Seneste nyheder
Nyheder

Punktnedslag i den lutherske spiritualitet

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen, Vigersted og Kværkeby, har brugt sin studieorlov på at studere luthersk spiritualitet i Tyskland.


Tekst Anne-Marie Nybo Mehlsen, sognepræst Foto Bo Nygaard Larsen

Hvert år får en række præster i Roskilde Stift bevilget tre måneders studieorlov for at fordybe sig i et selvvalgt emne. Efter endt orlov sender pågældende præst en artikel om arbejdet. Alle artikler bliver samlet i det årlige magasin Prædikenpause.

Min studieorlov fandt sted i Tyskland. Fra midten af januar til slutningen af april boede jeg i Pattensen, der ligger uden for Hannover.

Den lokale Lukaskirke og den større Marktkirche i Hannover blev for en tid min lyttepost. Troen kommer af det, som høres

Jeg er vild med at prædike. Det vil sige, at jeg er nærmest høj af lykke, når jeg er i den proces, det er at undfange, forfatte og aflevere en prædiken og har tid til den proces i ugens løb. Ikke kun den lille del af processen, hvor jeg sidder i stilhed med bøger og taster.

Processen er i det daglige præstearbejde, i mødet med mennesker i ugens løb og i de helt almindelige daglige gøremål, at rydde op, at hente en gren ind fra haven til gulvvasen, at dække bord, bage et brød eller skrive et brev – i hånden.

Det er gået i kroppen, er med i hvert skridt, hver bevægelse. Også om natten. Er det en form for vedvarende bøn?  Det lyder fromt, og nogle vil betakke sig.

Gudsforholdet. Siden 80erne taler vi på det område hellere fransk: spiritualitet. Åndelighed, der betegner en indre holdning, der ytrer sig i praksis, i trospraksis.

I kristen sammenhæng i bibellæsning, bøn, meditation – det kontemplative liv. Det handler om gudsforholdet, forbindelsen mellem mig og Gud og i den rækkefølge, for Gud har styr på sine relationer, hvorimod mennesker som relative væsener hele tiden er på vej.

Kristen er ikke noget, man er i den forstand. Kristen er man på vej til at blive.

»En kristen er i sin vorden,« siger Luther.
»Vi er på vej,«, siger pilgrimsvandrerne.
»Processen er det vigtige,« lyder det overalt i 2016 med en fagterm fra psykologien, der vel igen har lånt det fra kemien.

Infektionen. Jeg må ud og lytte til andre med friske sanser for at blive klogere på, hvad det er for en spiritualitet, der er gået mig i blodet, næsten som en infektion.

Det er en udpræget gudstjenestens og ordenes spiritualitet, og dermed en udpræget luthersk eller reformatorisk spiritualitet. Hvad vil det sige?
Luther ville ikke vide det, han kendte ikke ordet spiritualitet. Det dukkede først op i 1800 tallet og stillede ikke spørgsmålet.

Luthers spørgsmål blev stillet direkte i gudsforholdet og til gudsbegrebet: »hvor finder jeg, som er synder, en nådig Gud?«

Hvordan kan Guds retfærdighed være et godt budskab for mig, som synder? I Jesus Kristus, er svaret.

Teaterkirken. I Lukaskirken sidder man som i et teater, på bænke i halvcirkel foran og halvt rundt om alteret, der står i midten, med en gammel prædikestol højt over.

I praksis læses og prædikes der fra en talerpult ved siden af alteret. Gudstjenestens læsninger er ofte givet til læsere fra menigheden, indøvede læsere, der har gået til det, det vil sige fået lidt undervisning af præsten eller kateketen.

De gør det godt, og jeg spidser øren. Der er en naturlig fortrolighed mellem dem og ordene.

Jeg er til dåbsgudstjeneste, også døbefonten står i midten af rummet, familie og venner træder frem og læser, ikke kun fra Bibelen, også bønner og et digt af Hilde Domin.

Efter dåben overlader præsten med et smil og en inviterende håndbevægelse døbefonten til menigheden. Der er dømt fri leg med dåbsvandet.

Det er ikke vandet, der gør forskel, men forbundet med Guds Ord rummer dåbsvandet nu evighed og velsignelse, bliver det sagt. Og menigheden må gerne erindres om deres dåb.

