Biskoppens månedsbrev
Nyheder

Biskoppens Julehilsen 2021

Juletiden er fuld af traditioner - én af de nye og mindre velkomne juletraditioner er corona-restriktionerne. Heldigvis er der også mange af de gode traditioner

Tak for samvær, samtaler og samarbejde i årets løb, skriver biskop Peter Fischer-Møller i sin julehilsen til alle i Roskilde Stift. Foto: Rune Hansen. 


Kære menighedsrådsmedlemmer, præster, ansatte ved kirkerne og andre gode kirkefolk i Roskilde Stift

En hilsen fra huset i Kongens Lyngby, hvor vi nu har boet i et halvt års tid, mens tiden nærmer sig for udskrivning af bispevalget i Roskilde Stift og min afsked som biskop med udgangen af august 2022.

En del er således nyt for os på vej mod jul her i 2021. Men ret meget er også som det plejer at være. Den fint udskårne julekrybbe fra Madagaskar står på reolen, og tante Zeffas gamle porcelænsnisser har indtaget hylden nedenunder. Og børnebørnene holder øje med, at så meget som muligt er på plads, hvor det plejer at være.
 

Biskoppens julekrybbe købt på Madagaskar. Ligegyldigt hvad adressen lyder, skal den frem til jul. 

Biskoppens afdøde tante Zeffas gamle porcelænsnisser står på hylden under julekrybben fra Madagaskar.

Juletiden er fuld af traditioner.

En af de gode er julehilsnerne.

Det er rigtig godt at give sig tid til lige at få sat sig ned og tænkt tilbage over året, der nu går på hæld. Og blive opmærksom på alt det gode, glædelige og inspirerende, som viste sig og kastede lys over arbejdet og hverdagene.

Meget af det, har, for mit vedkommende, haft med det kirkelige liv her i stiftet og ude omkring at gøre. Og her har I været afgørende bidragsydere. Tak for samvær, samtaler og samarbejde i årets løb.

En af de nye og mindre velkomne juletraditioner er corona-restriktionerne. Smitten er jo desværre steget de sidste 14 dage, og den nye omikron variant udfordrer os, så vi igen i år må lægge en dæmper på samfundsaktiviteter og samvær her i julen. 

Vi er primært takket være vaccinerne et bedre sted end sidste år, og alt tyder på, at vi kan fejre jul i kirkerne lidt mere forsigtigt, men ellers næsten som vi plejer. 

Jeg glæder mig til igen at synge “Det kimer nu til julefest” og til at høre “Og det skete i de dage…”. 

Og til at mærke et glimt af det mysterium, vi aldrig kommer til at fatte til bunds: At Gud blev menneske for at være i nærkontakt med os. At Gud vil os - på trods. At vi er Betlehemsbarnets brødre og søstre - Guds mennesker i tid og evighed.

Med ønsket om en glædelig jul og et velsignet nytår, sender jeg de bedste solhvervshilsner.


Peter Fischer-Møller

 

Biskoppens hilsen 

Når Roskilde Stifts nyhedsbrev udkommer, indledes det altid med en hilsen fra biskoppen, der ser tilbage på den forgangne måned og frem mod den kommende. Skriv dig op til nyhedsbrevet her - og modtag biskoppens hilsen.