Stiftsdagen 2011: Graham Cray om de nye tider

Biskop Graham Cray er en af hovedkræfterne bag Fresh Expressions of Church. Han var inviteret til Stiftsdagen som hovedtaler, og i sit foredrag kom han med sin vurdering af det storstilede projekt.

Foredrag af Graham Cray

I 1994 udgav Biskoppernes Hus (House of Bishops – en synodeafdeling) i Church of England (den engelske kirke) en rapport om kirkeplantning under titlen Breaking New Ground (BNG) (at opdyrke ny jord) (i).  Denne rapport samlede vores kirkes største ekspertise på dette område.  (Selvom det bør nævnes, at den var blevet bestilt, fordi der fandtes fire uautoriserede planter på et tidspunkt, hvor yderligere 200 var blevet etableret i følge gældende regler!).

Rapporten BNG var vigtig, fordi den var det første officielle dokument fra Church of England, som beskæftigede sig med betydningen af netværk, der sammen med lokalsamfundet udgør grundlaget for fællesskabet, og som derfor er relevante, når der skal „plantes” nye kirker.

I 2002 blev jeg bedt om at være formand for en ny arbejdsgruppe, som skulle revidere BNG, der på det tidspunkt var udsolgt fra forlaget. Vi blev bedt om at vurdere, hvordan det gik med kirkeplantningen som missionsmodel, og med den kulturelle og kirkelige virkelighed, som var under forandring. Hvordan var det miljø, som vi er kaldet til at være og agere i som kirke? Vi blev også bedt om at se på forholdene omkring ’fremspirende kirker’ og ’nye kirker’ og at udtale os om en række former for kirker, som var nye i forhold til Church of England, for eksempel ungdomskirker, celle-kirker, mangfoldighedskirker og netværkskirker.

Vores rapport blev offentliggjort i januar 2004 under navnet ’Mission-Shaped Church – Church planting and fresh expressions of church in a changing context’(ii) (Missionsformet kirke – kirkeplantning og nye måder at være kirke på i en sammenhæng under forandring).  Rapportens vigtigste anbefaling var at supplere vort geografisk baserede sognemønster med ’nye måder at være kirke på’.

I alle stifter bør der være en strategi, som fremmer og støtter kirkeplantning og nye måder at være kirke på - ud fra de eksisterende netværk og de lokalområder, som er i det pågældende samfund, og også ud fra et missionsperspektiv. Denne strategi bør udvikles i et økumenisk samarbejde’.(iii)

Rapporten blev debatteret på Generalsynoden (vort landsdækkende ledende organ) i februar samme år, og blev enstemmigt anbefalet over for alle stifter og afdelinger i Church of England. Arbejdsgruppen havde indført et nyt begreb, ’Nye måder at være kirke på’, som en fælles betegnelse for mange forskellige nye og nyere typer ’kirkeplanter’ eller kulturelt baserede menigheder, som den havde identificeret.

De nye kirkeplanter, som er med i rapporten (iv), er: Alternative Gudstjenestefællesskaber, Basismenigheder, Café-kirker, Celle-kirker, Kirker opstået på baggrund af initiativer i lokalsamfundet, mangfoldigheds- og hverdagsmenigheder (her vi vil nu tilføje ’missionsklynger’ eller ’mellemstore fællesskaber’), Netværkskirker, Skolebaserede menigheder, Kirker for søgende, Traditionelle kirkeplanter, Traditionelle kirkeformer, som inspirerer til nye interesser (inkl.  nye klosterfællesskaber) og Ungdomsmenigheder.

Efterhånden som arbejdet skred frem, tilføjede vi efterfølgende Menigheder for familier, Menigheder for børn under fem år og Børnemenigheder.

Det har aldrig været hensigten, at listen skulle være særligt omfattende. Formålet med den var at vise, at opfindsomme missionsinitiativer allerede fandtes i Church of England, som reaktion på den kultur i forandring, som vores rapport beskrev. I den tale, hvor jeg præsenterede rapporten for generalsynoden, sagde jeg: ’Denne rapport er først og fremmest en oversigt over, hvad Church of England allerede rent faktisk gør i mange stifter – snarere end en anbefaling af, at den skal gå i gang med noget nyt. Der er et glædeligt budskab, som skal formidles, og vore anbefalinger baserer sig på en oversigt over ting, der allerede finder sted.’

