Roskilde Prædikener. Skærtorsdag

Tekst Werner Fischer-Nielsen, sognepræst, Haslev

Skærtorsdag hedder dagen i dag. Skær betyder ren. Så dagen har fået navn efter det, som jeg lige har læst. Det er den rene torsdag, hvor Jesus vasker disciplenes fødder.

Det specielle ved Johannes-evangelisten er, at han i sin beretning om Jesu sidste aften sammen med disciplene ikke siger noget om indstiftelsen af nadveren, men i stedet har denne historie om fodvaskningen.

Jesus provokerede sine disciple ved at vaske deres fødder.
Han provokerede på en anden måde, end hvis jeg havde fundet på at kravle rundt på gulvet og havde vasket jeres fødder inden guds-tjenesten. Jeg så godt jeres betænkelige miner, da I så opstillingen dernede ved indgangen: Dåbskanden fyldt med vand, et plastic-vandfad og et håndklæde.

I spekulerede nok på, hvad den skøre præst nu havde fundet på? Og I tænkte måske ved jer selv: „Jeg skal ikke nyde noget – jeg er bare komme i kirke for at få en frede-lig gudstjeneste skærtorsdag aften. Jeg har ikke lyst til at blive blandet ind i en eller anden pinlig happening. Jeg skal ikke have sko og strømper af" – ja, og forestil jer lige damerne i strømpebuk-ser, det ville have været et nydeligt syn!

Men det skete ikke. Og bare rolig, det kommer heller ikke. Det skulle nu ellers være meget behageligt Der er altid lang kø ved kirketeltet på Roskilde Festival, hvor man netop får vasket sine fødder.

Jesus provokerer på en anden måde. Det, Jesus gør, er lige så grænseoverskridende, som hvis I blev tvunget til at tage sko og strømper af, fordi jeg insisterede på at vaske jeres fødder. Men dog på en helt anden måde.

Det er ikke sikkert, at Johannes, som fortæller historien i Nye Testamente, har helt styr på det. Undskyld, at jeg kritiserer en evan-gelist. Men han kender ikke så meget til takt & tone og skik & brug i Israel på Jesu tid. Og han er nok heller ikke særlig interesseret i det. For ham er det tolkningen, der er vigtig, og den er han god til.

Men alligevel tror jeg, at Johannes går glip af nogle pointer, så derfor vil jeg godt hjælpe ham lidt på vej ved at fortælle det, som det virkelig skete – eller i hvert fald sådan, som jeg tror, det virkelig skete.

Det kommer så underlig umotiveret. Johannes tror, at det sker midt i måltidet. Det tror jeg ikke. For jeg kender min Emma Gad fra år cirka 30 i Israel. Man giver sig ikke til at vaske fødder midt i en bedre middag.

Jeg forestiller mig situationen: Jesus har lånt eller lejet et lokale i Jerusalem – under deres ophold dér i den sidste påske – sådan at han og disciplene kan holde det traditionsrige påskemåltid sammen.

De kommer til festlokalet. Der er dækket op, og maden er parat – alt er, som det skal være. Bortset fra én ting: Den slave, som skal vaske gæsternes fødder, når de kommer ind fra den hede og støvede vej, er der ikke.

Man gik jo med bare fødder i sandalerne. Og det var en lige så naturlig ting, som vi vasker hænder, inden vi spiser, at man dengang fik vasket fødder, inden man lagde sig til bords. Opgaven tilkom den ringeste tjener i det hus, man kom ind i. Hvis ikke der var nogen tjener, så var det den yngste søn, der gjorde det.

Men i dag var der ingen. Vaskefadet og vandet og håndklædet er der godt nok, men der er ingen til at bruge redskaberne. De har puffet til hinanden, disciplene, hvem er den nederste på discipel-rangstien? Hvem må man forvente sig af, at han påtager sig træl-lens opgave?

Nogle af dem har været så sikre på deres position, at de slet ikke har deltaget i den spekulation. Peter, Jakob og Johan-nes har blot set ud i luften og ladet dem med den lavere rang forsøge at finde ud af, hvem der burde. Og de har været lidt ærgerlige over det på deres vegne – og flove over det på deres vegne, at de ikke kunne finde ud af det.
Der var ingen – ingen, der ville være træl for de andre.

Når jeg gætter på, at det har været situationen, er det fordi, de andre evangelier beretter om, at den sidste aften efter indstiftelsen af nadveren, da udspiller der sig en diskussion mellem disciplene om, hvem der skal regnes for den største. Efter at Jesus har indstiftet fællesskabet og enhedens måltid, giver de sig til at skændes om, hvem der skal regnes for at være den største. Ufatteligt – de har ikke megen situationsfornemmelse. De har vel ikke fattet meget af, hvad der foregik og var ved at ske.

Der var ingen, der ville påtage sig tjenerens opgave – at tjene de andre. Ingen andre end Jesus.

Som den naturligste ting i verden tager han vaskefad og håndklæde og begynder at kravle rundt på gulvet og vasker disciplenes fødder. Efterhånden som han kom frem, har pinligheden bredt sig. For det var grænseoverskridende og provokerende ud over alle grænser. Ikke at få vasket fødder, men at HAN gjorde det. Han, som er deres leder og mester, ham, som de hyldede som konge med hosianaråb for 4 dage siden, kravler nu rundt på gulvet som en slave. De lader nok som om, de slet ikke ser det, forsøger at få samtalen til at glide hen over hovet på ham, for det her kan ikke ske.

Først da han når til Peter og har vasket hans fødder, udbryder Peter: „Jamen, Jesus, det er da helt forkert, det er den omvendte verden, du, som er vores herre og mester, kravler rundt på gulvet, det skulle da have været en af os, der …”

Og Jesus siger med et smil: „Det skulle du nok have tænkt på lidt før. Men husk nu, når jeg har vasket dine fødder, kan du ikke længere bruge dem til hvad som helst. Du kan ikke bruge dine rene fødder til at sparke andre med – eller spænde ben for andre. De fødder, jeg har vasket, skal kun gå den rette vej gennem livet.” (Det var ikke tilfældigt, at jeg satte dåbskanden som vankande ved vaskefadet ved indgangen. Vi er døbt til et renvasket liv).

Jesus fortsætter: „Og husk, det skal være et forbillede for jer. Den, der vil være stor hos jer, skal være stor i kærlighed og tjeneste. Det drejer sig ikke om magt og position og ære, den, der vil være stor, skal bøje sig ned og kravle og tjene de andre.”

Jesus vasker deres fødder som et forbillede for dem. Han viser dem i handling, at spekulationerne om, hvem der er størst eller mindst, er meningsløse, når den største, deres herre gør sig til den mindste – til de andres træl. I dag tjener han dem ved at vaske deres fødder. I morgen tjener han dem ved af vaske deres synd bort.

Nu har jeg brugt næsten hele min taletid på at fortælle, hvad jeg tror, der er sket den aften.
Men der er jo heller ikke så meget mere at sige. Det, I og jeg skal tage med, har I allerede fattet: Jesus er et eksempel til efterfølgelse. Den, der vil være stor, skal være stor i kærlighed. Den, der vil sætte spor verden, skal bøje sig ned og tjene sit medmenneske.

Hos os er det nok ikke sådan, at vi skal bede vores nabo om at tage sko og strømper af for at vi kan vaske hans eller hendes fødder. Det vil naboen nok ikke synes om. Det ville være pinligt. Men I ved alle sammen udmærket, hvordan det skal gøres.

Så gør det: Tjen Herren med glæde. Gå i hans renvaskede fodspor.

Amen.