Det hele begyndte med biskop Gerbrand

Tænk sig, at Roskilde Stift i 2022 kan fejre 1000 år – og vi har papir på det.

Siden 700-tallet har der været kristne menigheder forskellige steder i Danmark, også på Sjælland. Kristendommen nåede hertil via vikingernes togter til England og via missionærer, som blev udsendt fra Hamborg-Bremens bispedømme i Tyskland. Mens der allerede i midten af 900-tallet blev etableret bispedømmer i Slesvig, Ribe og Århus og 988 i Odense, havde Sjælland antagelig endnu ikke eget stift.

Vi ved, at der omkring år 1000 fandtes mange menigheder og trækirker, og at Harald Blåtand anså Roskilde by for et betydningsfuldt sted, og måske kan kongens interesse indikere, at der har været et bispesæde i Roskilde før 1022.

I Svend Tveskægs regeringstid (d. 1014) var Danmark så stærk, at landet i perioder undertvang sig England, som havde en etableret kirke med århundredelange traditioner. Indflydelsen fra engelsk kirkeliv blev stor, og måske har Sjælland og Skåne på dette tidspunkt haft en engelsk biskop ved navn Godebald. Han er i hvert fald nævnt som biskop i Roskilde, men kilderne er lidt usikre. 

Beviset for, at Roskilde med sikkerhed havde en bispestol, kom i Knuds den Stores regeringstid med Elydokumentet, som omtaler, at i 1022 udnævntes en biskop Gerbrand af Roskilde Stift.

Udnævnelsen af Gerbrand som biskop i Roskilde var et led i Knud den Stores planer om at bringe sit storrige, Danmark-England, under én kirke, nemlig den engelske med ærkebiskoppen af Canterbury som leder. På den måde kunne kongen stække Hamborg-Bremens indflydelse i Danmark.

Gerbrand blev indviet til biskop i Canterbury og sendt afsted mod Danmark. Undervejs blev han dog taget til fange af den hamborgske biskop og først løsladt, da han svor troskab til Hamburg-Bremen. Kongens plan mislykkedes, og tyskerne beholdt deres indflydelse på dansk kirkeliv.

Den kendte krønikeskriver Saxo mener, at det var Gerbrand af Roskilde, som grundlagde domkirken i Lund. Vi ved ikke, om det er sandt, men der er ingen tvivl om, at der var en både tæt sammenhæng og stærk rivalisering mellem de to domkirkebyer. Gerbrands efterfølger, biskop Aage, var samtidig biskop over Skåne. 

Kirken i Danmark vokser

I Knud den Stores tid grundlagde man også de såkaldte domkapitler. Domkirken var ikke et sogn på linje med øvrige sogne, men en selvstyrende gejstlig enhed, som skulle understøttes økonomisk. I denne periode blev landet inddelt i sogne, og byggeriet af nye stenkirker tog fart. Kongemagten og stormænd gav kapitaler og jordgaver til sognekirkerne, så man kunne finansiere, at der var præstegårde med landbrug til, for det var forudsætningen for, at der kunne være sognepræster i landsbyerne.

I Svend Estridsens regeringstid (1047-1074/76) øgedes den danske kirkes vækst og trang til selvstændighed. En krønike anslog således, at der omkring år 1070 var cirka 150 kirker på Sjælland og 300 kirker i Skåne. Kongen ønskede egen ærkebiskop, men det lykkedes ikke. Til gengæld blev stiftet i 1060 delt, så Lund blev eget stift. I 1103 lykkedes det endelig den danske konge at få oprettet et dansk ærkebispesæde. Det blev dog Lund og ikke Roskilde, som fik overhøjhed over hele den nordiske kirkeprovins inklusiv Nordatlanten.

En national dansk kirke

På Svend Estridsens tid var Roskilde blevet kongesæde. Fordi byen samtidig var bispesæde kunne konge og biskop arbejde tæt sammen. Kong Svend fik således et nært forhold til den tredje biskop i Roskilde, Biskop Vilhelm (fra ca. 1060). En noget legendarisk historie fortæller, at Svend Estridsen engang lod myrde en håndfuld mænd inde i domkirken, hvorfor biskop Vilhelm bandlyste kongen. Kong Svend angrede straks sin gerning, og Vilhelm optog igen kongen i kirken. Herved var styrkeforholdet mellem konge og kirke markeret, og som tak for genoptagelsen gav kongen det halve af Sokkelund Herred (store dele af det gamle Københavns Amt) til bispesædet i Roskilde. Det kom til at betyde, at byen København helt frem til 1417 formelt var ejet af Roskildes bispesæde. Da den berømte biskop Absalon i 1178 fik pavens tilladelse til at beholde sin bispestol i Roskilde samtidig med at han blev ny ærkebiskop i Lund, fik han også lov til at beholde byen og borgen Havn. Det er ud fra denne aftale, at Absalon noget urimeligt kaldes for Københavns grundlægger.

