Palæet
Stændertorvet 3A
4000 Roskilde
Tlf 4638 1920
Fax 4638 1947
kmros(at)km.dk
Bo Nygaard Larsen
Tlf 4076 2151
E-mail

Tekst Frederik Berggren Smidt, sognepræst, Tersløse
24. juni 1948. Blokaden af Vestberlin begynder. En million mennesker er uden adgang til elementære fødevarer og er fuldt og helt afhængige af hjælp udefra. De allierede etablerer en luftbro. Tonsvis af mad flyves ind til Tempelhof lufthavn og fordeles ud til byens indbyggere.
Piloterne i disse flyvere blev elsket og beundret af en taknemmelig vestberlinsk befolkning. Nogle af piloterne lavede små faldskærmspakker med slik og chokolade til børnene i byen, pakker som de kastede ud af vinduerne, når de fløj ind over Vestberlin. Det var andre slags bomber end Berlin havde oplevet blot få år forinden, og flyverne fik hurtigt tilnavnet „Rosinbomberne."
På et billede fra dengang ses en flok børn der spejder efter den næste flyver med søde sager. Berlin kiggede op under disse 11 lange måneder som blokaden varede. De så op med forventning. De vidste, hvor hjælpen kom fra.
Vi mennesker vil før eller siden få brug for hjælp udefra. Det kan de Berlinske børn fra billedet ved Tempelhof minde os om. Når vi lader Jesus lande i vores liv og tager mod provianten fra hans hjertes lastrum kan vi opleve det. Han har givet os sig selv. Han lod sig bryde som brødet, da han blev gennembordet på korset for vores overtrædelser.
Ved hans sår bliver vi helbredt og det er det mirakel vi kan få del i, når vi fejrer det fælles kærlighedsmåltid senere i gudstjenesten. her henter vi livets brød ned fra himlen og kan i rigt mål fylde os med indsigt og erkendelse af, hvad vi skal tro og gøre. Denne visdom gav Jesus i sin tid videre til sine apostle og siden er visdommen gået i arv i slægt efter slægt frem til i dag, hvor to små piger gennem dåben nu også har fået adgang til livets brød.
Her i fastetiden kan vi spørge os selv: Hvad er det jeg fylder mig med i min hverdag? Hvor finder jeg næring til mit liv og til min gerning. Det nemme er selvfølgelig at holde sig til fast-food og hurtig underholdning. Hver fredag ser jeg programmet X-faktor i fjernsynet med familien. Her er vindere og tabere, spænding og dramatik. Det er god underholdning, men det har slået mig, at jeg ikke kan huske hvem der var med i det program for to år siden. Det er som franskbrød, det smager godt, men virkningen er kort.
Underholdning betyder at holde under noget, at bære noget frem. To show, som det hedder på engelsk. Men hvis vi kun fylder os med det lette brød der kommer og går fra år til år går vi glip af den underholdning Gud har til os. Derfor er der en god sammenhæng i at se X-faktor om fredagen og gå i kirke om søndagen. Her opsøger vi det mirakel som livets brød kan betyde og opleve betydningen af at lade sig underholde af Gud.
I apostlenes gerninger står der om de første kristne: De holdt fast ved brødets apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne…og der skete mange tegn og undere.
Læg mærke til rækkefølgen. Når vi holder fast ved brødets brydelse og bønner, så vil vi i tilgift få store tegn og undere at se. Brødet deler vi i kirken, bønnen er at gå ud i dit liv og din hverdag og dele den gave du har fået.
Da vi tidligere hørte om dengang, Gud underholdte sit folk under ørkenvandringen og lod det regne med brød fra himlen – lagde vi så mærke til hvad der skete? Enhver kunne tage, hvad han og hun havde brug for til de mennesker, der var i deres telt. Og der var vel at mærke nok til at alle kunne mætte sig efter behov.
På samme måde skal forældre i dag også dele det brød Gud giver os med deres børn. Vi skal som forældre, bedsteforældre og faddere sørge for at troen på Gud bliver en levende del af barnets hverdag. Lærer vi livets brød at kende allerede som børn, kan det vise sig at blive det vigtigste rejsegods at få med sig i livet. Og der er rigeligt at få.
Gudløse ateister søger i disse år at bilde os ind, at livets brød er overflødigt. At vi bare skal lade os underholde af det vi selv kan frembringe. Prøv at sige det til danske soldater i Helmand og til andre udsatte mennesker i verdens brændpunkter. Der er situationer, hvor den gudløses løgn om menneskelivet bliver afsløret. Den gudløse har nemlig djævelen til far og tjener ham med sine løgne.
Derfor forsager vi som kristne djævelen og alle hans gerninger, når vi i vores hverdag ved livets fronter holder os til brødets brydelse og bønnerne.
Vi skal stride troens gode strid og give de gudløse kam til deres hår. Det er nu og her det gælder i tiden frem til den dag, hvor Jesus vender tilbage fra Guds højre hånd for at dømme og frelse. Her gælder ingen lunken tilslutning. Her skal de, der fulgte Jesus, mættes med evigt liv på den nye jord under den nye himmel.
„Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”
Lad de små komme til mig, siger Jesus, lær af dem at have tillid til jeres himmelske Far. Lad også os i dag blive mindet om at vi skal mætte os med det brød vi får fra Gud og dele det med andre.
Joahnnes 6, 24-35 (36-37)
Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham:
„Rabbi, hvornår er du kommet hertil?" Jesus svarede dem: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på."
Så sagde de til ham: „Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?" Jesus svarede dem: „Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt." Da sagde de til ham: „Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: 'Brød fra himlen gav han dem at spise.' "
Jesus sagde så til dem: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: „Herre, giv os altid det brød!"
Jesus sagde til dem: „Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. (Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort)".
Billedtekst Brødet
Foto Istockphoto