På en meget markant måde har vi forbundet kirkens inderste væsen med dens yderkant. Missionsinitiativer som blev betragtet som perifere eller excentriske – og i hvert fald ikke anglikanske – bliver nu anset for at være af central strategisk betydning. Pionerer og folk, som er aktivt involverede i arbejdet med at plante nye kirker, ønsker at bidrage med deres særlige indsigt til den inderste kerne af kirkens aktiviteter – og bliver anerkendt for det.

Arbejdsgruppen havde bedt for, at vi måtte kunne sende vores kirke en rapport, som kirken ville kunne genkende sig selv i – snarere end en bredside fra en flok yderligtgående aktivister. Denne bøn blev besvaret gennem den respons, vi fik fra generalsynoden, og de aktiviteter, som har udfoldet sig siden. Da den anden udgave blev udgivet i 2009, var der blevet solgt over 20.000 eksemplarer – hvilket er helt uhørt for en kirkerapport. Da Eddie Gibbs præsenterede mig som prædikant i kirken på Fuller Theological Seminary (en af verdens største teologiske uddannelsesinstitutioner for studerende fra forskellige trosretninger), sagde han: ’De fleste rapporter samler støv. Denne rapport har skabt fremdrift.’

Den vigtigste konsekvens var ærkebiskop Rowan Williams’ beslutning om at nedsætte et team, som skulle fungere som en ressource for stifterne, efterhånden som rapportens anbefalinger blev ført ud i livet. Metodistkirken bad straks om at måtte blive inkluderet som partner, og lige fra begyndelsen har ’Nye måder at være kirke på’-teamet  og  ’Nye måder at være kirke på’-initiativet været økumenisk. The United Reformed Church (Forenede reformerte kirke) og ’the Congregational Federation’ (sammenslutning af menigheder) er nu partnere, og der finder et tæt samarbejde sted med den skotske (presbyterianske) kirke, Church of Scotland.

Der er også missionsselskaber blandt partnerne, fx CMS (Church Mission Society), samt Kirkens Korshær, Kirkens Korshærs (forsknings)center i Sheffield, Den Anglikanske Kirkes Kirkeplantningsinitiativer og Bønnebevægelsen 24/7.

Siden den oprindelige generalsynodedebat er der med henblik på landsdækkende evangelisering blevet ansat en medarbejder med kirkeplantningserfaring (v), sådan som rapporten anbefalede, og en kontaktperson til dette arbejde er blevet udpeget blandt de erfarne medarbejdere i de fleste stifter. CMS og Kirkens Korshær har ændret fokus i deres arbejde i Storbritannien og Nordirland på baggrund af dette initiativ.

Church of England har oprettet en særlig studielinje inden for uddannelsen af ordinerede medarbejdere, som de kalder Ordained Pioneer Ministry (ordineret pionermedarbejder); denne linje har over 90 kandidater, der studerer eller allerede er sendt ud i arbejdet med at plante ’Nye måder at være kirke på’. En ny juridisk bestemmelse, som går under betegnelsen ’biskoppens missionsforordning’(vi), er blevet indført for at sikre den formelle legitimitet for de netværk inden for ’Nye måder at være kirke på’, som ikke udspringer af arbejdet inden for det lokale sogn.

I februar 2010, seks år senere, bekræftede generalsynoden på ny enstemmigt sit engagement i denne strategi.

Vi ved ikke præcist, hvor mange ’Nye måder at være kirke på’, der findes. Et forsøg på at oprette et frivilligt online-register blev lukket ned, da det nåede op på over 800 projekter, fordi vi hurtigt opdagede, at der kunne være 2-3 gange så mange i et område som dem, der fremgik af online-listen. De mest præcise optællinger er dem, som metodistkirken har lavet. De har talt 1200 ’Nye måder at være kirke på’, hvilket svarer til, at ud af 5 kirker, der planter en ’Ny måde at være kirke på’, er mindst en en metodistkirke. 

Gennem den samme periode har Church of England også revideret sine udvælgelseskriterier for alle kommende præster, således at der bliver lagt større vægt på deres evner til at påtage sig lederskab i missionsarbejde. Ordinationsliturgierne for diakoner, præster og biskopper er også alle blevet revideret i lyset det missionspræg, som findes i det arbejde, der udgår fra Kirken. 

Det økumeniske ’Nye måder at være kirke på’-team arbejder i fire underteams. Et arbejder med fortalervirksomhed – for at fremme disse udviklingstendenser inden for de forskellige trosretninger. I dette team har min metodist-kollega Stephen Lindridge et særligt ansvar for at udvikle regionale økumeniske strategi-teams, som vi kalder FEAST (Fresh Expressions Area Strategy Teams/område-strategiteams for nye måder at være kirke på). Et andet team arbejder inden for formidling – udgivelse af DVDer og hæfter, e-breve, podcasts og hjemmesider på internettet (vii).