Vilhelms afløser på bispestolen hed Svend Nordmand, og han medvirkede til opførelsen af en ny frådstenskirke i Roskilde til afløsning af den stenkirke, der var rejst i begyndelsen af 1000-tallet.
 

Kamp mellem konge og kirke

De nære bånd mellem kongemagt og kirke blev styrket under Svend Estridsen, så man med nogen ret kan tale om en national dansk kirke på dette tidspunkt.

Snart skyllede den kamp, som ude i Europa foregik mellem kirke og kejsermagt, dog ind over Danmark. Biskop Eskil, der blev biskop i Roskilde i 1134 og året efter samtidig ærkebiskop af Lund, blev om nogen en del af det storpolitiske spil i Europa. På samme måde blev han en del af den opslidende borgerkrig i Danmark mellem Svend, Knud og Valdemar, som førte til det berygtede blodgilde i Roskilde. 

Da Valdemar (den Store) sejrede, stod han og biskop Eskil på hver sin side i den internationale kirkestrid om pavestolen. I 1158 fratrådte Eskil bispestolen i Roskilde og var alene ærkebiskop i Lund indtil 1177. Han var personligt ven med den berømte middelalderteolog Bernhard af Clairvaux og fik som biskop cistercienserordenen etableret med store klostre i Danmark, heriblandt Sorø Kloster.
 

Biskop Absalon

Valdemar den Store fik i 1158 sin fosterbroder, Absalon, indsat som biskop i Roskilde, og da Eskil fratrådte som ærkebiskop i Lund, blev Absalon fra 1178 også ærkebiskop dér. Både i Roskilde og Skåne arbejdede han for at indføre romerske ritualer og praksis, og gjorde en stor indsats for at få gennemført cølibatet for præster, da denne praksis aldrig rigtig var slået igennem i Norden.

Under Absalons tid blev der udvirket en slags kirkelov for Sjælland. Denne lov blev blandt andet forudsætningen for den senere Jyske Lov, for det var kirkens folk, der stod for nedskrivningen og udarbejdelsen af disse afgørende love. 

Absalon stod i spidsen for de danske biskoppers engagement i korstogene i Østersøområdet, og hans deltagelse i erobringen af Arkona på Rügen i 1168 er berømt. Fra 1168 til 1534 hørte Rügen derfor kirkeretsligt til Roskilde Stift. 

Absalon opgav bispesædet i Roskilde i 1191, men fortsatte som ærkebiskop af Lund indtil 1201. Han ligger begravet i Sorø Klosterkirke. Som biskop i Roskilde blev han afløst af et familiemedlem, Peder Sunesøn, som tillægges æren for ca. år 1200 at have påbegyndt byggeriet af den nuværende teglstenskatedral.

Fornyet kamp mellem konge og kirke

Efter Valdemar Sejrs død i 1241 fulgte en nedgangstid i Danmark, hvor kirke- og kongemagt atter kom i strid med hinanden om, hvorvidt biskopperne skulle være romerkirkens mænd eller den danske konges betroede medarbejdere.

Kampen mellem kirke og konge nåede sit højdepunkt, da ærkebiskoppen af Lund – tidligere biskop over Roskilde, Jakob Erlandsen – i midten af 1200-tallet truede med at udstede et interdikt over Danmark, det vil sige en nedlukning for al kirkelig aktivitet. En sådan trussel var i middelalderens samfund meget alvorlig, og Erlandsen gik så vidt som til at indgå alliance med landets fjender. Sagen gik diplomatisk set i hårdknude med endeløse processer i Rom, og imens fortsatte landets nedgang, og i 1330’erne stod riget helt uden konge. Først under Valdemar Atterdag blev riget samlet og forholdet mellem kirke og konge genoprettet.

Pavemagten var med tiden blevet et europæisk finanshus, og ønskede indflydelse på besættelse af de danske bispestole. Formelt skulle en biskop i Roskilde således vælges af domkapitlet, men nu begyndte paven at forbeholde sig denne ret. Når domkapitlet havde valgt en kandidat, oplyste paven, at embedet allerede var lovet bort til en anden. Paven krævede så penge for, at den, han havde loven pladsen, kunne fjernes, og bispevalget blev på denne måde et spørgsmål om, hvem der kunne købe sig til en plads.
 

