Roskilde Prædikener. Søndag Seksagesima

Tekst Maria Hjort, sognepræst Stenlille og Stenmagle

Nu ville det være rigtig dejligt, hvis teksten lagde op til at tale om vejret og de store sne mængder – for så ville det være en meget uge-aktuel prædiken – hele sidste uge har det handlet om sne og om vejr situationen. Da indsamlingsshowet til Haiti sluttede sidste lørdag aften, var det som om alle andre problemer i verden også blev glemt igen og fejet væk med sneploven eller smelte væk med det vejsalt som snart er en mangelvare ligesom bobslæder, tålmodighed og busser til tiden.

Men vi kan ikke tale om vejret. Teksten handler nemlig næsten om det stik modsatte - om ikke at være bekymret – for der er bare ting, vi ikke er herre over. Det være sig snestorme eller hvordan kornet gror i jorden og vokser sig stort i dets eget tempo.

Det handler om vækst – både om den vækst som vi undres, glædes og vokser af – og om den vækst som kan virke angstprovokerende. Jeg vil tale om at: „det at kunne undværes” er den største smerte og den største glæde på én gang.

Vækst medfører forandring – både den vækst, vi mærker fra barn til teenager, fra teenager til voksen, fra voksen til ældre.

Væksten går fra aktiv til passiv – fra rask til syg fra ung til gammel. Al vækst med forandringer udfordre os. Mange af de omstillinger kan vi ikke forberede os på. Måske i teorien, men ikke i praksis – vi er nødt til at gå til udviklingen med en vis ubekymrethed – selvom det strider i os (for vi vil så gerne have tjek på det hele).

Vi vil så gerne styre vores liv, styre vores karrierer, vores helbred, vores succes styre vores unger. Det kan vi bare ikke ... Måske er det menneskets største synd? At vi er vokset ind i os selv – væk fra Gud.
Det er meget misforstået, når vi bilder os selv ind, at verden snurrer rundt om os ... Vi er stresset som aldrig før. Vi tror, at vi kan styre alt og at endnu mere afhænger af os. Men det gør det ikke. Det kan være en grufuld oplevelse; at opleve at man kan undværes.

Men det at kunne undværes er den største smerte og største glæde på én gang. For mange, der går ned med stress, er den første grufulde oplevelse at erfare, at man kan undværes. Det betyder, at ens eksistensgrundlag pludselig omformuleres. For ikke at tale om ens selvværd, kommer man sig over et tilfælde af stress, giver det til gengæld en kæmpe stor frihed, at vide, at ikke hele verden er afhængig af, om jeg møder på arbejde på mandag eller ej.

Som kollega kan man måske synes man er uundværlig i sit arbejde og tanken om hvordan de andre kan klare sig uden én i butikken, på kontoret eller på afdelingen er ikke til at tænke til ende, for man er jo uundværlig i den position man har – man er jo uerstattelig. Tror mange.

Det at kunne undværes er den største smerte og den største glæde på en gang. Som mor er det næsten ikke til at tænke den tanke til ende at ens børn skal klare sig uden én hvis det værst tænkelig skulle ske, at man dør inden de når en vis alder? Hvad sker der med mig hvis min elskede dør? Dør jeg så også?

Til det siger Gud: „Nej du gør ej". Kun hvis du vokser ind i dig selv. At vokse ind i sig selv er at vokse væk fra Gud. Det gør vi, når vi bilder os selv ind, at alt afhænger af os, og at vi kan styre alle bekymringer som vi kan styre vores forplantning, styre vores ældre når de bliver gamle og besværlige
styre vores samfund, styre vores liv eller styre vores død.

Til det må vi gang på gang konstatere at vi kommer til kort. For vi styre ikke alle de ting vi gerne vil styre. Noget vokser af sig selv og får vækst og næring uden fra os selv. Som kornet der lægges i jorden – og vokser nat og dag – så må bonden også vente på at det blive tid til at høste. Vi kan heller ikke stresse vækst frem i hverken vores børn eller i vores forhold til hinanden – det er ikke i vores hænder.

Ved at overlade noget af ansvaret og nogle af vores bekymringer til Gud så frigør vi os ikke bare for almindelig stress, præstations angst og egoisme – vi giver også vores skaber magten den indflydelse han har – når vi ærligt bliver klar over, at vi godt kan undværes på jobbet – som mor, som ægtefælle, som fortrolig eller som centrum – så har vi forstået at vokse ud af os selv.

Opgaven er at give vækst til alle de mennesker som vi vokser sammen med. Give dem vækst så de kan vokse videre når vi ikke er her længere – give dem næring til ikke at vokse „i sig selv” (og dermed væk fra Gud) men give dem opmuntring og gødning til at vokse ud af sig selv. Hjælpe alle til at forstå at deres liv kan forgrene sig som sennepsfrøet hvis de vokser ud af sig selv. Ved at gøre sig selv uundværlig vokser man i sig selv – ved at vokse, så man kan undværes, vokser man Guddommeligt.

Det gælder om at plante et sennepsfrø i alle de relationer, vi har til for eksempel vores børn, som vi har til låns i en periode og som vi senere må håbe kan vokse, trives og skyde uden vi har del i det. Det kan være angstprovokerende for alle at tænke den tanke til ende, at verden skal fortsætte uden mig og uden mine relationer til dem der skal leve videre, men det er ren indgroethed. For selvfølgelig skal verden nok leve videre, også de mennesker, som vi gerne så fulgt helt til døren.

Den bedste måde, vi kan hjælpe dem, er at vise hvor befriende det er at vokse ud af os selv. Jo mere du giver, jo mere du kommer af med, jo mere du tømmer dig selv for kærlighed, jo rigere bliver du.
I et liv, hvor vi vokser i os selv og bilder os ind, at vi er uundværlige, dér vil vi i alle tilfælde ikke bare snyde os selv, men i den grad de mennesker, som vi tror, vi giver det største ved at nægte dem at gro væk fra os.

Meget har vi ikke magt over:
Det være sig liv og død
Det være sig lykke og ulykke
Det være sig vejret og fremtiden

Men det betyder jo ikke at vi så skal være ligeglade med liv og død, lykke og fremtid. Det betyder bare, at vi skal forstå at udnytte den vækst, lykke og mulighed vi har, når vi har den - og når vi får den – for vi kan ikke styre alt i vores liv. Og bilder vi os ind, at den bedste vækst er at vokse i os selv, så vil vi sørgeligt nok opdage, at vores liv ingen frugter eller afkast kommer til at give.

Vokser vi ud af os selv – så vil vi til gengæld opdage at de frugter der vokser på os sætter nye planter og spreder frø igen og igen. Og den største lykke er at kunne undværes, for på den måde har du givet dine efterkommere evnen til at vokse i den rigtige retning nemlig ikke i sig selv, men ud af sig selv.

Vi er nødt til at leve med en vis ydmyghed omkring vores egen vækst og evne, så vi ikke kommer til at sige som manden, der sagde: „Først led jeg af storhedsvanvid – indtil jeg fandt ud af at jeg var perfekt".

Amen