Et tredje team arbejder med uddannelse – med introduktionsmateriale og årskurser for folk, som er aktive i arbejdet med nye måder at være kirke på, og endelig arbejder et fjerde team med forskning – og udgiver sit materiale på en separat hjemmeside, de kalder ”Share: the Guide” (Del ud: en guide).

Rigtig meget er sket inden for hvad der af Church of England regnes for kort tid!

Det aktuelle spektrum af ’Nye måder at være kirke på’ strækker sig fra

• En eksisterende sognekirke, der genopdager sig selv som værende i mission i lyset af disse tiltag, til
• Kirker, hvor der er foregået et læg-styret skift fra et projekt, som gik ud på at engagere sig i fællesskabet – til at man nu udvikler en menighed ud fra dette projekt, til
• Ny-plantede fællesskaber, som rækker ud over sognegrænsen, ofte på provsti- eller kredsbasis, ind imellem med en vis økonomisk støtte fra stift eller distrikt, til
• ·Større projekter, med en lønnet ansat, som er autoriseret gennem en missionsforordning fra biskoppen.

Når jeg tænker tilbage på de seneste år, står det klart for mig, at vi har fanget en Helligånds-bølge. Den Gud, som elsker at overraske; den Gud, som arbejder gennem de svage og i de mest usandsynlige situationer, så at æren er hans alene; han har arbejdet på det sidste sted, nogen med hjerte for mission ville have forventet – inden for en historisk, kristendomsformet traditionel trosretning i Europa!

Når jeg nærstuderer, hvad Helligånden har skabt, ser jeg, at denne bevægelse er blomstret op inden for en tredelt økologi:

• På det lokale niveau er der en ny opfindsomhed med hensyn til de former, kirken kan antage til gavn for missionen. Traditionelle kristne forestiller sig det at være kirke på måder, de ikke ville have tænkt på tidligere. I bund og grund er der tale om en Helligåndens græsrodsbevægelse. Hvis det ikke var tilfældet, ville man ikke have taget ejerskab over et landsdækkende initiativ i den grad, som vi har oplevet.
• I kirkens ledelse oplever man en ny æra, hvor der bliver givet tilladelse til missionsinitiativer og -eksperimenter.  Hvor man i sognene tidligere ville tænke ’biskoppen ville aldrig tillade det’, oplever man nu, at biskoppen ville blive meget skuffet, hvis man ikke prøvede. Det betyder, at der både er et nedefra-og-op og et oppefra-og-ned-element, som er virksomt.
• Endelig bidrager det landsdækkende team med ressourcer for at hjælpe sognene med at udvikle nye tankegange omkring mission og uddannelse i at udvikle ’bedste praksis’.

Denne kombination af opfindsomhed, tilladelse og ressourcer har betydet, at ’Nye måder at være kirke på’ har udviklet sig på tværs af store dele af de deltagende trosretninger.

Den anden væsentlige faktor har været den måde, hvorpå Rowan Williams, ærkebiskoppen i Canterbury, har støttet og opmuntret initiativet ’Nye måder at være kirke på’ helt fra begyndelsen. Han havde erfaring med kirkeplantning og nytænkende missionsinitiativer fra sit tidligere stift i Wales og havde været meget kreativ i sin støtte af dem. Han fangede med det samme betydningen af vores rapport, skrev et fremragende forord og bad min forgænger Steven Croft om at nedsætte et team.

Ærkebiskoppen er fortsat med at yde synlig og gavmild støtte til arbejdet. Hvis vi skal skrive de seneste års arbejde ind i en formel, ville det være MSC (Mission-Shaped Church/missionsformet kirke) + ABC (Archbishop of Canterbury/ærkebiskop i Canterbury) = FEI (Fresh Expressions Initiative/Nye måder at være kirke på)!

Ærkebiskoppens andet vigtige bidrag, som også blev udviklet, mens han var i Wales, var begrebet ’kirke med blandet økonomi’ (viii). At der var to elementer inden for kirkens missions ene økonomi: vores lange historiske eller nedarvede tilgang, samt den seneste udvikling af ’Nye måder at være kirke på’.

