Biskoppens månedsbrev
Nyheder

Biskoppens månedsbrev Oktober 2021

Oktober har været travl med bispevielse på Grønland og bispemøde på Fyn   


Af Peter Fischer-Møller

Efter halvandet år med coronarastriktioner og begrænsede muligheder for at mødes på tværs af landegrænser, var det herligt, at det her i oktober blev muligt at gennemføre den to gange udsatte bispevielse af Paneeraq Sigerstad Munk i Hans Egedes Kirke i Nuuk.

Der var oprindeligt også planlagt en markering af 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland. Man ville fejre hans og hans families arbejde med at formidle evangeliet til inuit befolkningen. Men som man har kunnet læse om det i medierne, så kom der en kolonialismekritisk opmærksomhed på tværs. Efter at Hans Egedes statue ved Domkirken i Nuuk var blevet overhældt med rød maling - og der var blevet afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt statuen skulle flyttes (en afstemning, der endte med, at et flertal ønskede, at den blev, hvor den er) - besluttede de lokale myndigheder at nedtone fejringen til noget meget beskedent.
 

Håbets Ø, flydende isbjerge og bispevielse

Seks danske biskopper deltog, og de heldigste af os havde mulighed for at flyve til Grønland et par dage før, så vi i det fineste vejr kunne nå både at sejle ud til Håbets Ø, hvor Hans Egede og hans familie og rejsefæller først slog sig ned, og dagen efter tage en tur ind i den imponerende store og meget naturskønne Godthåbsfjord, hvor stadig større og flere isbjerge kommer flydende ud mod havet - et tegn på de voldsomme klimaforandringer, der er i gang i Arktis og som kan mærkes tydeligt i Grønland.

Seks danske biskopper deltog i bispevielsen - her er Peter Fischer-Møller på tur ind i den imponerende store og meget naturskønne Godthåbsfjord, hvor stadig større og flere isbjerge kommer flydende ud mod havet - et tegn på de voldsomme klimaforandringer, der er i gang i Arktis og som kan mærkes tydeligt i Grønland.

Dronningen deltog i fuld grønlandsk festdragt i bispevielsen, som blev holdt på grønlandsk og forestået af den tidligere biskop Sofie Petersen. Vi glædede os over at kunne følge med i danske oversættelser og at kunne synge med på salmerne på grønlandsk. Det grønlandske hjemmestyre deltog i gudstjenesten og den efterfølgende kaffemik sammen med folk i Nuuk. De havde dagen før inviteret dronningen og os andre tilrejsende til en fin aften med god lokal mad og kulturelle indslag. Efter bispevielsen var stiftet vært for en dejlig middag, hvor vi kunne få talt med præster, politikere og erhvervsfolk om situationen og udviklingen i Grønland.
 

Analoge knus og klima-pilgrimme 

Ugen efter var det efterårsferie, og efter 10 måneder, hvor kontakten med børnebørnene og deres forældre i Edinburgh har været henvist til skærme, var det herligt at få analoge knuse af Gustav på 11 år, Louis på ni år og Ingrid, som bliver seks år om to uger. Det blev til en herlig uge med lego-leg, højtlæsning, gåture, café-besøg og hygge ad libitum. En togtur op til det skotske højland ved Pitlochry med tilhørende vandreture i det smukke efterårsvejr og landskab blev der også mulighed for.

I Edinburgh kom klima-pilgrimmene, som begyndte deres vandring i Vadstena i juli, og som kom forbi Roskilde i august, til gudstjeneste i den episkopale domkirke St. Marys Cathedral, før de drog videre mod Glasgow og det vigtige klimatopmøde COP 26, som begynder om en uge. 

På efterårsferie i Edinburgh hos sin søn, svigerdatter og børnebørn fik biskoppen lejlighed til at deltage i en gudstjeneste i den episkopale domkirke St. Marys Cathedral, hvor han hilste på de klima-pilgrimme, han i august tog imod hjemme i Roskilde.  

St. Marys Cathedral var udsmykket med pilgrimmenes medbragte bannere og en tankevækkende skibsmodel som satte ord på vores fælles sejlads i klimaudfordrede farvande. I et hjørne af kirken stod et meget fint “bønne-træ”, hvor kirkegængere havde hængt deres bønner som blade på træet.
 

Bispemøde på Fyn - og travlhed

Med to længere rejser i oktober og et bispemøde på Fyn i denne uge, blev resten af kalenderen presset ret hårdt sammen, så der har været rigtig mange samtaler og møder og en masse sager at tage stilling til. Blandt andet har jeg mødtes med udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye om visumregler for vores mange udenlandske gæster i forbindelse med Himmelske Dage i Roskilde til foråret.

Det er altså ikke rigtig lykkedes mig at leve op til min ambition om ikke at have travlt. Fortravlede mennesker er der ikke meget ved, plejer jeg at sige. De er ikke rigtig til stede, fordi de allerede tænker på det næste, de har i kalenderen. Og det går ud over nærvær og kvalitet. Jeg beklager, hvis det har været svært at finde tid til et møde eller komme igennem på telefonen. Jeg bestræber mig på forbedringer.

De skulle forhåbentlig allerede begynde i november.
 

Spændende konferencer og møder

I den kommende måned ser jeg frem til et par spændende konferencer. Én om kristendom og menneskerettigheder og én relateret til den igangværende liturgi-proces. 

Vi har også et fællesmøde i Danske Kirkers Råd, hvor vi får besøg af generalsekretær for KEK - Konferencen for Europæiske Kirker, Jørgen Skov Sørensen, der vil rapportere om udviklingen i det økumeniske samarbejde i Europa. 

Dernæst skal jeg til et fælles bestyrelsesseminar for landets tre kirkemusikskoler - og et bestyrelsesmøde i vores egen her i Roskilde.


Bispeeksamen og jubilæumsgudstjeneste i Korsør

Herudover venter der en bispeeksamen og forventelig ordination af tre teologiske kandidater, som er indstillet til præstestillinger i Sønder Dalby-Tureby samt Vemmelev-Hemmeshøj. 

Jeg glæder mig også til at deltage i en 150-års jubilæumsgudstjeneste i Sankt Povls Kirke i Korsør og ser frem til først i december at hilse på de nyvalgte medlemmer af Roskilde Stiftsråd ved vores konstituerende møde.

Med tak for samarbejdet i det kirkeår, der begynder at gå på hæld, ønsker jeg menighedsrådsmedlemmer, præster og andre ansatte Guds velsignelse og alt godt i det kirkeår, der kommer os i møde.

 

Biskoppens hilsen 

Når Roskilde Stifts nyhedsbrev udkommer, indledes det altid med en hilsen fra biskoppen, der ser tilbage på den forgangne måned og frem mod den kommende. Skriv dig op til nyhedsbrevet her - og modtag biskoppens hilsen.