AAA
 

En god film for konfirmanderEn god film for konfirmander

Al Gore En ubekvem sandhed (An Inconvenient Truth), 2006
Instruktion
Davis Guggenheim
Spilletid
100 minutter
Tilladt for alle


Tekst
Bo Nygaard Larsen

Han var så snublende tæt på at blive USAs 43. Præsident og endnu tættere på at gå ud i den store glemsel af forhenværende amerikanske politikere. Men så fik Al Gore en mission, der bragte ham tilbage på den globale scene. Han tog kampen om et bedre klima til sig og har følgelig brugt de senere år på at fortælle, hvordan han mener, verdens reelle tilstand er. Der er blevet lyttet i en grad, så Al Gore i dag fremstår som en af klimaets mest prominente aktører.

I 2006 kom så En ubekvem sandhed (An Inconvenient Truth), der er en dokumentarfilm om den globale opvarmning. I filmen kombinerer han sit eget – og underholdende – multimedieshow med instruktøren Davis Guggenheims personlige portræt af klimaforkæmperen.

Filmen fungerer særdeles godt. Den er velproduceret med flotte billeder, den har drama og mere væsentligt debatstof nok til mange timer. Al Gore er ganske vist blevet beskyldt for ikke at gå videnskabeligt til værks i de mange undersøgelser, han præsenterer sine seere for, og i en debat, hvor der er mange tal og kun potentielle konsekvenser i vente, kan den da også kun opfattes som et partsindlæg.

Men i en tid, hvor de fleste er enige om, at noget er galt, og noget må gøres ved noget, er den aldeles glimrende. Ikke mindst til konfirmander. Jeg har selv vist filmen for og diskuteret den med eleverne i to 8. klasser, og det er tydeligt, at selv de mest uvorne er bekymret for fremtiden.

Filmen har også sine ufrivilligt morsomme og dobbeltmoralske passager. For eksempel kan det undre, at filmen er optaget i et studie belyst med CO2-fremkaldende lamper, når nu Guds egen natur giver et endnu bedre lys. Det kan også undre, at vi i små, men mange, indskudte klip ser Al Gore betragte verdens tilstand på bagsædet af en bil eller fremlænet i et privatfly.

Det leder tankerne tilbage til 2007, hvor Al Gore modtog Nobels fredspris i Oslo. Som en symbolsk handling tog han fra lufthavnen toget ind til Oslo centrum, mens hans mange kufferter blev fragtet samme vej i en tung Mercedes. Detaljer, nuvel, men de skaber dog grobund for den grundlæggende og essentielle debat: Hvor langt er vi i grunden klar til selv at gå for at sikre os en bedre verden? Vil vi opgive flyrejsen sydpå, fordi skaberværket har bedre af, at vi bliver hjemme? Vil teenagepigen opgive sin daglige omgang med føntørren for at skåne miljøet? Og vil den jævnaldrende dreng afstå fra at ønske sig en fladskærm produceret i Japan, fordi de mange tusinde kilometers transport i sig selv er en miljøbelastning?

Filmens 100 og alt for lange minutter er ikke just skræddersyet til en klassisk konfirmations-
forberedelse. Men det halve eller kvarte kan også gå an. Filmen rejser kontinuerligt en anledning til debat. Om rigtigheden af Al Gores konklusioner, om livets fremtid og afslutning – og ikke mindst, hvor Gud egentlig befinder sig i denne debat.

Billedtekst Al Gore
Foto
Fra filmen