Dronninge- og kongemagtens tro tjenere

På grund af handlen med bispeembeder, kom bispestolen ikke altid i hænderne på de allerbedste mænd. Alligevel var biskopperne dog oftest højtuddannede eller drevne kirke- og magtpolitikere. Det sidste var Margrete d. 1.s nære medarbejder, Roskilde-bispen Peder Jensen Lodehat, et godt eksempel på. Lodehat blev dronningens særlige rådgiver og kansler, og han var således blandt de vigtige personer, der beseglede unionsbrevet, som stiftede Kalmarunionen i 1497 og forenede de nordiske riger.

De næste mange biskopper var oftest adelssønner og i mange henseender den danske konges trofaste hjælpere. Den sidste egentlige katolske biskop var den meget magtfulde Lage Urne. Biskopperne var lige så meget politikere som gejstlige ledere, og dette gjaldt også for domkapitlets folk. Fra og med Margrete d. 1. blev domkirken de danske regenters foretrukne begravelsessted.
 

Reformationen

Reformatoriske strømninger kom hurtigt til Danmark, og da Frederik d. 1. i 1523 afløste Christian d. 2 på tronen, ønskede han ikke længere at underlægge sig pavens ret til at vælge biskop. Kongen udnævnte i 1529 selv Joachim Rønnow som Roskilde-biskop, og bad Rønnow forpligte sig på at tolerere de evangelisk-lutherske prædikanter, der var i stiftet. På samme måde måtte han ikke gribe ind overfor præster, der ville bryde deres cølibat og gifte sig. Frem til Grevens Fejde i 1533 stod den lutherske kristendom derfor stærkt mange steder i stiftet.

Da reformationen endelig blev gennemført i 1536 i Danmark, fængslede kong Christian d. 3. de danske biskopper. Han forbød bispetitlen og udnævnte i stedet superintendenter, som ud over at være kirkens tilsynsmænd også skulle være kongens embedsmænd. Derimod kunne alle de katolske sognepræster få lov til at blive siddende i embedet, hvis de ville overgå til den evangelisk-lutherske tro. Munke og nonner i klostrene måtte blive boende, indtil de fik arbejde, giftede sig eller døde.

Fra Roskilde Stift til Sjællands Stift

Med reformationen ophørte Roskilde Stift i princippet med at eksistere, og det stift, som dækkede hele Sjælland, fik navnet Sjællands Stift. Samtidig blev ærkebispedømmet i Lund nedlagt og omdannet til et almindeligt stift med sin egen superintendent.

Christian d. 3. valgte også at flytte superintendentens bolig fra Roskilde til København. Den nye superintendent skulle nemlig ikke kun føre tilsyn med kirkerne på Sjælland, men også være kongens rådgiver og professor ved universitetet. Blandt superintendenterne skulle han være ”primus inter pares” – den første blandt ligemænd. Kongen anså derimod sig selv som kirkens øverste leder.

Roskilde Domkirke forblev også efter reformationen domkirke for Sjællands Stift, mens Vor Frue Kirke i København til gengæld blev ophøjet til liturgisk normkirke. Christian d. 3. lod sig således krone i Vor Frue Kirke, og det var også her, de nye superintendenter blev indviet. Men da kongen døde i 1559 blev han – som sine forgængere - gravlagt i Roskilde.

Som første lutherske superintendent over Sjællands Stift udnævnte kongen det teologiske stjernefrø, Peder Palladius. Han var uddannet i Wittenberg hos både Luther og dennes nære medarbejder, Melanchthon. Palladius fik nu til opgave så hurtigt som muligt at få et samfund, der var gennemsyret af katolsk praksis til at blive evangelisk-luthersk.

