Roskilde Prædikener. Påskedag

Tekst Annette Berg, sognepræst, Vig-Nr. Asmindrup Pastorat

Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden!

GLÆDE-LIG påske er det omsider - efter en lang sej vinter, synes mange - blevet tid til at kunne ønske for hinanden. Gid dine højtidsdage må blive glæde-lige ... LIG MED GLÆDE ... fyldt med glæde. Atter en ny start står på spring – en ny begyndelse - klar til at åbne sig... og folde sig ud lige foran os, med hver vores bagage ... med skrammer og ridser og smil og tårer og og og ...

Det er den mest vanvittige historie, der til dato har lydt i menneskehedens historie.

Påskens proklamation: „HAN ER OPSTÅET, HAN ER IKKE HER".

Der er ikke noget at sige til, at den historie har vagt forargelse og hovedrysten og ligegyldighed hos mange - ….den er bare for langt ude . hvad er det liiiiiiiiige, der er gang i. Ja, hvad er det liiiiige, der er gang i?

Vi får i dag Påskedag en sprække - et kik -  direkte ind i den ikke-fysiske væren, der er til stede i alle ting, der er fysiske. Vi får lov at slubre til os af den guddommelige rislende kilde, der stille flyder igennem det hele - uanset, hvad vi gør el. ikke gør. Den afslører sig selv påskemorgen i sin yderste konsekvens. Det er ret vildt og ret chokerende. Vi ser vort eget ansigt i vandspejlet, i kildens vandspejl.

Jeg véd, I søger …
Jeg ved, I længes ...
Jeg véd, I savner ...
Jeg ved, at sorgen og smerten nogen gange fylder alt i jer ... opgivenheden … vreden.

Jeg véd det hele ...

... fortæller Gud-kilden os.

JEG ER i jer.
JEG ER i dig.
JEG ER i det liv, der flyder i dine årer ...
JEG ER i den luft, du ånder ind og som du ånder ud.
… lyder det med påske basun fanfare og trompet trut.


„Han er opstået, han er ikke her.”

Du, der lige nu lytter til disse ord ...  eller læser dem - eller møder dem på anden vis.... er en del af den besked, der med netop de ord, mødte kvinderne. Du er en del af den evighed, de ord er dannet af. En del af den evighed, der er hinsides de utallige livsformer, der er til - og som alle er underkastet fødsel og død. En del af den evighed som = Guds evige væren - og som døden ikke afskære os fra … tværtimod …  døden er åbningen.

Denne smukke påskemorgen i dag – den 4. april 2010 ­- hvor naturen strutter og er ved at sprænge alle rammer og snærende begrænsninger. Aldrig før og aldrig siden denne dag. Åbn dig for den! Tag den ind.

Aperire - månedsnavnet april - kommer af dette latinske ord aperire: At åbne. Jorden er klar til at åbne sig, ta´ imod, blive tilsået. I april åbner året sig for alvor mod foråret og sommeren.

Også denne morgen står vi med udfordringen ...  vi står på kanten igen igen …   med den ene fod ud over afgrunden …  ned i graven ...  vi ser måske dybet ... mærker uroen, som så ufattelig mange mange mange gange i vores liv …  og netop ind i kaos´et lyder stemmen: „Frygt ikke!"

Hvorfor skulle kvinderne v. graven ikke være forfærdede, de havde jo lige mistet. Afgrunden havde lige opslugt meningen med det hele. Svaret er: „Nej, I har ikke mistet … han er bare gået i forvejen …”

Han er vejviseren. Påskemorgen er vores vej-retning.

Den følelse af forladthed, som kvinderne voldsomt må ha´ haft i sig, da de går ud til graven påskemorgen ...  denne følelse af kaos og isolation/tomhed er om noget en øjen-åbner-del af den menneskelige rejse.
Hele vejen og hele tiden har vi denne ”rejsefælde” med på vores livsrejse. Og den ”rejsefælde” er rigtig god til at lamme os med sin kulde og følelses-løshed, så vi begynder at leve som statuer og tror, at det eneste, vi kan, er at se til.  Livet foregår andre steder….  det gode liv foregår andre steder end lige her hos/for/i mig.
Så svært det end føles, er det netop i dét øjeblik, at vi bliver nødt til at BRYDE ind i livet igen ved at række ud efter det.
Og vi kan gøre det ved at række ud efter hvad som helst, for at røre ved det - uanset hvor lille eller tæt på, det er.

Hvis det er efterår i dit liv lige nu, så gnid et blad mod dit ansigt.
Hvis det er vinter i dit liv lige nu, så bræk et stykke is af.
Hvis det er forår, så rør ved en krokus, en påskelilje, en gren med knopper osv.

Dét kan føles skræmmende . at skulle bryde isolationen. Kvinderne gjorde det, uden at vide det,  da de gik ud til graven påskemorgen. Og for os bli´r de dermed et eksempel på, hvad der konkret kan være godt at gøre midt i kaos- og isolations-orkanens øje. De griber ud efter dét håndgribelige, de kunne gribe efter. Og dér blev de mødt og favnet. Af livet selv, der på ny åbnede sig for dem.


Kilden risler
Den risler stille

Og den gentar  hvert evige øjeblik den samme besked: Frygt ikke.
Lad dit hjerte åbne sig for netop de ord.

Glædelig påske.

Amen.