Det er som taget ud af Luthers lille katekismus. Ingen berøringsangst her. Et par børn nærmer sig, dermed også en bamse og en dukke, samt en legetøjsbil, nogle voksne er med, også nogle uden børn, faktisk berører det meste af dagens menighed dåbsvandet, inden de forlader kirken.

Nogle bare lige med en bevægelse, andre gør korstegn for sig, en bamse får dyppet pote og øre, men igen er det med en selvfølgelig fortrolighed og stor tryghed, blottet for forbehold, endsige sentimentalitet.

Konfirmanderne går med, de sidder på en bænk sammen med kateketen. De synes gudstjeneste og kirkens rum er godt, det er dejligt at være og lytte. Af og til er det hele for langt, siger de adspurgt efter gudstjenesten.

De kan godt lide at læse højt fra Bibelen, også i gudstjenesten, når de skal det, -  bare det ikke er for langt. De går til konfirmandforberedelse i to år.

Marktkichenpastorin. I den store Marktkiche i Hannover kan jeg ikke se mig mæt i det udskårne alter, og i lyset og i rummet.

Samtalen med en af kirkens præster handler om gudstjenestens forståelighed, om at ledsage menigheden på gudstjenestens vej, uden at det bliver forklaringer, der afbryder liturgien.

Kreisler-Liebermann er Marktkichenpastorin, og kantate og musikgudstjenester, forberedt sammen med organist/kantor og kor, er en væsentlig del af hendes dagligdag.

Her er højt, højt til kirkens hvælvinger, og vi er langt fra våde bamsepoter. Men fortrolighed, den naturlige tryghed, menigheden har i gudstjenestens rum, i salmesangen, i musikken, i rummet og med ordene er den samme.

Luthers og Paul Gerhardts ord får en klang af at være dagens aktuelle ord til denne menighed, hjulpet på vej i en kort betragtning i prædikenen, der i øvrigt væver tråde mellem dagens bibeltekster, den aktuelle flygtningesituation og det, der sker på gaderne lige uden for kirken

Jeg går derfra opløftede, en smule mere modige, jeg er opladt.

Senere på ugen er jeg til middagsandagt og oplever dagens dugfriske nyheder, som lige hørt i radioen indvævet, reflekteret gennem relevante, korte bibelord, salmer og en ganske kort refleksion. Det er hverdagen belyst og gennemlyst, jeg føler mig oplyst og opbygget.

Kampklædte betjente. I Bremen et par uger senere møder jeg et par demonstrationer. En Pegidademonstration, ledsaget af talstærkt, kampklædt politi, tramper igennem gaderne.

Lidt efter kommer en spredt flok med kulørte flag og børnesange, det er moddemonstrationen.

»Fra alle folkeslag under himlen«, er ordene, jeg hører for mig, genkaldt fra middagsandagten.

Landesbischof. Et interview med Landesbischof Meister bliver det også til, 45 minutters samtale om, hvad luthersk spiritualitet i den tyske kirke anno 2016 er.

Løsenskalenderen, Luthers morgen- og aftenbøn, en stadig stigende og stor efterspørgsel efter trospraksis, klosterdage/retræter på evangeliske klostre, voksenundervisning, konfirmandundervisning, dåbsjubilæer/fester.
Den selvfølgelige daglige bibellæsning, der for lægfolk på Luthers tid var mere fremmed end i vore dage er et forenende fællestræk.

Formålet med orloven var at få mulighed for at sidde på kirkebænken og lytte mig ind i en anden praksis, end den jeg selv stå rmidt i ti dglig og som derfor gør mig en smule blind og døv for det selvfølgelige.

Dette studie i den tyske evangeliske kirkes praksis ville jeg supplere med interviews og samtaler undervejs, dels med præster og kateketer, dels med lægfolk omkring gudstjenesten og ikke mindst med konfirmander.

Den tyske kirke har oplagt en religions pædagogisk fordel fremfor den danske, da der er ansat kateketer i de fleste menigheder.

Jeg suger stadig til mig, og vendte tilbage til den hjemlige gudstjeneste og præstehverdag klogere, beriget, fremfor alt endnu lykkeligere end før.