Det er ikke hensigten, at det skal være en mekanisme, som skal gøre de muligt for de to at agere parallelt, det er tænkt som et partnerskab, hvor begge parter bliver beriget af den anden. ’Nye måder at være kirke på’ skal ikke erstatte mere traditionelle tilgange, men snarere være et supplement til dem. Begge kan gøre et frugtbart stykke arbejde.

Vort sigte er at ændre kirkernes standardforestilling om en model, hvor det pastorale arbejde er i centrum, til en model, som har missionen i centrum.  Vi anvender udtrykket ’at ændre landskabet’ og arbejder hen imod et tidspunkt, hvor normen for det gennemsnitlige sogn eller provsti vil være kirker med ’blandingsøkonomi’.

Dette engagement, som går ud på at holde vores tradition i hævd og samtidig udvikle den med respekt, ligger bag det udtryk, vi har valgt: Nye måder at være kirke på. Her har ordet ’ny’ en dobbelt betydning. Fra et perspektiv er det slet og ret en generel betegnelse for det, som er nyt og frisk i forhold til Church of England. Men udtrykket er også bevidst hentet fra det præsteløfte, som alle præster i Church of England aflægger ved deres ordination og hver gang, de skifter til et nyt embede. (ix)

Biskoppen udtaler, at ’Church of England er en del af en hellig, almindelig og apostolsk kirke, som tilbeder én sand Gud, Fader, Søn og Helligånd. Den bekender troen, som den alene åbenbares i de hellige skrifter og gennem de almindelige trosbekendelser, en tro som Kirken er kaldet til at proklamere på ny i hver generation.’ Som svar bekræfter præsten sin ’loyalitet over for denne trosarv’ som sin ’inspiration og vejledning fra Gud til at bringe Kristi nåde og sandhed til denne generation’.

Med andre ord indebærer det ’at bringe Kristi nåde og sandhed til denne generation’ en ’forkyndelse på ny’ af det historiske evangelium. Den Missionsformede Kirke viste, at denne ’forkyndelse på ny’ måske forudsætter en ’kropsliggørelse på ny’ i nye menigheder og fællesskaber. Jeg skrev i forordet, at ’et af de centrale træk i denne rapport er erkendelsen af, at missionskontekstens foranderlige natur kræver en ny ’kulturgørelse’ af evangeliet i vort samfund.’ (x)

Kerneprocessen

En arbejdsdefinition
Efter at ’Nye måder at være kirke på’-teamet i2006 havde undersøgt udviklingsbevægelsen, udarbejdede de en foreløbig arbejdsdefinition:

„Nye måder at være kirke på’ er en kirketype, som passer til vores kultur i forandring.  Den etableres først og fremmest til gavn for mennesker, som ikke endnu er medlemmer af nogen kirke.  Den vil vokse frem gennem principper som lydhørhed, tjeneste, inkarnerende (kropsliggørende) mission og ’discipel-gørelse’; den vil have potentiale til at udvikle sig til et modent udtryk for en kirke, der er formet af evangeliet og den udholdenhed, der kendetegner kirken, og vil også være tilpasset til sin kulturelle sammenhæng.’ (xi)

’Fresh expression/nye måder’er altid en forkortelse for ’fresh expression of church/nye måder at være kirke på. Det handler altid om at udvikle en ny menighed eller om at bringe et eksisterende arbejdsområde ind i en menighed. Der er normalt tale om en ny menighed i en eksisterende lokal kirke, men det kunne også være en ’kirkeplante’ på egne præmisser. Vi bruger ikke udtrykket til at bygge bro til projekter, hvis langsigtede mål er at overføre mennesker til en eksisterende menighed.

Det er en helt udmærket ting at gøre, men et er ikke ’en ny måde at være kirke på’. ’Nye måder at være kirke på’ begynder som unge og uerfarne kirker med potentiale for at vokse sig modne, men de er kirker. Når de bliver modne, vil de ikke se ud som de kirker, der plantede dem, fordi de blev udformet til at passe ind i den særlige kulturelle kontekst, som den kirke, der plantede dem, ikke nåede ud til.

Vi har for nylig udviklet en supplerende definition, som anvender fire teologiske udtryk:

De nye udtryk er:

• Missional – tjener mennesker uden for kirken;
• Kontekstuel – lytter til mennesker og går ind i deres kultur;
• Dannende – lægger vægt på discipelskab
• Ecclesial – danner kirker

Kultur i forandring
Disse definitioner understreger, at ’Nye måder at være kirker på’ er ’kontekstuelle’, ’en type kirker, som passer ind i vores kultur, som er under forandring’.  Den vigtigste kontekst for rapporten, og for hele initiativet, udgøres af de omfattende kulturelle forandringer, som vi oplever i de vestlige samfund. Missionens plads er nu i krydsfeltet mellem postmodernisme og post-kristendom.

