Roskilde Prædikener. Bededag

Tekst Søren E. Jensen, sognepræst, Kirke Hvalsø og Særløse

Denne præst blev i sine tidlige studiedage stillet over for et konkret, teologisk spørgsmål. På det tidspunkt - og det gælder for så vidt stadig - var han ikke glad for at blive konfronteret med teologiske spørgsmål og da slet ikke af den konkrete slags, men heldigvis viste det sig, at vi var inden for genren, som De Nattergale rammende har betegnet som et emne, „som jeg tilfældigvis ved noget om".

Spørgsmålet lød nemlig: Hvorfor i alverden fejrer vi Store Bededag, hvad går helligdagen i det hele taget ud på?

Svaret var og er, at der er tale om en discounthelligdag - man kunne også kalde det for en „storcenterhelligdag" - hvor man af praktiske årsager bestemte sig for at knalde en masse helligdage under en hat for at arbejdslivet ikke skulle gå helt i stå.

Bagmanden var en biskop ved navn Hans Bagger, som kort efter sin udnævnelse rationaliserede det hellige liv ved at lokalisere bønnen til ikke en, men tre bededage. Det må åbenbart have været en idé, som gav genlyd, for få år senere - helt præcis den 27. marts 1686 - blev en af biskop Baggers helligdage lovfæstet som en "ekstraordinær, almindelig bededag", som det hed med en formulering, der minder om et referat fra en generalforsamling.

Den ekstraordinære, almindelige bededag falder den dag i dag efter den fjerde fredag efter påske. Det er der imidlertid ingen teologisk men derimod en arbejdsmæssig grund til. Vi må nemlig huske på, at i sekstenhundredtallet var hovederhvervet alt andet lige landbruget, og derfor havde man også regnet ud, at helligdagen ville falde på et tidspunkt, hvor såningen nogenlunde var overstået. Derfor er Store Bededag historisk set også knyttet til arbejdslivet på landet; man bad ganske enkelt for at afgrøderne ville give et stort afkast af sig.

Store Bededag har således ikke Vorherres formaning, men ganske enkelt en simpel skrivebordsbeslutning som sit ophav, og årsagen er uden tvivl arbejdsmæssig og ikke teologisk: Man blev simpelthen nødt til at rationalisere helligdagene, fordi de spolerede enhver arbejdsrytme.

Det er fint nok, ingen kan vel klage over, at man bruger sin sunde fornuft, også når det gælder indretningen af et kirkeår.

Spørgsmålet er imidlertid, om samfundsudviklingen ikke er løbet væk fra placeringen af Store Bededag? Som vi hørte var det jo hensynet til bondesamfundet, som historisk set bestemte datoen, men i dag er det jo kun et marginalt antal, som er beskæftiget i landbruget. Selv på landet er der ikke særlig mange, som arbejder i landbruget. Også her er man beskæftiget som pædagog, arkitekt, graver, lærer foruden ditten for slet ikke at nævne datten.

Og i mange af disse erhverv er Store Bededag ikke en helligdag, som man ser frem til, hvor man skal sidde i rolig og enfoldig bøn og glemme alle hverdagens trængsler. Tværtimod er bededagen et stressfremkaldende element, hvor man på fire dage skal nå, hvad man normalt kan fordele på fem arbejdsdage.

Det kan denne prædikant tale med om: Ved siden af sit erhverv som hjælpepræst er han tillige journalist og har været det i mange år, og her er Store Bededag ikke så lidt af en plage. Interviewaftaler skal træffes langt tidligere, fordi man naturligvis skal holde helligdagen i hu, præcis ligesom den i forvejen skrækkelige deadline forskydes på foruroligende vis. Stressen bliver ikke mindre af, at man har valgt at lægge Store Bededag midt i en periode, hvor vi i forvejen har et hav af hellig- og fridage: Påske, Kristi Himmelfart, pinse foruden de verdslige dage, 1. maj og grundlovsdag. Bortset fra julen fyrer vi faktisk alle vores lovbestemte fridage af i en kompakt periode, som kun dækker en fjerdedel af året.

Det er ikke praktisk.

Nu er Danmark nok et for lille land til at vi kan hævde, at påsken og de deraf følgende helligdage skal flyttes, skønt man givetvis kunne finde en teologisk, gyldig grund til at gøre det, men Store Bededag kan vi sagtens lave om på; det kræver bare en skrivebordsbeslutning svarende til den, der blev truffet, da bededagen blev indført.

En mulighed kunne være, at man flyttede Store Bededag til Ramadanens afslutning. Det er muslimernes store festdag svarende til vores juleaften, og det ville allerede give bededagen den religiøse kolorit, som den i øjeblikket slet ikke er i besiddelse af.

Det er måske et forslag, som mange vil opfatte som dristigt, måske ligefrem provokerende, men det skyldes alene, at den religiøse debat er blevet så skinger. Det er som om, at det teologiske niveau mellem kristendom og islam er blevet sænket til et enten-eller, hvor der udelukkende fokuseres på, at islam er en lovreligion, hvorimod vi i kristendommen opererer med en treenighed og har lovpagten i hjertet, som Paulus skriver gang på gang.

Det er bestemt også en vigtig forskel, og de præster, der i en overdreven grad vil imødekomme islam ved at hævde, at vejen til Gud ikke nødvendigvis går gennem Kristus, er ude på en teologisk meget tynd is. Men når det gælder de mere forfinede nuancer, kan vi bestemt godt lære noget af islam, og det går direkte i tråd med Jesu ord i dagens tekst: „Søg, så skal i finde; bank på, så skal der lukkes op for jer."

Her er budskabet utvetydigt, at vi ikke må forskanse os; vi må ikke skåne os selv for at blive klogere. Og sjovt nok taler vi i disse år en masse om islam, men kun meget få mennesker - også blandt kristne teologer - ved reelt ikke særligt meget om, hvad islam overhovedet går ud på, ligesom de færreste - desværre også blandt teologer - ved, hvad kristendommen handler om.

Her kunne en fælles Store Bededag hjælpe os godt på vej, og hvis man flyttede helligdagen til Ramadanens afslutning, ville man endda have et rigtig godt, gennemkristent teologisk argument med sig i bagagen.

Som bekendt flytter Ramadanen sig efter månens gang, hvilket betyder, at den forskyder sig år efter år. Det ville i en kristen kultur medføre, at Store Bededag ville falde som en overraskelse, og så er vi lige pludselig inde på bastant, kristen grund.

Som sagt opererer vi i kristendommen med treenigheden: Vi har Kristus, Guds søn, som vi kender gennem evangelierne, og som er Herrens imødekommelse med os mennesker. Her er Gud Fader på en gang meget nærværende og helt fraværende, for vi kender kun - så hør dog efter i ubehjælpsomme teologer! - Vorherre gennem Kristus; hans egen skikkelse er usynlig.

Det er allerede indviklet nok, men for at det ikke skal være løgn, har vi jo tillige Helligånden, som kan indfinde sig, når vi mindst venter det.

Det er en af de allerflotteste ting ved kristendommen, for det betyder, at vi hele tiden kan blive overrasket; at vi altid kan blive klogere.

Og det ville ske helt elementært, hvis man flyttede Store Bededag til Ramadanens afslutning: Hovsa! Nu har vi minsandten fri midt i september, hvordan er det nu, at det kan være?

Dette forslag synes præsten, at vi skal bede for, hvis der ellers er tid til det midt i alt havearbejdet, og vi skal bede i sikker forvisning om, at Jesus taler sandt, når han siger, at Faderen, som er i himlene, vil give gode gaver til dem, der beder til ham.

Amen.