En af Luthers medarbejdere, Bugenhagen, havde stået bag udarbejdelsen af en ny kirkelov for den danske kirke. Loven kaldet ”Kirkeordinansen” indeholdt forskrifter for, hvordan kirken skulle indrettes og præsterne udfylde deres embede. Heri fandtes også regler for, hvordan gudstjenesten skulle forløbe. I de store byer skulle der stadig være latinsk gudstjeneste, mens gudstjenesten alle andre steder skulle være på dansk. Prædikenens indhold og teologi var nyt for præsterne, og kunne de ikke finde ud af at holde en luthersk prædiken, så måtte de læse op af trykte prædikener. I årene efter reformationen læste præster blandt andet højt fra Hans Tausens prædikensamling. Tausen, der tidligere havde været munk i Slagelse, blev en tid efter reformationen læsemester ved domkapitlet i Roskilde. Her havde han til opgave at undervise de endnu katolske teologer knyttet til Roskilde Domkirke – dette sted viste sig svært katolsk og havde en lærd gejstlighed, der ikke altid var lige overbevist om den nye læres sandhed. Tausen blev derefter superintendent i Ribe.

Reformationen betød også, at præsterne måtte gifte sig, at hvert pastorat skulle have sin egen præst, og hermed blev præstegårdskulturen, som vi har kendt den helt frem til nutiden, grundlagt. 

Palladius’ arbejde med at gennemføre reformationen kan vanskeligt overvurderes. Mens rådgivningen af kongen og professorarbejdet ved universitetet var forholdsvis overskueligt og foregik i København, var det en uriaspost at omvende almuen til ny trospraksis. Udover et stort forfatterskab, som præsterne kunne bruge til at oplære folk, tog han selv fat på at møde menighederne. Han rejste fra sogn til sogn og samlede menighederne i kirkerne. Her belærte han dem på en fængende og humoristisk måde om både trosindhold og ret adfærd. Manuskript for visitatserne er bevaret og genudgivet (Peder Palladius’ Visitatsbog). Bogen er en enestående kilde til at forstå hvor meget det krævede at reformere og konsolidere Sjællands Stift. Palladius døde fuldstændig udslidt i 1560 og blev begravet i Vor Frue kirke i København.

Topteologen Hemmingsen

De efterfølgende superintendenter (for først i løbet af 1600-tallet tog man det gamle ord biskop i brug igen) var sammen med universitetets teologiske professorer toneangivende for cementeringen af lutherdommen i Danmark. En af de teologer, som fik størst indflydelse ikke bare i Danmark, men i hele den evangelisk-lutherske del af Europa, var den danske topteolog Niels Hemmingsen. 

Også han var uddannet i Wittenberg og fra Palladius’ død og frem til 1579, var han både som kongens rådgiver, som lærefader for de nye teologer og politikere, og som forfatter af mere end 100 bøger med til at sætte retningen for kirken og forholdet mellem kirke og samfund. Det var således også ham, der bistod Birgitte Gøye med oprettelsen af Herlufsholm Kostskole. I 1579 blev han grundet sin internationale indflydelse viklet ind i de nadverstridigheder, som fandt sted i Tyskland. Kurfyrsten af Sachsen krævede, at Frederik d. 2. skulle afskedige Hemmingsen, men kongen valgte blot at forflytte Hemmingsen til en plads ved domkapitlet i Roskilde, hvor han boede frem til sin død i 1600. Ved hans død var alle stiftets præster alligevel forsamlet til landemode i Roskilde, og de deltog derfor i hans begravelse. Hans gravsten kan stadigvæk ses i domkirken.
 

Modreformation

Omkring år 1600 var den katolske kirke parat til at imødegå reformationen, og for de evangeliske gjaldt det om at stå sammen og finde den rette lære. Det skete ved en slags genopdagelse af Luther.

Hans Poulsen Resen, der var Sjællands biskop fra 1614, blev en af hovedkræfterne bag konsolidering af den lutherske lære. Han sørgede for, at ”Den augsburgske bekendelse” fra 1530 –som var det dokument man i 1530 havde udarbejdet for at tilkendegive, hvad der var luthersk kristendom – blev udsendt til præsterne. Han stod tillige for det første reformationsjubilæum i 1617. Resen blev i 1638 afløst af Jesper Brochmand, en borgersøn fra Køge. Denne var en usædvanlig lærd teolog, og udgav blandt andet en prædikensamling, som blev genoptrykt helt op i 1800-tallet.

Teologernes fokus var nu på ”den rette lære”, og perioden kaldes derfor for ortodoksien. Kirketugten spillede også en stor rolle, og teologerne var blevet magtfulde personer både på nationalt niveau og når det drejede sig om kirkelivet lokalt. 
 

1600-tals biskop præger højmessen

Hvor magtfulde kirkens mænd igen var blevet, kunne man se, da Hans Svane i 1655 blev biskop. Ved at argumentere for, at kongerne ikke længere skulle vælges af rigsrådet, men derimod arve riget, blev han en af hjernerne bag enevældens indførelse i 1660. Kongen belønnede Svane med en ministertitel og ophøjede ham tilmed til Danmarks første og hidtil eneste ærkebiskop siden reformationen. Titlen var en personlig æresbevisning, som hans efterfølgere ikke fik.