Disse udtryk er begge omdiskuterede, men jeg bruger dem som korte udtryk for de vestlige samfunds foranderlige form og Kirkens foranderlige status i disse samfund.  I ’Leadership Next’ (Ny Ledelse) skrev Eddie Gibbs: ’Den præsteuddannelse, jeg modtog for over 40 år siden, var rettet mod en verden, der ikke længere findes.’ (xii). Gennem de seneste årtier har den vestlige kultur fjernet sig mere og mere fra kirkens kultur.

Det mest tydelige tegn herpå i England er kirkegangen. 34% af alle voksne har aldrig haft nogen kontakt af betydning med nogen som helst kirke. Andre 31% havde engang kontakt med kirken, ofte som børn, men har ikke længere nogen kontakt. 7% tilhører andre verdensreligioner. For to tredjedele af alle voksne i Storbritannien er Kirken en fremmed verden.

Hvis vi også inkluderer alle under 16 år, ville denne andel stige markant. Gennemsnitsalderen for en regelmæssig kirkegænger i Church of England er 14 år højere end den gennemsnitlige alder for befolkningen som helhed.  Ud af gruppen af kirkegængere tilhører en større andel middelklassen, end det er tilfældet for hele befolkningen. 

På en gennemsnitlig søndag går 7,5% af alle briter i kirke, men unge voksne er en underrepræsenteret generation. Kun 3% af den del af befolkningen, som er i 20erne og 30erne, går i kirke.  Vi står over for et behov for at re-evangelisere vort eget land.

Når først de bliver opmærksomme på disse forhold, er der mange ting, som lokale kirker kan gøre, men hvor vigtig den end er, er en genoplivelse af den traditionelle forkyndelsespraksis ikke nok. Som en australsk ærkebiskop sagde til mig: ’Mere af det samme betyder mindre af det samme’. Nedgangen standses ikke.

I Missionsformet Kirke skrev vi: ’Det anglikanske mønster for forkyndelsespraksis, som er opbygget omkring sognet og lokalsamfundet, kan føre til en måde at tænke på, der tager det for givet, at alle mennesker - hvad enten de er kirkegængere eller ej - grundlæggende er ’vores mennesker’. Alle mennesker er Guds mennesker, men det er en illusion at antage, at den engelske befolkning på sin vis bare venter på den rigtige indbydelse, så skal de nok komme tilbage og slutte sig til os.

Den samfunds- og missionsmæssige realitet er, at størstedelen af det engelske samfund ikke er ’vores mennesker’ – det har de ikke været så langt tilbage, vi kan huske – og de ønsker heller ikke at være det. Realiteten er, at for de fleste mennesker ud over England er kirken, som den er, perifer, ukendt, forvirrende eller irrelevant… Opgaven er at blive kirke for dem, blandt dem og sammen med dem, og under ledelse af Guds Ånd at lede dem derhen, hvor de kan blive kirke i deres egen kultur. Svælget er lige så bredt som et hvilket som helst svælg, en tværkulturel missionær oplever.  Det vil kræve en omlægning af sprog og fremgangsmåde, og det er her, at både kirkeplantning og ’Nye måder at være kirke på’ kommer ind i billedet med reelle muligheder.’(xiii)

Skarpsindighed i sammenhængen
Forandringen væk fra en indstilling til mission, der går ud på, at ’de kommer til os’ og hen mod en indstilling om, at ’vi går hen til dem’ kan ikke ske ved at tage kirken, som vi kender den, og placere den et andet sted. Det vil heller ikke være tilstrækkeligt at klone noget, som virker et andet sted. Der findes ikke en pakkeløsning for re-evangelisering af tidligere kristendoms-lande. 

De historier, vi fortæller på DVDer og hjemmesider, er beregnet på at fodre den lokale opfindsomhed, ikke på at tilbyde en nøjagtig skabelon, som kan kopieres.  Nøglen til at plante ’Nye måder at være kirke på’ er stor skarpsindighed i den lokale sammenhæng. Som definitionen lyder: De ’vil vokse frem gennem principper som lydhørhed, tjeneste, inkarnerende mission og discipel-gørelse.’

