Biskoppens månedsbrev
Nyheder

Biskoppens månedsbrev August 2021

August er gået med folkemøde på Møn, orienterende møder, festgudstjeneste i Helsingør og meget mere. Generelt er der nok at se til, nu hvor de fleste corona-restriktioner er ophævet


Af Peter Fischer-Møller

Så blev det - næsten - september.

Efter en august hvor himlen ofte har været ret grå, og hvor vi har fået masser af styrtregn, ser himlen nu ud til at tilpasse sig sangen: "Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide."

I det høje birketræ nede ved Mølleåen er svalerne ved at samle sig og holder flyveøvelser forud for efterårsturen til de varmere himmelstrøg.

Apropos himmelstrøg, så var planen, at jeg sammen med mine bispekolleger skulle være rejst til de koldere himmelstrøg i Grønland for i begyndelsen af august at have deltaget i bispevielsen af den nye grønlandske biskop Paneeraq Siegstad Munk. Men så kom coronaen på tværs. Nogle smittetilfælde på Grønland gjorde, at hjemmestyret bad dronningen udsætte sit besøg, og så måtte bispevielsen også udsættes endnu en gang. Nu håber vi på, at det kan lade sig gøre omkring den 10. oktober i stedet.
 

Ny rektor budt velkommen

På Sjællands Kirkemusikskole, hvor jeg er formand for bestyrelsen, fik vi pr. 1. august ny rektor, Charlotte Muus Mogensen. Hun kommer fra en stilling som organist i Store Heddinge og er tidligere formand for organisternes faglige organisation DOKS. Charlotte er i fuld gang med arbejdet i de fine nye lokaler på Allehelgensgade 17, som efter flere års byggerod nu er ved at være i fuld funktion.

Vi har haft en række præstestillinger slået op hen over sommeren, så jeg har haft fornøjelsen af at tale med mange ansøgere, været til flere orienterende møder med menighedsråd, og så har jeg haft en af de udvalgte til bispeeksamen, og det gik godt!


Folkemøde på Møn og klima-pilgrimme

Lørdag den 21. august var jeg inviteret til Folkemødet på Møn, hvor jeg i Stege Kirke talte med professor Jakob Skovgaard Petersen, om hvad vi egentlig ved om Jesus og Muhammed, om hvordan forståelsen af dem og deres virke er blevet udfoldet forskelligt gennem historien, og hvad de betyder for mennesker i dag. Meget spændende!

Tirsdag den 24. august tog vi imod en flok klima-pilgrimme i Roskilde Domkirke og holdt en andagt sammen med dem. De begyndte deres pilgrimsvandring for en måned siden i Vadstena i Sverige og er på vej til klimatopmødet i Glasgow i Skotland til november. Jeg letter på hatten for sådan en flok mennesker, der sætter mere end tre måneder af for at gøre opmærksom på, hvor helt afgørende det nu er, at vi får omsat de fine ord fra Parisaftalen i 2015 til fælles forpligtende handlinger - for at værne om livet på kloden og give vores børn og børnebørn mulighed for at glæde sig over en lige så mangfoldig natur, som den der udfolder sig udenfor lige nu.
 

Til fest i Helsingør

Og så blev det muligt at fejre den nye biskop i Helsingør, Peter Birch. Han blev bispeviet ved en meget beskeden ceremoni i januar. I søndags havde coronaen sluppet sit tag så meget, at vi sammen med dronningen kunne samles 400 mennesker til festgudstjeneste med salmesang, gode ord og smuk musik.

I løbet af august fik vi også ny kirkeminister. Vores tidligere borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, takkede af efter to år på posten, og Ane Halsboe-Jørgensen er trådt til. Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet til Joy og tillykke til Ane med opgaven. Vi håber på et fortsat godt samarbejde.


Roskilde Stift 1000 år

Planlægningen af Roskilde Stifts 1000-års jubilæum er ved at være på plads. Vi har fået besked om, at dronningen vil deltage i festgudstjenesten søndag den 30. januar 2022, og et meget flot program med foredrag, musik og sang - og en masse sjov og ballade vil snart blive offentliggjort.

Samtidig er den endnu større kirkefest Himmelske Dage i Kristi Himmelfartsferien næste år også ved at tage form. Vi forventer, at 30.000 mennesker vil besøge Roskilde til de over 400 arrangementer, som er ved at finde deres plads i det store program.
 

Stiftsdagen 2021 - skynd jer at melde jer til!

Og imens vi glæder os til alt det, så er det planen, at vi skal afholde den fra foråret udskudte stiftsdag lørdag den 11. september. Vi har forlænget tilmeldingsfristen til mandag den 6. september - så skynd jer at melde jer til. Vi trænger til at mødes - ikke på en skærm, men i levende live - til inspirerende oplæg, samtale, kaffepauser og gudstjeneste. Læs mere om Stiftsdagen 2021 her.  

Her i midten af september får vi også besøg af en gruppe præster fra Rügen i det nordøstlige Tyskland. Rügen var en del af Roskilde Stift i omkring 400 år fra Absalon indtog borgen Arkona, væltede statuen af den lokale guddom Svantevit og tvangsomvendte øens vendiske befolkning i 1167. Sidste år var jeg med provsterne på studietur på Rügen. Nu glæder vi os til at gengælde deres gæstfrihed.
 

Corona-eftervirkninger 

Og alt det her kan lade sig gøre, fordi coronaen hen over sommeren - samtidig med at hovedparten af befolkningen her i landet nu er blevet vaccineret - gradvist har sluppet sit tag.

Men ligesom nogle af de tidligere smittede kæmper med langtidsvirkninger, så er der også rundt om i sognene nogle corona-eftervirkninger. De mange udskudte dåbshandlinger og bryllupper, og rigtig mange konfirmationer, fylder kalenderne for præster og kirkeligt ansatte, og gør, at vi må have lidt tålmodighed i forhold til at få fuld gang i det øvrige kirkelige arbejde - eller overlade en større del af dette arbejde til frivillige.
 

Det hele kommer ikke an på os og vores planer

Og imens de hvide skyer flyver over septembers blå himmel, er det værd at huske, at det hele ikke kommer an på os og vores planer og programmer, men at der er en natur og en tilværelse derudenfor, som kalder på os:

Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

- Septembers himmel er så blå, Alex Garff, 1949
 

Biskoppens hilsen 

Når Roskilde Stifts nyhedsbrev udkommer, indledes det altid med en hilsen fra biskoppen, der ser tilbage på den forgangne måned og frem mod den kommende. Skriv dig op til nyhedsbrevet her - og modtag biskoppens hilsen.