Seneste nyheder
Nyheder

Pinse med Alle tiders Luther

For 15. år i træk samles kirkerne i Greve og Solrød kommuner til friluftsgudstjeneste på Mosede Fort 2. pinsedag.

I lyset af 500 året for de 95 teser, der indledte Martin Luthers reformation af kirke og samfund, afspejler gudstjenestens forløb en tidsrejse fra fortiden, over nutiden og ind i fremtiden.

Gudstjenesten tager udgangspunkt i den latinske messe, som Luther gerne så ændret, så menigheden blev mere inddraget i kirkens liv og virke.
Dette sker helt konkret på dagen, hvor deltagerne - som et udtryk for at kirken hele tiden må være i bevægelse – selv er med til at sætte deres præg på gudstjenesten. 

Som det også er tradition, når kirkerne i Greve og Solrød sætter hinanden stævne på Herrens Mark, er der i gudstjenesten også indlagt en teltvandring, hvor man får mulighed for at gå om bord i Luther med alle sanser.
I ti telte på pladsen møder man de deltagende kirkers bud på, hvem Luther var, hvilken betydning han har i dag, og hvordan reformationen skal fortsættes ind i fremtiden.

Som led i gudstjenesten samles der ind til et projekt under Det Danske Bibelselskab, der støtter forfulgte kristne i bl.a. Mellemøsten.

Pinse På Herrens Mark 2017 afholdes mandag d. 5. juni kl. 11 – 13 på plænen nord for Mosede Fort.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes hele arrangementet til Karlslunde Strandkirke, Karlslunde Mosevej 3, 2690 Karlslunde.

Der afholdes almindelig gudstjeneste i Kildebrønde kirke kl. 9.00.


Foto: Lars Hartig