Der er dukket to udtryk op, som sammenfatter de ting, vi lægger allermest vægt på: ’At se, hvad Gud gør, og tage del i det’ og ’At dø for at leve’.

Det første udtryk er udsprunget af den antagelse, at Helligånden er den førende missionær, som arbejder forud for os, når vi ’går hen til’ en ny gruppe mennesker eller en ny sammenhæng. Det andet udtryk er udsprunget af den antagelse, at tværkulturelle missionærer ikke presser deres kulturelle præferencer ned over dem, som de forsøger at nå. Det er ikke ’for’ missionærerne.

Det er ikke et spørgsmål om at skabe kirker, der passer til os, og invitere folk ind i dem. Det drejer sig om at samarbejde med Helligånden om at skabe autentiske kirker ’for dem’, om nødvendigt på bekostning af vores bekvemmelighed og præferencer. Vi tror, denne fremhævelse af ’at dø for at leve’, som er hentet fra Johannes 12:24-26, er et markant bidrag til kirkeplantningspraksis og -teori. Hvis ikke, bliver det at plante i virkeligheden til kloning.

Vi er opmærksomme på, at denne form for tværkulturel plantevirksomhed ikke kan reduceres til en formel, og at den sjældent forløber som en lineær proces, hvor et trin følger pænt efter det foregående. Alligevel anbefaler vi følgende sekvens – for begyndere:

Lytteprocessen – til Gud, den lokale kirke og fællesskabet eller netværket der, hvor ’Nye måder at være kirke på’ måtte blive plantet – er ikke kun udgangspunktet, den er det fortløbende grundlag for hele udviklingen. At tjene – at være det glade budskab før man udbreder det glade budskab – udgør kontaktmulighederne. Kirkens inderste væsen er fællesskabet.

At opbygge fællesskaber og gensidige forhold, frem for bare at forkynde for individer uden forbindelse med hinanden, er af vital betydning, hvis ’Nye måder at være kirke på’ skal være et fællesskab og ikke bare en ugentlig begivenhed. I en sammenhæng, hvor forholdene mellem mennesker formes, er kaldet fra begyndelsen et kald til langvarigt discipelskab, og ikke bare ’beslutninger for Kristus’.  En offentlig gudstjenesteforsamling kan så formes, så den er ordentligt opmærksom både på evangeliet og dets traditioner og på de særlige mennesker og den sammenhæng, som den var beregnet for. En hyppig fejl er at starte med en gudstjenestehandling, inden de menneskelige forbindelser er blevet skabt, som skulle være styrende for udformningen af denne gudstjenestehandling.

Der er her tale om en legemliggørende indstilling, og ikke en indstilling, som går ud på at tiltrække folk. Som vi siger i Missionsformet Kirke: ’Kulturgørelse’ er i bund og grund en fællesskabsproces ’nedefra’. Formålet er at give evangeliet mulighed for at forandre kulturen indefra. Intet seriøst forsøg på kulturgørelse kan begynde med en fast forestilling om den lokale kirkes ydre form’. (xv)

Hvad former læren om kirken?
Virkningen af begge eksempler på kulturelle overgange (postmodernisme og post-kristendom) har været at spørge om, hvad der vigtigt for kirken i hver enkelt generation, og hvad der er lidet hjælpsomt rod fra en forgangen tid.

Lausanne-konferencen ’Contextualisation Revisited’ (tilbage til kontekstualisering) anerkendte, at ’Der er stadig mange, som sammenblander evangeliets form og dets betydning.’ (xvi) Hermed menes, at de særlige kulturelle former, som evangeliet og kirken antager i en bestemt tidsalder, fejlagtigt kan blive identificeret med selve evangeliet. Kravet om at sætte Bibelen i centrum bliver tolket derhen, at det kun er den ældre King James version, der kan bruges – osv.

’En rettroende kirke formes kontinuerligt af sin indre dynamik: når den gennemstrømmes af den apostolske tradition, med Bibelen som normdanner. Men Kirken formes også af den verden, der omgiver den. Det betyder nødvendigvis, at vi konstant skal modtage evangeliet ind i den særlige sammenhæng, vi står i.’ (xvii)

De teologiske overbevisninger, som ligger til grund for vores forståelse af nye måder at være kirke på er, at den fundamentale kirkeform er et fællesskab af disciple, der er samlet omkring Jesus og er i bevægelse sammen med ham.

