Roskilde Prædikener. Nytårsdag

Tekst Otto Lundgaard, sognepræst, Ringsted

Det er nytårsdag. Den første dag i det nye år.  Den første dag ved indgangen til et nyt år.  Og dagen, som mere end nogen anden dag i året indikerer og markerer, at det er den første dag i resten af mit liv.
„Den første dag i resten af mit liv". 

Der kan ikke ses bort fra, at der for de fleste af os ligger noget alvorligt i disse ord.  Ordene er det, der kan kaldes et memento; en påmindelse om at du allerede har brugt store dele af dit liv – og på hvad, dét ved du bedst med dig selv.  Men det liv, du nu har foran dig – det kan aldrig blive hele livet, kun resten af dit liv.

Derfor: „Er der noget i dit liv, du vil have ændret – så gør det nu!  Og gør det hellere i dag end i morgen og gør det på en dag som denne, den første dag ved indgangen til et nyt år og resten af dit liv.” Om det er disse alvorlige og fordringsfulde tanker, der får mennesker til at afgive det ene imponerende løfte efter det andet, hver eneste gang det er nytår – det kan jeg ikke svare på.  Men er der en handling, som en hel del af os foretager sig den 1. januar – udover at gøre hovedrent i stuerne, når vi er stået op – så er det at afgive et seriøst løfte, et nytårsforsæt, som skal gælde for resten af livet.  Hverken mere eller mindre.

Og hvad enten man afgiver sit nytårsforsæt stille for sig selv – eller man gør det i al fortrolighed med grødet stemme overfor et festklædt nytårsselskab – så er et nytårsforsæt et løfte, som man sandelig har tænkt sig at holde!  Ja, ofte er et nytårsforsæt den første beslutning, som overhovedet er truffet i det nye år, og derfor skal det naturligvis gælde for hele året (og livet med), ligesom formålsparagraffen altid nævnes først i et sæt vedtægter.  Så er tonen slået an – og den skal holde hele vejen!

Indrømmet: Det er et stort øjeblik – det er det altid – når man afgiver sit nytårsforsæt:  „I år vil jeg holde helt op med at ryge.  Jeg holder op i morgen.  Altså i morgen aften – når pakken er tømt.  Herefter vil jeg ikke ryge mere.  Måske til fester, men så kun til fester.  Og kommer der perioder, hvor behovet for røg er til stede, så allerhøjest ryge en tistyks-pakke om dagen – nej, om ugen."

Eller:  „I år vil jeg se mere til familien. Jeg vil besøge min gamle mor noget oftere – måske ikke hver uge, hvis der er travlt, men oftere.  Derudover vil jeg sætte tempoet ned.  Så jeg vil kun tage arbejde med hjem først på ugen.  Der skal også være tid til familien.  Og tid til at få spillet mere golf. Og få læst den Hanne Vibeke Holst-roman, min kone gav mig til jul.  For fire år siden."

Det er egentlig mærkeligt at tænke på, men jeg tror, at mange nytårsforsætter ville ændre adfærdsmønsteret radikalt hos rigtig mange mennesker – hvis de virkelig blev holdt.  Men det sker i grunden sjældent.  Og det er ikke fordi, der mangler viljestyrke, når nytårsforsættet skal afgives – men når man er nået et stykke ind i januar måned, så finder man ud af, de fleste nytårsforsætter er afgivet under pres.  Et pres, som man har pålagt sig selv i ønsket om at være herre over sin fremtid.

I det øjeblik, hvor nytårsforsættet blev afgivet, havde man selv en stærk tro på at man både ville og kunne holde dette løfte.  Men om det så skyldes begivenheder, som vi ikke er herre over, eller andre faktorer, der hindrer os i at holde, hvad vi har lovet os selv nytårsaften, så ender det i regelen ikke, som vi ønskede.  Ligesom sidste år. Og året før.

Og det kan et eller andet sted gøre os skuffede og modløse, når vi atter må konstatere den afgrund, der er mellem vilje og virkelighed:  „Jeg ville gerne holde op – men jeg har haft så travlt, så travlt, at der ikke har været den fornødne ro til at holde igen med 20 røg om dagen."  Eller: „Undskyld mange gange, jeg ved godt, at jeg ikke nåede vores aftale – men på fredag har jeg fri."

