Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens hilsen
Nyheder

En uforglemmelig begyndelse

Biskoppens hilsen: Den første måned som biskop over Roskilde Stift har været uforglemmelig og fyldt med mange nye opgaver og gøremål, skriver biskop Ulla Thorbjørn Hansen i sin månedlige hilsen 

”Trange tider, langsomt skrider…
vinteren strenges og det er svart”

Brorsons salme ”Her vil ties her vil bies” får en helt særlig betydning i vores kirker i år, for med energikrise følger sparetider og mangeltider.

I en hilsen fra Stiftsrådet og jeg, der for nylig blev sendt til stiftets menighedsråd, skrev vi: 

”Biskoppen og stiftsrådet er enige om, at det er vigtigt, at vi alle indretter os efter forholdene - dog uden at gå på kompromis med den særlige opgave, vi har som folkekirke”.  

Læs hele hilsenen fra biskoppen og stiftsrådet vedrørende energikrisen her

Vi skal altså ikke lukke alt ned ligesom under Corona. I stedet klæder vi os godt på og rykker sammen på kirkebænkene.
 

Bispevielse og reception

Bispevielsen vil altid stå som noget helt særligt for mig. Domkirken var fyldt til bristepunktet med menigheder, præster, provster, biskopper, repræsentanter fra forsvaret og andre officielle gæster, byens borgmester, min familie, Kirkeministeren og Hendes Majestæt Dronningen. 

DR var til stede både før og under bispevielsen og sørgede for, at alle interesserede kunne følge med på skærmen. 

Se eller gense bispevielsen her

Og der var komponeret musik af kantor ved Roskilde Domkirke Egil Kolind til lejligheden: ”Intrada for to trompeter, pauker og orgel”. 

Læs mere om bispevielsen her

Udenfor kirken stod gardere fra Roskilde Garden og Gl. Roskilde Amts Garderforening fanevagt både før og efter bispevielsen, mens jeg fik hilst på menigheden, der gik ud gennem kongeporten. 

 

Bispevielsen vil altid stå som noget helt særligt for mig, skriver Ulla Thorbjørn Hansen. Foto: Rune Hansen

Udenfor kirken stod gardere fra Roskilde Garden og Gl. Roskilde Amts Garderforening fanevagt både før og efter bispevielsen. Foto: Privat

Efter gudstjenesten var der reception på Stændertorvet, hvor borgmester i Roskilde Tomas Breddam vært. Foto: Emil Helms

Der blev holdt taler og skålet i bobler til receptionen på Stændertorvet efter bispevielsen. Foto: Emil Helms


Efter gudstjenesten var der reception på Stændertorvet. Her var borgmester Tomas Breddam vært. Der blev serveret bobler og borgmesteren holdt tale, hvor han bød mig og min familie velkommen til Roskilde.

Læs mere fra receptionen på Stændertorvet her 

Tusind tak til alle jer, der var med på hver jeres måde.


Den første tid som biskop

"Der er en tid til alt under himlen…"

Sådan lyder det i Prædikernes bog i Det Gamle Testamente. Den første måned som biskop over Roskilde Stift har været uforglemmelig og fyldt med mange nye opgaver og gøremål. 

Den har budt på alt fra digitalt bispemøde til åbning af en kunstudstilling på Sorø kunstmuseum, hvor fire nye messehageler lavet til Sorø Klosterkirke kan ses indtil den 20. november. Det kan varmt anbefales at se udstillingen. 
 

Sorø Kunstmuseum viser i øjeblikket fire nye messehagler, der er skabt til Sorø Klosterkirke, i særudstillingen "Fra hånd til ånd". Her én af kunstnerne bag messehaglerne, Maja Lisa Engelhardt, i samtale med biskop Ulla Thorbjørn Hansen. Foto: Sorø Kunstmuseum


Det er også blevet til et festligt besøg og endnu en tale i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Roskilde, der fejrede 50-års jubilæum. 