I rapporten ’Kirke uden Mure’ fra Church of Scotland (den skotske kirke) forstås det at være kirke som ’Mennesker, der har Jesus i centrum, og som følger med ham derhen, der hvor han leder os’. I sit forord til Missionsformet Kirke fastslår Ærkebiskop Rowan, at ’Hvis ’kirke’ er det, som sker, når mennesker møder den Opstandne Jesus og forpligter sig til at fastholde og videreudvikle dette møde i deres møde med hinanden, så er der masser af teologisk spillerum for forskellighed hvad angår rytme og stil, så længe vi har måder, hvorpå vi peger hen på den samme levende Kristus som centrum for ethvert udtryk for kristent liv med hinanden.’ (xviii)  For  Ærkebiskoppen er ’kirke’ først og fremmest en begivenhed med den opstandne Jesus i centrum – og først derefter en institution eller hvad vi ellers kalder det.

De yderlige teologiske fundamenter, som vi bygger på, er:

• At mission er Missio Dei, Guds mission. At det er den treenige Guds aktivitet, før det er kirkens aktivitet. At kirken er både frugten og aktøren eller instrumentet i den guddommelige mission, som vi tager del i i Kristus. Konsekvensen heraf er, at mission er en del af kirkens inderste væsen, snarere end en aktivitet, som nogle kristne engagerer sig i. Mission bliver da ’at se, hvad det er, Gud gør og at deltage heri’.
• At missionspraksis må være inkarnerende. Vi har fået stor hjælp fra missionslæren fra det Romersk Katolske Post-Vatikan-2, hvor der lægges vægt på ’kulturgørelse’, baseret på analogien til ’legemliggørelses’. En legemliggørende tilgang tager korsets vej alvorligt som en model for et legemliggjort liv. Den lægger ikke bare vægt på, at Kristus antog menneskelig form i en bestemt kultur. Den historiske legemliggørelse var en handling ’en gang for alle’, men den bliver dernæst en model for discipelskab og tværkulturel mission. Læren om Kristus (Kristologi) former den kristne kirkes missionsteologi (missiologi) – som så igen former læren om kirken (ecclesiologi).
• At mission er pneumatologisk (har at gøre med læren om Helligånden). Helligånden giver ikke alene styrke og vejledning til kirkens mission, Helligånden bringer også forventning om fremtiden ind i nutiden. Helligånden gør det muligt for kirken at leve i forventning om Guds fremtid i vor tid og i enhver kultur. Helligåndens tilstedeværelse er garantien for, at en lokal kirke kan udvikle missional opfindsomhed i sin egen sammenhæng.

Vendingen ’kirkens udtryk’ har til hensigt at sammenholde to sandheder. At Kristus er fuldt til stede i ethvert fællesskab mellem hans mennesker, og samtidig at ethvert fællesskab er ufuldkomment uden de andre. ’Alene i Kristus bor det fuldkomne, helheden. Ingen af os kan nå frem til Kristi fuldkommenhed ved egen hjælp. Vi har brug for hinandens visioner for at kunne justere, forstørre og fokusere vore egne; kun sammen er vi fuldkomne i Kristus.’ (xix)

Eller som Ærkebiskoppen udtrykte det på en af de konferencer, der var et led i etableringen af teamet for ’Nye måder at være kirke på’: ”Hvis Kristus er legemliggørelsenaf Gud, og hvis Kirken er hans legeme på jorden – da kan ikke en eneste måde at være kirke på nogensinde udtømme de muligheder, der er i Kristus’.

Fra modeller til DNA
Hvis nye måder at være kirke på ikke skal klones men kræver skarpsindighed og missional opfindsomhed i sammenhængen –  hvilke karakteristika burde de nye måder mon så have til fælles? Hvis der kan være stor mangfoldighed, hvad er det så, der giver enhed og sammenhæng? Vi foreslår, at alle missionale menigheder eller fællesskaber bør kendetegnes ved nogle særlige værdier: et missionalt DNA.

I Missionsformede Kirker (xx) foreslår vi, at en missional kirke er:

• Fokuseret på Den Treenige Gud
• Inkarkerende (legemliggørende)
• Transformerende
• Discipel-gørende
• Relationsbaseret

Vi har lært, at hele DNAet må forstås og tages med helt fra begyndelsen af planteprocessen. Processen skrider måske frem som beskrevet i figuren, vi så på tidligere, men intentionen må være klar. Det er meget vanskeligt senere i processen at tilføje nøgleelementer, som man ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på undervejs.

Discipelskab
Dette er især vigtigt hvad angår discipelgørelse. Det er muligt at gøre miljøet og kulturen i den nye måde at være kirke på så indbydende og magelig, at det slet ikke er til at få øje på, hvor meget det koster at følge Kristus.

