Seneste nyheder
Nyheder

Annemette Voss har lavet den officielle Luther Lagkage

Lørdag den 18. juni blev den officielle Luther Lagkage præsenteret på Folkemødet på Bornholm. Her giver vi dig opskriften kvit og frit.


Luther Lagkage
Lagkage med æble, ymer, honning og nødder

Lagkagen er lavet af Annemette Voss for Roskilde Stift, 2016.


Personer
12 
Sværhedsgrad Medium
Arbejdstid 2 timer 15 minutter
Bagetid Cirka 30 minutter
Køleskabstid Mindst 1 + 3 timer

 

Et godt tip
Du kan sagtnes lave nøddecrunch, honningkaramel og abrikosmarmeladen dagen i forvejen. Opbevar karamellen ved stuetemperatur. Gå derefter i gang med at lave æblebunden, den grove æblemos og til slut ymerfromagen. 

 

Saltet nøddecrunch
70 g mandler
40 g hasselnødder
30 g hvidt sukker
30 g fast og mild blomsterhonning
1/2 tsk fint bordsalt

 

Honningkaramel
200 g hvidt sukker
100 g fast og mild blomsterhonning
165 g piskefløde

 

Abrikosmarmelade
150 g tørrede abrikoser
50 g hvidt sukker
0,5 dl vand
0,5 dl mørk rom

 

Æblebund
1 tsk vaniljesukker
260 g hvidt sukker
5 æg, str M/L
150 g smør
75 g fast og mild blomtserhonning
225 g hvedemel
1,5 tsk bagepulver
175 g fintrevet æble, uden skræl (cirka 2 æbler) 

 

Grov æblemos
3 blade husblas
1,5 kg æbler (for eksempel Jonagored)
1/2 polynesisk vaniljestang
215 g hvidt sukker
1 citron, skal og saft

 

Ymerfromage
4 blade husblas
1/2 polynesisk vaniljestang
115 g hvidt sukker
55 g pasteuriseret æggeblomme
3,5 dl ymer
1 citron, saften
2 dl piskefløde

 

Pynt
5 dl piskefløde
Sæsonens spiselige blomster

 

Saltet nøddecrunch
Hak mandler og nødder mellemfint i en minihakker. Varm sukker, honning og salt op på en pande ved medium varme til det koger op til en gylden karamel. Tilsæt de hakkede nødder og rør det godt sammen over varmen. Det kan virke som om, at der er for lidt karamel i forhold til nødder, men bliv ved med at vende det rundt til alle nødderne er fedtet ind i karamellen. Bred nøddecrunchen ud på et stykke bagepapir og lad den køle helt af. 

 

Honningkaramel
Kom sukker og honning op i en lille tykbundet gryde og varm det op ved medium varme. Lad det koge op til en gylden karamel og vær sikker på at alt sukkeret er opløst. Varm fløden op til kogepunktet i en anden gryde og tilsæt den varme fløde til karamellen ad tre omgange. Det vil bruse op hver gang, du tilsætter lidt fløde - rør det godt sammen. Lad karamellen småsimre i yderligere 2-3 minutter. og kom dernæst karamellen over i en ren skål, dæk den til og sæt til afkøling ved sturetemperatur. 

 

Abrikosmarmelade
Hak abrikoserne i små stykker og kom dem i en lille gryde sammen med de øvrige ingredienser. Kog det op og lad det småsimre i 5-10 min til væden er reduceret til det halve. Blend det med en stavblender til en tyk masse og køl det af. 

 

Æblebund
Pisk vaniljesukker, sukker og æg længde til en hvid og luftig æggesnaps. Smelt smørret sammen med honning og køl det let af. Bland hvedemel og bagepulver og sigt det ned i æggesnapsen skiftevis med honningsmørret. Tilsæt fintrevet æble (uden skræl) og vend det hele forsigtigt sammen. Fordel dejen i en springform beklædt med bagepapir på bunden og med diameter på 28 centimeter.
Bag bunden midt i ovnen ved 180 grader varmluft i ca 45 minutter til den er flot gylden og giver efter ved let tryk. Køl bunden af i formen, skær den dernæst fri med en lille kniv langs kanten og fjern bagepapiret. Flæk æblebunden på midten i to lige tykke dele ved hjælp af en savtakket kniv. 

 

Opbygning, step 1 Rengør springformen og læg et stykke kageplast ned langs siden. Placer den ene bund i formen. Smør abrikosmarmeladen ud over bunden i et jævnt lag. Kom helt ud til kanten.

 

Grov æblemos
Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i mundrette stykker. Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Kom æbler, kornene fra vaniljestangen, den tomme vaniljestang, sukker, citronsaft samt fintrevet citronskal op i en gryde. Lad det koge i cirka 10-15 minutter ved medium varme og mos æblerne groft med et piskeris. Kassér vaniljestangen. Vrid husblassen for vand og rør den ud i den varme æblemos. 

 

Opbygning, step 2 Fordel æblemosen ovenpå bunden med abrikosmarmelade i formen. Glat overfladen, drys med halvdelen af den salte nøddecrunch og sæt kagen på køl i en times tid til mosen er kølet af. Lav i mellemtiden ymerfromagen.

 

Ymerfromage Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Pisk korn fra vaniljestangen, sukker og æggeblommer længe til en luftig æggesnaps. Rør ymeren heri. Vrid husblassen for vand og smelt den over vandbad ved lav varme sammen med saften fra citronen. Rør den smeltede husblas i ymerblandingen i en tynd stråle. Pisk fløden til luftig flødeskum og vend det sammen med resten. 

 

Opbygning, step 3 Fordel ymerfromagen i en jævnt lag ovenpå æblemos og nøddecrunch. Læg den anden kagebund på som låg. Tryk kagen let sammen og sæt den på køl i mindst 3 timer – eller endnu bedre til næste dag. 

 

Befri kagen fra form og kageplast og sæt den på et fint fad. Pisk fløden til fast og luftigt flødeskum, og dekorer kagen med flødeskummet. Hæld honningkaramellen ud over kagens top og drys med resten af nøddecrunchen. Dekorer eventuelt med sæsonens friske spiselige blomster.