Seneste nyheder
Nyheder

Sommerkorset på Solrød Strand

Louise Ingeberg fra De Kreative Tøser i Solrød har lavet et bæredygtigt udealter med mos, tang og skaller.


Tekst Bo Nygaard Larsen Fotos Rune Hansen

Hun vækker opsigt, som hun står der med sit mandshøje kors på stranden i Solrød. Louise Ingeberg, ejer af blomsterbutikken De Kreative Tøser i Solrød, retter lidt på nogle skaller og ser ud over Køge Bugt.

Korset har hun skabt til brug for kirkelige vielser i det fri, og materialerne, primært mos, skaller og tang, har hun samlet i naturen.

»Det er altid spændende at gå ud efter materialerne selv. Især til denne opgave, hvor det færdige resultat skal bruges direkte i naturen. Derfor passer korset så godt ind i projektet med det bæredygtige alterbord,« siger Louise Ingeberg.

Artiklen fortsættes efter billederne.


Korset tager sig stort ud for enden af badebroen.

Louise Ingeberg har brugt havets egne materialer til korset.

Hun har haft sin egen butik i 12 år og har i alle årene leveret buketter, kranse og anden pynt til områdets kirker. Men korset på stranden hører til de mere specielle projekter.

»Når jeg skal lave en bryllupsudsmykning til en kirke, skal jeg tage hensyn til kirken, alteret og brudeparret. Men med dette kors er det kun naturen, der sætter en begrænsning. Det er derfor, at jeg har lavet korset så stort, fordi jeg kun har himlen at tage hensyn til. Her på stranden må jeg det hele, og derfor udnytter jeg lyset, luften og friheden. Og når jeg på den måde skal lave noget til naturen, bliver jeg selv meget lille,« siger Louise Ingeberg.

Alle kan være med. Hun skønner, at hun har brugt otte til ti timer på korset, inklusive flere ture på stranden efter materialer.

Lægterne til korsarmen er genbrugsting fra privaten, og med ståltråd fik hun sat mosset fast. Derefter limede hun skallerne, stenene og tangen på med en limpistol.

»Det er noget, alle kan gøre – eller så kan jeg i det mindste inspirere dem til at få det gjort. For mig er det vigtigt, at der er bæredygtige løsninger, hvor vi kan bruge materialer fra lokalområdet. Det er ikke altid det bedste at købe tingene, fordi de så skal transporteres over store afstande,« siger Louise Ingeberg og fortsætter:

»Det er klart, at jeg som blomsterhandler køber meget ind, for ellers kan forretningen ikke løbe rundt. Men når jeg får mulighed for selv at gå på jagt på for eksempel stranden, oplever jeg en anden kærlighed til arbejdet, og i det hele taget arbejder jeg på en anden måde.«