Vi er stadig ikke kommet ret langt med hensyn til at ’gøre mennesker til kristne disciple’ i en kultur, som er meget effektiv med hensyn til at gøre mennesker til disciple for andre værdier. Den vestlige forbrugerkultur nedbryder lysten til at forpligte sig, fremmer individualisme, former den menneskelige karakter og forfalsker spiritualitet. Den er meget bedre til at gøre mennesker til disciple end de fleste kirker!

Det er helt afgørende, at nye måder at være kirke på udvikler fællesskabsmønstre, som lægger hovedvægten på at udvikle kristne karaktertræk, og som opretholder det almene discipelskab.  Eftersom nye måder at være kirke på baserer sig på kontekstuel mission, på at få hold på den lokale sammenhæng, har de en enestående mulighed for at lære færdigheder, som også er anvendelige for den bredere kirkelige sammenhæng. Lakmusprøven for enhver kirke er, hvilken slags disciple den frembringer! Vi har lært, at hvis ikke det at gøre mennesker til disciple er med som en bevidst hensigt fra begyndelsen, bliver det meget vanskeligt at tilføje dette element på et senere tidspunkt.

Enhed og forskellighed
Fremgangsmåden med blandingsøkonomi er et forsøg på at engagere sig i den dobbeltudfordring, som Kristi forsoningsindsats er. Formålet med Kristi liv, død og opstandelse er, at alle ting og alle mennesker forsones med Gud. (xxi) Kirken skal afspejle forsoningen mellem dem, der er i Kristus. (xxii).

Vi står altså over for to udfordringer: en kirke, som ikke har nået hele bredden i fællesskabet, og den udfordring, der ligger i en synlig enhed mellem alle i det fællesskab. Blandingsøkonomien forsøger at gøre noget ved både missionsmarkens bredde og dybden i den kristne enhed.

Initiativet ’Nye måder at være kirke på’ har rejst spørgsmål om kirkens enhed og forskellighed. Mange nye måder at være kirker på begynder med at skabe kontakt til dele af lokalsamfundet, som ikke har berøring med aktiviteterne i den lokale kirke, som allerede er på stedet. Der er risiko for, at disse initiativer forbliver niche-kirker, for hvem det ikke lykkes at udtrykke evangeliets kraft til at nedbryde kulturelle barrierer inden for Kristi ene legeme. Men de kan blive brohoveder til mission i bredere betydning.

Samtidig er nogle sognemenigheder nicher hvad angår særlige samfundsklasser eller aldersgrupper. Der er ikke megen helhedstænkning i at skabe modsætning mellem teorien om kirkens liv for alle i sognet og det, at der findes lokale nye måder at være kirke på for særlige befolkningsgrupper. Både traditionelle sognemenigheder og nye måder at være kirke på står over for den udfordring, det er at nå ud til mennesker, som er anderledes end de medlemmer, kirkerne allerede har.

Ydermere er hensigten med ’blandingsøkonomien’, at den skal være et levende partnerskab, hvor traditionelle sognemenigheder og nye måder at være kirke på sætter pris på hinanden, lærer af hinanden, beder for hinanden, og ser deres egne særlige kirkeformer som supplementer til hinanden. Nye initiativer i mission, som er udviklet, så de kan nå ud til dele af samfundet, som er uberørt af kirken, rejser uundgåeligt spørgsmål om enhed og forskellighed.

Konklusion
I forbindelse med en orlovsperiode for nylig fandt Michael Perham, biskop i Gloucester, frem til tre hovedkonsekvenser af rapporten Missionsformet Kirke: traditionelle sogne havde genopdaget deres kald til at være aktive i mission. Andre sogne havde udvidet deres traditionelle kirkelige aktiviteter ved at etablere nye måder at være kirke på som supplement til det, de allerede gjorde. Der er desuden blevet etableret et mindre antal kirker, som ikke er en videreudvikling af eksisterende sogne og provstier.

Den største udfordring er fortsat missionsmarkens størrelse.

Arbejdet er først lige begyndt. Denne bevægelse er ung. Det er ikke bare noget, der kan gøres i en håndevending, når der skal repareres på en forbindelse mellem kirke og kultur, der gennem årtier er blevet stadigt mindre. Med den udfordring, vi står overfor, er der brug for langvarig legemliggørende mission blandt det store flertal – dem, der aldrig har haft berøring med kirken.