Roskilde Prædikener. Trinitatis søndag

Tekst Helle Poulsen, sognepræst, Vejlø

På Strøget i København bagved Helligåndskirken ligger Pasta Basta, et uhøjtideligt spisested, der holder åbent 16 timer i døgnet, og hvor der altid er sort af mennesker. Ved siden af ligger en libanesisk restaurant, der er gabende tom.Det ligner folkekirkens tilstand. Der, hvor der er mennesker på bænkene, kommer der ofte flere til. Der, hvor kirkegangen er svag, er tendensen næsten umulig at vende. I Vejlø er vi heldige, at en del slutter op gudstjenesten. Støttet af de mange sognebåndsløsere, der bevidst har valgt kirken til. Hvis alle 2111, der bor i Vejlø Sogn, kom i kirke hver søndag, så havde vi et praktisk problem. Vi skal altså være glade og taknemmelige for, at der er et gudstjenestefællesskab. Men der er ingen grund til selvfedhed. For der er langt igen, hvis vi skal leve op til Jesu ord om at gå ud og fortælle vidt og bredt, hvor vigtig den her historie er for alle mennesker.Folkekirken har mistet sit monopol. Kirken er ikke længere vores fælles base, og den har ikke længere en naturlig plads i vores bevidsthed. Dåbstallet en faldende, og antallet af udmeldelser er stigende. Kirken er i dag i konkurrence med mange ting. Med andre religioner som ateisme, buddhisme og islam. Med fænomener som materialisme, egoisme og almindelig ligegyldighed. Vi kan læne os op ad folketinget og håbe på, at politikerne vil tjene Herrens sag. Vi kan sidde med hænderne i skødet og gøre ingenting. Eller vi kan sige: Vi elsker kirken for højt til, at vi bare vil lade den sygne hen. Vi må gøre noget!  

Monopolet er borte. Vi må have fat i ordet mission igen. I våbenhuset hænger der en kirkebøsse, hvorpå der står Til hedningemissionen. Bøssen går tilbage til missionens guldalder, til 1800-tallet, hvor vi sendte missionærer til Afrika og Asien for at fortælle dem om kirke og kristendom. Nu skal vi missionere hos os selv. Vi skal overveje, hvordan vi får en samtale i gang med samfundet omkring os.

Der er brug for, at vi lægger blufærdigheden på hylden sammen med det danske mantra, at troen er en privatsag. Der er brug for, at vi køber en bibel og en salmebog og frejdigt lader begge dele ligge fremme derhjemme. Der er brug for, at vi lancerer troen som samtaleemne på jobbet og omkring middagsbordet. Der er brug for, at vi ringer med kirkeklokkerne både bogstaveligt og overført, at vi flasher den kristne tro, så andre får øje på den, hører om den og spørger til den.

Hvorfor det? Kan I sige. Er det ikke godt nok, som det er? I fredags havde vi bisættelse, i går var der bryllup, og i dag er der et barn, der skal døbes. Kirken bliver da brugt. Den er åben fra solopgang til solnedgang. Der er gudstjeneste hver eneste søndag. Det er et stående tilbud til alle. Hvis folk ikke gider komme, så er det deres egen sag.

Det er der en sandhed i. Men man skal jo have en chance for at vide, hvad man går glip af. Der skal være nogen, der fortæller én, hvad kristendommen går ud på, og hvad det betyder for dem selv at være døbt og kristen.   

Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Kirken favnede engang alle livets områder. Hospitalsvæsenet voksede frem af Jesu historie om den barmhjertige samaritaner, folk lærte sig at læse for selv at kunne læse i Bibelen, meget musik var kirkemusik, og kirken var stedet, hvor man mødtes. Ved kirkestævnerne fik man bekendtgørelser fra kongen og rigsdagen. Nu er kirken marginaliseret - den dækker kun et lillebitte hjørne af vores tilværelse.

Vi skal på en måde begynde forfra og fortælle hele historien én gang til. Når en del af os eks. har spisestel til 12, så er det på grund af de 12 apostle. Når vi nødig vil være 13 til bords, så går det tilbage til skærtorsdag aften. Her gik det galt. Judas, den 13. mand gik hen og forrådte Jesus. Når vi elsker tretallet og glad og gerne fortæller børnene om De tre små grise og De tre musketerer, så skyldes det den treenige Gud. Vores liv og hverdag, vores kultur og tankesæt er gennemsyret af kristendom. Vi ved det bare ikke.

Vi har altså en opgave i at få det fortalt og at nå ud til dem i sognet, som aldrig eller kun sjældent er i kontakt med kirken. Og vi skal gøre os klart, at det ikke kun skal ske på vore betingelser, men også på deres. Vi skal spørge dem, hvad de har brug for, hvad de mangler, og hvad der ville få dem til at komme. Præsident Obama mødes jævnligt med forskellige erhvervsfolk for at blive opdateret om virkeligheden udenfor Det Hvide Hus. De taler – han lytter.

Det samme skal vi gøre. Måske vi skal lave en tænketank. Indbyde dem, der melder sig ud, og de spirituelle, der søger andre steder hen, og nogle af de konfirmandforældre, der går i kirke, mens deres børn går til præst, men som så holder op med at komme, og nogle af brudeparrene, som ønsker at blive gift i en kirke, men som, når de møder modgang, går til en parterapeut. Vi har brug for, at de fortæller os, hvordan kirken kan blive en sted, de holder af, og som de tænker på som deres kirke.

Måske gudstjenesten ind imellem skal ligge på andre tidspunkter. Måske orglet somme tider skal holde fri og erstattes af et andet instrument. Måske præsten fra tid til anden skal træde i baggrunden og lade andre komme til. Måske vi skulle skrotte noget af det, vi gør, og gøre noget helt andet.

Når noget går ad helvede til, har vi vænnet os til at sige, at det er samfundets skyld. Når kirkerne er tomme, så siger vi, at det er kirkens skyld. Men samfundet, det er jo os alle. Og kirken? Ja, ordet kirke betyder det, som hører Herren til. Vi hører Herren til. Vi er Guds mennesker. Og kirken er der, hvor vi tør vedkende os det.