En anden markant biskop fra det århundrede er Hans Bagger, der i 1685 var dybt involveret i en ny lovpakke for ritualerne, det såkaldte ”Kirkeritual for Danmark og Norge”, som indeholdt forordninger for alle kirkens ritualer. Højmessen, som vi kender den i dag, er dybt præget af denne lov.

Fromhedens tidsalder

I 1700-tallet nåede endnu en ny tysk bevægelse Danmark. Det var pietismen, som også kendes under navnet ”hjertets reformation”. Fokus var anger og omvendelse samt en personlig fromhed, som skulle leves ud i praktiske gerninger.

Det var under tilskyndelse fra pietismen, at skolesagen kom til at optage både stat og kirke, og i 1721 kom der bud om at opføre såkaldte rytterskoler over hele landet, hvoraf flere stadig findes rundt om i stiftet. Nu skulle bøndernes børn også kunne læse – ikke mindst i Bibelen.

Også konfirmationens indførelse i 1736 for alle børn er en frugt af pietismen. Sjællands biskop frem til 1737, Christen Worm – som ellers ikke var særlig imponereret over den nye tids teologi – medvirkede til udfærdigelsen af konfirmationsritualet, hvis kerne er den samme endnu i dag. Pietismen dannede grobund for de vækkelser, som blev en realitet 100 år senere.

Men rationalismens strømninger kom samtidig til, og i 1808 blev den yderst lærde tysker, rationalisten og videnskabsmanden Friederich Münter biskop. Han vidste, at kirkens legitimitet stod og faldt med præsternes videnskabelige og praktiske færdigheder og arbejdede ihærdigt på at uddanne præsterne. Han stod således for oprettelsen af et bibliotek for præsterne (det endnu eksisterende Sjællands Stiftsbibliotek) og for oprettelsen af et pastoralseminarium.

Baptistisk vækkelse og tvangsdåb

Münters efterfølgere var alle lærde statskirkemænd, som i mødet med de missionske vækkelser forsøgte at bevare roen og rumme de nye strømninger, så længe de befandt sig på luthersk grund.

Den stevnske præst, J.P. Mynster, blev tidens mest markante biskop. Da en baptistisk vækkelse greb om sig i 1840’erne, indførte han tvangsdåb og kom her på kant med en række af stiftets grundtvigske præster, som netop betonede sammenhængen mellem tro og frihed, ikke mindst P.C. Kierkegaard, der var præst i Pedersborg ved Sorø og bror til Søren Kierkegaard.

Tvangsdåb blev stoppet, men sagen var en af forudsætningerne for den grundtvigsk prægede frihedstankegang i Grundlovens religionsfrihedsparagraf og de senere grundtvigske frihedsrettigheder til at oprette fri- og valgmenigheder.

Mynsters efterfølger, H.L. Martensen, arbejdede flere gange med den aldrig indfriede paragraf i Grundloven om, at den nye folkekirke skulle have en forfatning.

Grundtvigianismen og Indre Mission 

To af vækkelsestidens mest markante skikkelser er begyndt deres virke i stiftet.

N.F.S Grundtvig blev født i Udby præstegård, hvor hans far var præst. Efter sine teologiske studier blev han hjælpepræst for sin far samme sted, og i en periode virkede han også i Præstø.

Grundtvigs kristendom, hvis særegenhed og appel til tidens mere romantiske og historiske religionsopfattelse, er i dag svær at høre som noget nyt og afgørende, al den stund folkekirken er så dybt præget af den grundtvigske lære, ikke mindst gennem salmesangen. Også her var Roskilde central, fordi det især var Roskilde Præstekonvent fra 1842, der stod bag indoptagelsen af Grundtvigs salmer i den danske salmebog.

Højskolerne var også med til at udbrede den grundtvigske kristendomsforståelse. Og her var Hindholm på Sydvestsjælland i lange perioder landets største. Spor fra dengang Sydvestsjælland var ”det hellige land” findes blandt andet ved, at der endnu er flere grundtvigske valgmenigheder i stiftet samt et grundtvigsk mødested på Liselund ved Slagelse.

