Roskilde Prædikener. Palmesøndag

Tekst Michael Jackson, biskop over Clogher, Irland
Oversat af sognepræst Michael Ravnholt Westh
Prædikenen i Roskilde Søndre Sogn


Introduktion

Jeg er meget glad for at være her hos jer i Roskilde i påskeugen 2010. Og jeg vil gerne takke min ven Michael mange gange, fordi han har inviteret mig.

For mange mennesker nu om dage går livet meget stærkt. Vi ser ikke ud til at have tid nok til at tænke over livet, der udspiller sig omkring os, når vi er en del af det. Ofte, når vi virkelig har tid senere i livet, er vi ikke vævet så meget ind i det, som vi var før, og så kan vi føle, at andre ikke lytter til os. At finde tid til at tænke og reflektere over tingene, sætte ord på vore refleksioner og at blive hørt er derfor svært.

En af de sider ved personen Jesus, som ofte går igen i fortællingen om ham i evangelierne er, at han lægger op til, at man tager stilling. At udfordre er nærmest en del af hans DNA, ville vi sige i dag.

Denne udfordrende adfærd skyldes i sidste ende det forhold, at Jesus indvarsler endetiden i tiden, sådan som vi kender den. Det kalder teologien for eskatologi. Hvis I nogensinde får lejlighed til at besøge Israel og tage til Gallilæa, så gør noget for at besøge Kæsarea Filippi.

Jeg har ofte læst og undret mig over, hvordan Kæsarea Filippi bogstavelig talt blev et vendepunkt for Jesus, for Peter og for disciplene og for det, vi i dag betegner som kristendom. Det er på det sted, Jesus spørger disciplene: „Hvem siger folk, jeg er?" Og han fortsætter og spørger: „Hvem siger I, jeg er?" Og Jesus fortsætter nu med at beskrive Peter som: Klippen!

Da jeg var kommet til stedet, kunne jeg jo se kraften og symbolikken i biblens ord og den måde som geografi og teologi fletter sig ind i hinanden på, fordi Kæsarea Filippi er en kæmpe væg af rød klippe. Stedet er både helligsted for en række græske og romerske guder og – bogstaveligt talt – vejens ende. Der er der kun ét at gøre, nemlig at vende om – og gå fremad. Og det er lige hvad Jesus gør. Det er her vi er nu sammen med ham – for vort indre blik og med vores ånd – her i påskeugen. Han forlod det jordiske Galilæa og er nu i byen Jerusalem.

Nu kommer jeg tilbage til menneskelivet, som vi kender det, du og jeg – fortravlet, velorganiseret, uorganiseret, vel vidende, at vi ikke har ret meget tid til at reflektere, og at ingen er interesseret i at høre om vore tanker. I denne påskeuge vil jeg gerne – sammen med jer – tage nogle få ord og vendinger frem og forsøge at folde dem ud.

Det er mit håb – midt i virvaret og virakken i denne uge – at biblens kendte og mindre kendte ord og vendinger i disse korte bibelske tekst-beskeder – sms beskeder – hvis jeg må kalde det det, må holde os på vejen til Golgata og videre til Galilæa efter Jesu opstandelse.


Selve prædiken til Palmesøndag

Markus 11,2: „Løs det” … er min første sms tekst besked.

Betania er en arabisk landsby i dag på bjergsiden som man nærmer sig Jerusalem. Man kommer forbi det på vejen fra Dødehavet og Jeriko. Man kører ad hovedvejen og fortsætter opad. Når man kører ind og ud af byen, ser man rigdommen, farven og følelserne forbundet med en moderne livsstil – lastbiler læsset med byggematerialer, kvinder belæsset med indkøbsposer, børn på vej til og fra skole, og vilde hunde, der klogt nok sover i skyggen. Midt i en anspændt og udfordrende nation, skinner det normale liv igennem alle modsætningerne – og det må vi takke Gud for.

„Løs det” … Her giver Biblen os det øjeblik, lige før Jesus skal gå ind i byen. Biblen giver os et indblik i hans overvejelser om, hvordan han skal gøre det, og hvorfor han skal gøre det på denne særlige og ekstraordinære måde. Æslet står – som æsler gør – og venter på noget. Æslet bliver løst af dem, der har fået autoritet til at gøre det af Messias.

Og de bruger virkelig denne autoritet – og dette løsen op er en særlig og bevidst handling, som sætter en voldsom reaktion i gang efterfulgt af en sand række af hændelser. Og bare to ord gør hele forskellen:

„Løs det.” Først og fremmest har vi det, jeg vil kalde ’perspektivet fra neden’: et æsel og ikke en hest; en tjener og ikke en konge. Og hvad der er allervigtigst: folket fra landet i stedet for byens mægtige. Jesu kongedømme kommer til udtryk som Marias søn og i hans kontakt direkte med de foragtede og afviste. Marias lovsang (fra sidste søndag) danser i musikken fra hendes søn. Ligesom han tog ordene og gjorde dem til Guds Riges handlinger i Galilæas landsbyer, på samme måde gør han nu ordene til Guds tjeners lidelse i byen Jerusalem.

I nogle traditioner fokuserer vi på parallellen til Kong Davids såkaldte triumferende indtog i Jerusalem. Men det er for overfladisk en parallel. Jesus vandrer SOM David, men han er ikke David. Han er på jorden, men fra himlen som Guds Søn. Der har været så mange vink, antydninger og fingerpeg i den retning. Jesu erklærede mål er at gå direkte til, eller i virkeligheden, direkte efter templet. I templet gør han næste dag bevidst to ting: Han går i gang med at drive de handlende ud, og han tilbagevinder selve templet som noget, der overgår alt det, som tempel har betydet for flertallet de sidste generationer: „Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationer.”

Jesus Jerusalems jøder på sporet igen af Guds løfte om, at han er Gud for alle nationer. Det genfindes hos nogle af profeterne. Og det svarer fuldstændig til indholdet i Marias Lovsang, som vi læste i Lukas evangeliet og med Simeons lovsang, som findes samme sted, og som vi særligt forbinder med kyndelmisse. Lyt bare til et par bidder fra disse lovsange, og føl strømmen af frihed, som vælder frem fra disse ord af Maria:

v51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
v52 han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe;
(Lukas 1,51-52)

Og af Simeon:

v30  For mine øjne har set din frelse,
v31  som du har beredt for alle folk:
v32  Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.

En ung kvindes stemme og en gammel mands – den ene fra det bakkede Galilæa og den anden i Jerusalems tempel – forenes nu i sang: Halleluja!

„Løs det.” Det er min sms tekst-besked til Palmesøndag. Denne løsnen, denne frigørelse af den guddommelige energi i Personen Jesus Messias over – og for – Jerusalem, giver kød og blod, lidelse og død, til de store, abstrakte og politiske ord: forløsning og frigørelse. Det kaos, der herskede i skaberværket, og som blev overskygget af Helligånden, det vender nu tilbage i menneskelig skikkelse i Guds Søn og dvæler i den sammensatte og komplicerede verden, som Gud skabte.

Det er det nye livs gave til os på Palmesøndag. Lad os gå. I vort eget liv og i det fælles: lad os: „Løse det.” SLUT.