Biskoppens månedsbrev
Nyheder

Biskoppens månedsbrev marts 2020

Læs biskop Peter Fischer-Møllers hilsen til alle i Roskilde Stift. 

Kirkeklokkerne ringede ud over Roskilde her til morgen.

Det har de gjort i mere end 1000 år – siden Harald Blåtand lod den første kirke opføre her på stedet en gang omkring år 975.

Men for første gang ringede søndags-kirke-klokkerne os ikke sammen til gudstjeneste. Gudstjenesterne var nemlig aflyst på grund af den igangværende corona-pandemi.

Det betyder ikke, at der ikke blev holdt gudstjenester landet over. Danmarks Radio transmitterede gudstjenesten fra Københavns Domkirke, en gudstjeneste, hvor menigheden bestod af domprovsten, en graver, en organist og 4 kirkesangere, som stod med god afstand mellem sig. Og rundt om i hjemmene har mennesker måske mere end sædvanligt foldet deres hænder og bedt et Fadervor. Det er også en form for gudstjeneste, minder Martin Luther os om. Det er godt at samles i kirken om bekendelse, forkyndelse og lovsang. Det er godt at gå til alters sammen. Men vi kan også henvende os direkte til Gud hver især for at takke for livet og bede om hjælp og for at hente inspiration fra Jesus ord og liv med os i vores hverdag.

Det har vi brug for lige nu, hvor regering og folketing gennemfører hastelovgivning for at mindske hastigheden i spredningen af corona-smitte, hjælpe sygehusene med at kunne klare behandlings-kapaciteten og afbøde de økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af corona-krisen.

Det er en meget særlig situation, og mange mennesker bliver naturligt nok bange og bekymrede. Lige her er der særlig meget brug for at lytte til Jesus, når han f.eks. fortæller historien om den barmhjertige samaritaner, om en mand der var på rejse, og som blev overfaldet af røvere og lå forslået og hjælpeløs, helt afhængig af andres hjælp. En præst og en levit så ham, men gik forbi, mens en fremmed, en samaritaner satte sine egne planer og bekymringer til side for at hjælpe manden. ”Hvem af de tre viste sig at være den mands næste, som faldt blandt røvere”, spørger Jesus, og vi er ikke i tvivl. Det var ham, der hjalp ham. Og den korte og kontante opfordring til os lyder: gå du hen og gør ligesådan.

Det er lige det vi har brug for at høre her hvor corona-situationen ændrer meget i vores hverdag. Vi har brug for at få opmærksomheden vendt fra vores bekymringer for os selv og vores eget og ud mod dem, der har rigtig meget brug for vores opmærksomhed. Det er i denne situation dem i de særlige risikogrupper: de gamle, de syge, dem som har nedsat immunforsvar. Hvis vi i øvrigt er rimelig sunde og raske, så er corona-virus ikke særlig farlig for os, men det er den for dem i risikogrupperne. Og dem er vi med til at beskytte ved selv at undgå for megen kontakt med andre, så vi ikke bærer mere smitte end højest nødvendigt rundt i samfundet. Og så er der i øvrigt mange muligheder for at hjælpe hinanden med opringninger og indkøb og meget andet, der kan klares uden at forøge smitterisikoen.

Kirkeklokkerne ringede her til morgen. De kaldte os ikke til gudstjeneste, men de mindede os om evangeliet og det ansvar vi har for verden og hinanden.

Jeg ville selv rigtig gerne have været til gudstjeneste i dag. Det har mange af os særlig meget brug for, når det hele ikke bare går som det plejer, når vi er særlig glade eller særligt bekymrede eller ramt af sorg og savn. Så har vi brug for de andre, brug for at se hinanden i øjnene, at trykke hinanden i hånden, at give hinanden et knus. Det må vi afstå fra lige nu for at begrænse corona-smitten.

Derfor ser vi frem mod den forestående påske og håber at vi igen kan være sammen med familie og venner, at vi kan genoptage vores arbejde, og at vi af kirkeklokkerne kan lade os kalde sammen til gudstjeneste igen.

Peter Fischer-Møller