Ud fra det grundtvigske udsprang også det senere Indre Mission, hvor den mest markante skikkelse var præsten Vilhelm Beck i først Ørslev (i det nuværende Slagelse Provsti) og senere Ubby (i det nuværende Kalundborg Provsti). Beck havde i begyndelsen fulgt de grundtvigske langt, men bevægede sig længere og længere væk fra Grundtvigs retning. Samtidig havde en gruppe fra Stenlille ved Sorø samlet sig som en lægmandbevægelse, der ville vække de ”sovende” medlemmer i kirken gennem søndagsskoler, bibelmøder og personlig fromhed. I 1861 overtog Beck ledelsen af bevægelsen. Indre Mission og den senere KFUM-KFUK-bevægelse har sat sig mange spor overalt i landet, men udspringer altså fra Vestsjælland.

Thomas Skat Rørdam blev i 1895 den første grundtvigianer i landets dengang ledende bispestol. Han var også støttet af missionsfolkene. Efter ham fulgte så en lidt mere missionsk præget biskop, Peder Madsen, som huskes for sit aftryk på Ritualbogen af 1912, hvor både dåbens og nadverens liturgiske udformning skyldes hans indsats. Hans ritualer til dåb og nadver blev næsten uændret optaget i folkekirkens nuværende ritualbog fra 1992. Sjællands Stifts sidste biskop blev til gengæld en mand præget af missionen, Harald Ostenfeld.

Fra Sjællands Stift til Roskilde Stift – igen 

Fra omkring 1870 var Københavns befolkningstal begyndt at eksplodere. Og i 1923 blev det nødvendigt at dele det store sjællandske stift i to under navnene Roskilde Stift og Københavns Stift. Sidstnævnte omfattede det nuværende Københavns Stift og det, der siden 1961 har været Helsingør Stift. 

Et led i de mange kirkelige reformer i begyndelsen af 1900-tallet var oprettelsen af menighedsråd i alle sogne i 1903. Meget bemærkelsesværdigt fik kvinder stemmeret til de nye menighedsråd, da disse i 1912 blev gjort permanente. Og kirken var således foran det øvrige samfund, når det drejede sig om ligestilling på dét punkt.

Mange kirker overgik i de efterfølgende årtier til selveje, og i det hele taget blev folkekirkens økonomi og organisation voldsomt ændret i disse år. I 1922 blev provstiudvalgene oprettet til at styre den lokale økonomi, og i samme forbindelse ændredes også reglerne for bispevalg. Biskopperne skulle ikke længere udpeges af regeringen, men skulle vælges af menighedsråd og præster.

Den første bisp i det nye Roskilde Stift – og hans efterfølgere 

Den første biskop i det nyoprettede stift blev valgmenighedspræsten i Vallekilde, Henry Fonnesbech-Wulff, der i 1923 satte sig i stolen – og med en stiftsadministration i Det Gule Palæ. Han efterfulgtes af endnu en grundtvigianer, Axel Rosendal, der var aktivt medlem af kommissionen, der stod bag ”Den Danske Salmebog” af 1953.

Rosendals efterfølger var grundtvigianeren Gudmund Schiøler, som var stærkt engageret i ”Ydre Mission”. Han efterfulgtes af Hans Kvist, hvis tid blev præget af at et omfattende kirkebyggeri i de mange nye sjællandske forstæder og bydele.

Med Bertil Wiberg, der blev biskop 1980, fik stiftet en anerkendt forsker i Ny Testamente, der påtog sig opgaven med at være hovedredaktør af den nugældende autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

Han blev i 1997 efterfulgt af dr.theol. og retoriker Jan Lindhardt, hvis mærkesag var at få folkekirkens mange medlemmer gjort bevidste om, at de faktisk var kristne. Han udgav en lang række bøger til brug for det formål; grundlagde det legendariske konfirmandtræf i domkirken og var en aktiv kirkelig debattør, men blev også den sidste biskop, som kunne ”regere” uden lægfolk.

I 2009 blev der ved lov indført stiftsråd i hvert stift, som bestyrer det bindende stiftsbidrags midler. Året forinden tiltrådte stiftets nuværende biskop, Peter Fischer-Møller, embedet. 

Som biskop har han haft stort fokus på at gøre folkekirken til en bedre arbejdsplads; og sammen med stiftsrådet har han placeret stiftet centralt i arbejdet med den grønne omstilling samt i arbejdet med religionsdialog. Hans engagement i disse emner afspejler sig i, at han i 10 år var formand for Danmission – og nu er formand for Danske Kirkers Råd. Peter Fischer-Møller har meddelt sin afgang med udgangen af august 2022.