på en anden måde: vi har siden korsfæstelsen på Golgata for snart 2000 år siden lært at udholde alle, der latterliggør kristen tro, fordi vi har lært af Jesus på korset, da han bad for os: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. 

Og hvor naivt det end lyder, så vil jeg håbe og bede til, at muslimer såvel som kristne og andre i Danmark og resten af verden, uanset religiøst ståsted, vil blive mindet om de ord og besinde sig, inden de på ny lader deres vrede over diverse provokationer gå ud over andre mennesker. Det ville være gavnligt og til glæde for alle.