I denne uge deltog jeg også i afsløring af Peter Fischer-Møllers portræt i domkirken, der er malet af kunstneren Thomas Kluge. Læs mere om det her

Tidligere på måneden deltog jeg i en pilgrimsvandring ved Ledreborg og prædikede ved den efterfølgende skabelsestidsgudstjeneste i domkirken.

Jeg har også - sammen med min mand - været til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Hendes Majestæt Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Dagen inden, deltog jeg med flere af mine bispekollegaer i en festgudstjeneste i Københavns Domkirke i samme anledning. 

Også har min første måned som biskop budt på mange møder. Med ansøgere, udvalg og stiftsråd. Jeg har holdt bispeeksamen og ordination og været rundt i stiftet til orienterende møder i både Slagelse, Mosede, Lyderslev-Frøslev, i Holbæk og på Orø. 

Der er også blevet tid til at holde fredagsaltergang i domkirken. 

Fagmediet kirke.dk bad mig skrive dagbog i dagene omkring bispevielsen. Den kan du læse via dette link - og det kræver ikke abonnement.  

 

En særlig stor glæde - og verdens bedste job

Jeg har som tidligere sognepræst ved Roskilde Domkirke igennem ni år deltaget i mange ordinationer, og det var en særlig stor glæde og ære at ordinere to nye præster, Pernille Neerlin, der har fået embede i Svogerslev Sogn og Nora Uldall Charmati, der har fået embede i Herfølge Sogn.

I min ordinationstale henviste jeg til en avisartikel i Sjællandske med overskriften: ”Sognepræst trækker sig tilbage: det var verdens bedste job”. 

Ordene er sognepræst Marie Legarths. Hun er netop gået på pension efter 38 års præstetjeneste, de sidste 22 år i Slagelse. Marie Legarth taler med sine ord om præstegerningen folkekirken som arbejdsplads op. Og det til trods for, at hun som andre, har oplevet modgang, mørke og svære ting i sin tid som præst. Alligevel kunne hun ikke ønske sig noget bedre job eller nogen bedre kirkeform end vores folkekirke med den bredde, den har.
 

Biskop Ulla Thorbjørn Hansen med de to ordinander, Pernille Neerlin, der har fået embede i Svogerslev Sogn og Nora Uldall Charmati, der har fået embede i Herfølge Sogn. Foto: Privat


Marie Legarths gode ord gav jeg videre til de to nye præster. De står ved begyndelsen af deres præstegerning og er nu præsteviet til at virke som sognepræster. Jeg er enig i, at præstegerningen er verdens bedste arbejde. Det er et arbejde, som er mere og andet end et job, for det er også et kald. Og her tænker jeg ikke bare på det, at man som teologisk kandidat kan føle sig kaldet og klar til at træde ind i embedet, men på det faktum, at enhver sognepræst er kaldet af et menighedsråd til at være netop deres præst.
 

Arbejdsmiljø i fokus

Et godt arbejdsmiljø er et ”must have” i vores folkekirke. Der er på stiftets hjemmeside stort fokus på arbejdsmiljø. 

Find temaside om arbejdsmiljø her

Arbejdsmiljø har netop været på dagsordenen på et stiftsrådsmøde, ligesom det vil blive drøftet med arbejdsmiljøudvalget og provsterne i den kommende tid. Her vender vi blandt andet:

  • Hvad er et godt arbejdsmiljø i Roskilde Stifts kirker?
  • Hvad vil det sige at være en god kollega?
  • Hvordan sikrer vi os en god tone på arbejdspladserne?
  • Hvordan kan vi byde ind, så alle kan være glade og trygge ved at gå på arbejde og komme i kirken?
     

Biskoppens hilsen 

Når Roskilde Stifts nyhedsbrev udkommer, indledes det altid med en hilsen fra biskoppen. Skriv dig op til nyhedsbrevet her - og modtag biskoppens hilsen.