Skuffelsen har mange ansigter.  Fornægtelse og bortforklaringer eller flere nye løfter og en manglende lyst til at få talt problemet igennem. Og imens går livet videre.  Det kan vi ikke lave om på.  Eller rettere: Det kan vi heller ikke lave om på.

Men hvad kan vi så? Skal vi blot sidde resigneret med hænderne i skødet og lade begivenhederne gå deres vante gang?  Vi havde engang en drøm om at kunne påvirke vores liv i en retning, vi selv ønskede. Men når selv et nytårsforsæt ikke kan holdes – hvad kan vi så?

Vi kan ved indgangen til et nyt år (og resten af vores liv) lytte til de ord, som Vor Herre Jesus Kristus taler til os i evangeliet til i dag – og til alle dage.  Vi kan lytte – alt imens vi stille sidder i genkendelse af ordene fra Fadervor, som er den bøn, Jesus selv har lært os at bede.

Fadervor er den bøn, som passer noget så enestående til nytårsdag og de tanker, der fylder os.  For bønnen er både rettet bagud mod den fortid, som vi kender så godt og ikke kan gøre om, og forud mod fremtiden, som vi ikke kender overhovedet men gerne ville forandre og påvirke i den rigtige retning.

Tanken om vores egen, personlige skyld er en del af vores fortid.  Den skyld, der knytter sig til alt det gode, som vi ikke fik nået eller udrettet – og den skyld, der knytter sig til det onde, som vi fortryder vi fik sagt eller gjort.  Og tanken om vores magtesløshed – det er også en del af vores fremtid.  For vores magtesløshed knytter sig til vores vilje til at gøre vores indflydelse gældende; endskønt fortiden er rig på begivenheder, som vi ikke kunne påvirke det mindste.

Men i Fadervor lægger vi både vores fortid og fremtid i Guds hænder. Vi beder Gud om at forlade os vor skyld.  Vi beder Ham tilgive de mange gange, hvor vores vilje og gode intentioner ikke slog til – de mange gange, hvor vi havde det hele i munden, men ikke i hjertet.  I Fadervor beder vi Gud tilgive os vores fortid.

Og i Fadervor lægger vi også fremtiden i Guds hænder.  For når vi beder Gud om tilgivelse, så beder vi Ham give os en ny begyndelse.  En morgendag med nye muligheder og nye mennesker at dele morgendagen med.  Nye muligheder og nye mennesker at møde – det er det daglige brød, som vi ikke kan leve foruden, men som vi beder Gud om at give os hver eneste dag.

I Fadervor beder vi Gud om at give os vores fremtid. Når vi afgiver et nytårsforsæt – så stoler vi på vores egen vilje til at påvirke vores fremtid radikalt, at den ikke må bringe os flere af de skuffelser, som vores fortid i forvejen er så rig på. Men når vi beder til Gud – så gør vi det i troen og tilliden til Hans vilje til at give os en ny begyndelse.  For når vi beder, så gør vi det i håb.  Et håb, der rækker langt udover, hvad vi selv kan formå.

Vores bøn til Gud er mere end den inderlighed, der giver ro i sindet.  Omvendt er vores bøn til Gud ikke et smart, kristeligt salgstrick, der giver os garanti om at fjerne alle vanskeligheder fra vores vej og i tilgift få alle vores ønsker opfyldt. Vores bøn til Gud er ikke et nytårsforsæt – sat i en højere potens.

Men bønnen har at sige, at vi er sammen med Gud.  Folder vores hænder og lægger vores liv i Hans.  Bønnen har at sige, at Gud er nærværende, hører os, bøjer sig ned til os og tager imod os som dem vi er og med det vi formår.  Bønnen har at sige, at det, som vi beder om, ligger i Guds hænder.  Og hvad enten vi så får det, vi beder om, eller ikke – så er vi i bønnen under Hans velsignelse.  Også i dag.  Og også i morgen.

Heri kan vi lægge vores håb.  Et håb, der rækker langt ud over og selv og det, som vi selv mener at kunne påvirke.

Og med dette håb kan vi ønske hinanden: Glædeligt nytår!

Amen.