Roskilde Prædikener. Pinsedag

Tekst Birgitte LInd Willumsen, sognepræst, Tjæreby

Hvis nogen af jer har været i skoven for nylig, så er I sikkert blevet slået af den skønhed, I mødte derude. Træerne er blevet lysegrønne, anemonerne pibler frem overalt i skovbunden blandet med violer.

I det hele taget viser naturen sig fra sin smukkeste og mest frodige side netop nu. Når man går derude, så kan man blive helt højstemt, og måske øjner man et glimt af Guds storhed i skaberværket. Der er en del mennesker, der mener, at de lige så godt kan dyrke Gud ude i naturens store katedral i stedet for at komme herind i kirken – hvor der i øvrigt er så smukt pyntet.

Og naturens pragt kan helt sikkert fortælle noget om Gud som skaberen. Her er stor anledning til at lovprise Gud.

Hvis vi udelukkende holder os til naturen som det sted, vi kan møde Gud, så møder vi nok skabelsens pragt, - men vi kommer ikke uden om, at vi også ser tilintetgørelsen. Hvor smukt der end er, så kommer vi ikke uden om forrådnelsen. Der er ingen barmhjertighed i naturen. Her er det den stærkeste, der overlever. Naturens lov er, at alt liv må dø, hver blomst bliver hø. Alt, hvad der er skabt går til grunde igen. Det er hvad vi kan lære af naturen.

De fleste, der fejrer pinse forbinder det nok med den opvågnende natur. Vi nyder sandsynligvis den nyudsprungne bøgeskov, og pinsesolen, der danser, - hvis den altså er stået op. Men vi har mulighed for at forbinde pinsen med noget større og mere end årstiden. I den salme, vi begyndte med at synge, der taler Grundtvig om pinsesolen som „livslyset over nådestolen” om „fredskovens nattergale” og om at „drømme sødt om Paradis og vågne til Vorherres pris”.

Hos Grundtvig blandes det himmelske og det jordiske. Det hele hænger sammen og får en dybere mening. Pinsen skulle gerne minde os om andet og mere end naturen.

Gud som skaberen kan vi nok finde ude i naturen, men vil vi vide mere om Gud, så må vi her ind i kirken. Her hører vi, hvad Jesus siger om Gud. Han fortæller om Gud som kærlighedens Gud, håbets Gud, barmhjertighedens Gud. Han taler om Gud som den kærlige far, der til enhver tid vil have med os at gøre. Jesus var sikker på, at Gud var med ham, men hans historie er ellers ikke lige, hvad vi normalt ville kalde en succeshistorie.

På en måde kan vi bruge historien om Jesus som en slags spejl for vores liv. I evangeliet får vi at høre, at Jesus var Guds søn, men i dåben hører vi også, at vi bliver Guds børn. Som hans liv var fyldt med betydning, sådan er vores. Vi må derfor indse, at evigheden ikke udelukkende er et andet sted en anden gang, men ikke mindst her i vores kropslige, tidslige liv, hvor vi lever sammen i glæde og smerte, i kærlighed og sorg.                                                                   

I evangelierne er der et stykke, der hedder langfredag til pinse. Et stykke historie, hvor vi kan spejle os i vort livs kriser, ikke mindst de kriser, der handler om at vi mister mennesker, vi er knyttet til, mister bestemte måder at leve på, mister virkelighed, - og så får nye måder, nye mennesker, ny virkelighed. Tiden mellem miste og få kan synes uendelig, og ofte kan vi slet ikke få øje på de nye muligheder. Men evangeliet giver håb om at livet er fyldt med muligheder.

Disciplene var fuldstændig uden håb fra langfredag til pinsedag. De havde mistet det menneske, der betød allermest for dem, og de følte, at de havde mistet alt. Oven i købet havde de svigtet. De havde mest af alt lyst til at glemme det hele og gemme sig, og de havde ingen idé om, hvordan de skulle komme videre med deres liv. De var aldeles modløse og desillusionerede. Moderne udtrykt var de i krise.

Disciplene var gået under jorden. De havde lukket sig inde, modløse og fortabte. Inden sin død havde Jesus sagt: „Jeg lever, og I skal leve”. Men alt det, de havde håbet på og drømt om, det havde de set styrte i grus, da Jesus døde på korset. Ganske vist havde de set den tomme grav, og hørt om opstandelsen. Men de forstod ikke hvordan det skulle få betydning i deres liv. På en måde var det, som om de ikke havde mere at leve for.

Måske kunne de forstå, at Jesus var levende – hos Gud vel at mærke. Men hvad med dem selv? Var det et liv? De var bange og anede ikke hvad de skulle stille op med deres liv. De var praktiske og stærke mænd, men ikke særlig modige. De følte ingen trang til at løbe lige i armene på deres magtfulde modstandere, men ville egentlig hellere stikke af fra det hele, og forsøge at få et stille og tåleligt liv.

