Vi går mod lysere tider!

På vores breddegrader kan vi let rammes af vemod og mismod i denne tid. Vi savner samtidig lyset og varmen, og bliver dagligt mindet om, at vi lever i en tid med kriser og katastrofer; energikrise, boligkrise, klimakriser, krig i Ukraine, jordskælv i Tyrkiet og Syrien.  Det er ikke svært at komme i en mismodig mol-stemning.

Regeringen har desværre valgt at fremlægge et forslag om at sløjfe bededag i en tid, hvor vi mere end ellers har brug for fred og tid til bøn, eftertanke og samvær med familie og venner. At sige at man vil bruge bededag til at finansiere våben til krigen i Ukraine er et uheldigt signal at sende netop i denne tid.

Jeg har deltaget aktivt i debatten både på TV og i radioen, og har sagt, at jeg mener, at hastværk er lastværk. For mig handler det om metoden, hvorved regeringen vil afskaffe dagen - men det handler også om, at jeg synes, at det er en uheldig dag at sløjfe som helligdag, og at vi bør bevare bededag som helligdag sammen med de øvrige helligdage.

Vi biskopper har tydeligt givet udtryk for vores modstand mod afskaffelsen af bededag. I søndags var der en stor demonstration mod afskaffelsen på Christiansborg Slotsplads, og her synes jeg at sognepræst Marie Høgh meget præcist satte ord på, hvor stor betydning store bededag har:

”Ganske vist er store bededag ikke en bibelsk begrundet helligdag, og vi kan såmænd godt være kirke uden store bededag, men det er en dag med dybe folkelige, kulturelle- og åndshistoriske rødder – alt dét, der skaber vores lands sammenhængskraft, og gør os til det land og det folk, vi er.”

Det fylder stadigvæk meget, så længe lovforslaget stadig behandles i Folketinget. Vi er Folkekirken – folkets kirke – og vi skal stræbe efter at bevare og udbygge kirkens stærke sider. Det gør man ikke ved at skære en helligdag væk og dermed svække den folkelige forankring i kirken. En helligdag som er stor konfirmationsdag mange steder og dermed er de unges og familiernes dag.

I grundlovens § 4. står at Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

At nedlægge en helligdag synes ikke at være et udtryk for understøttelse af Folkekirken? Snarere tværtimod?

Men nok om bededag. Her en uge efter kyndelmissedag er det værd at huske os selv og hinanden på, at vi går mod lysere tid. Vinteren er på retur, og håbet kalder os ud på den anden side af mørket og døden.

Ja, enhver der er døbt med den kristne dåb er døbt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det betyder at vi ikke er alene på nogle af vores veje – om vi lever eller dør er vi i gode hænder. Og uanset om vi nu får lov til at bevare bededag som en helligdag eller ej– så vil jeg opfordre alle til at gøre hver dag til en bededag.

Siden sidst

Der har bl.a. været gennemført visionsdag med stiftsrådet, en række udvalgsmøder, samskabelsesmøder, møder med Roskilde Museum (ROMU), konfirmandtræf, møder om istandsættelse af stiftskontorets kontorer og mødelokaler, der har været afholdt ansættelsessamtaler og jeg har stået for andagter og gudstjenester i Domkirken og sidste men ikke mindst så bød første uge af februar på gennemførelsen af årets store konfirmandtræf i Domkirken og årets første bispeeksamen.

Så har vi gennemført årets konfirmandtræf med henved 3500 konfirmander. Jeg har siden 2008 været med som sognepræst med flere hold konfirmander, og har også deltaget som fortæller. 

I år var jeg med som biskop ved alle 6 gudstjenester. Temaet for gudstjenesten var nadveren og konfirmanderne kom rundt på 4 poster, hvor de hørte om de 4 grundfølelser: vrede, sorg, frygt og glæde – som blev sat i forbindelse med nadveren. 

TV2/Kosmopol var til stede torsdag, og lavede en fin lille reportage