Men pinsedag sker der noget med dem. De får mod igen. Det fortælles at der lyder en susen og modet flammer op. Forskellige tungemål kan høres. Guds store gerninger bliver forståelige for alle på trods af forskelligheder. Og disciplene forstår, at de må ud og fortælle om alt det, de havde set og hørt og oplevet sammen med Jesus. Det gav ingen mening, hvis de holdt det for sig selv.

Så havde deres tid sammen med Jesus nok haft en mening for dem selv, men det ville ikke få nogen betydning for andre. Nej, det var nødvendigt at evangeliet skulle forkyndes videre, så mange mennesker kunne få del i det glade budskab. For de var sikre på, at fortællingen om Jesus samtidig var historien om Gud, der blev menneske.

Disciplene oplever, at der sker en forandring med dem pinsedag. De bliver begejstrede, og begynder at brænde for den opgave, de skal i gang med. Begejstret betyder egentlig „fyldt med ånd”, og de fortæller siden, at det var Ånden, der var kommet over dem. Helligånden, som Jesus havde talt om, Guds ånd. De oplevede helt fysisk, at der kom et kæmpe vindpust, og de følte det, som om Gud pustede dem i nakken. Og pludselig kunne de det, de aldrig havde troet muligt, nemlig stille sig op og tale, selvom de var ganske ulærde mænd.

De begyndte at forkynde om Jesus som Guds søn, og de døbte dem, der gerne ville være med i det kristne fællesskab. Selvom de hverken havde kirkebygninger eller på nogen måde var organiserede, så var det den første spæde begyndelse på kirken. For hvor forkyndelsen lyder og dåb og nadver fejres, der er kirken. Pinsen er altså kirkens fødselsdag.

Pinsen handler om nyt mod til dem, der før var modløse, og håb hvor man kun kunne få øje på håbløshed. Det handler gospelsange også om i stor udstrækning. Gospel blev til hos negerslaverne i Amerika. Slaverne skulle tit følge deres herskab i kirke, og her hørte de så Biblens fortællinger om Gud, der regner alle mennesker for lige og ligeværdige.

Det gav dem et håb og der var noget at synge om midt i smerten ved at være slave. I Biblen fandt de fortællinger om israelitterne der blev befriet fra slaveri i Ægypten. De fandt historier om mod til de modløse og håb hvor alt så sort ud. Gospelsange udtrykker ofte en tro på at Gud er parat til at gribe ind i en verden fyldt med uretfærdighed. En tro på at være elsket af Gud, en tro på at Gud vil frelse de fortabte. Gospel er i disse tider blevet populært, og det skyldes nok for en stor del rytmen, men måske også de enkle tekster om Gud som frelser netop i mit liv. Og frem for alt giver gospelsangen en stor glæde.

Der er nok dem, der mener, at gospelsang er fremmed i forhold til vores gudstjeneste. Mange af sangene går som sagt helt tilbage til negerslaverne, men der er også lavet nye, og bl.a. nogle på dansk. De kaldes så lovsange, men er i samme stil som de oprindelige. En af dem vi skal synge i dag lyder således:

Lykkelig så længe jeg lever                                                
helt ned i de inderste lag.                                                              
Du som tænder himmelens stjerner                                    
vis din godhed dag efter dag.                                               
Giv de fangne frihedsånd ,                                                    
hold de bange i din hånd,                                                       
tag os alle i din favn                                                         
lad os synge dit navn.

Der er tale om bøn. Bøn om at Gud vil huske den, der tror på ham, og komme til hjælp. Gospelsangene udtrykker fuldstændig tillid til at Gud er der, og på et tidspunkt vil ændre alt til det gode. Faktisk på linje med den tillid Jesus havde til at Gud stod bag ham i alt, hvad han sagde og gjorde. Selvom det langtfra altid var til at se det, så fortalte Jesus disciplene, at Gudsriget var nær, for blinde kom til at se, lamme til at gå, fangne blev sat i frihed og evangeliet forkyndt for fattige.

Præcis de ting, der kendetegnede gudsriget de skete i glimt, der hvor Jesus færdedes. Ikke sådan at alt blev forandret, og mange lagde sikkert ikke mærke til at verden var anderledes, - men for den, der havde mødt Jesus blev verden aldrig helt den samme som tidligere. I små glimt kunne man øjne Guds rige.

Pinsen skal minde os om at tilværelsen handler om mere end blot overlevelse. Når vi fejrer pinse, så fejrer vi Guds nærvær og fællesskab med os. Det giver sig udslag i, at vi og naturen er en del af den helhed, som Guds skaberværk er. Pinsen fortæller om Helligånden, som stadig er virksom, så kirken ikke udelukkende er en afsluttet historie. For Ånden gør levende, og alt levende forandrer sig.

Når Ånden virker, bliver livet nyt, og nye muligheder viser sig, hvor vi ikke havde troet det muligt.                                               

Amen.