Roskilde Prædikener. Mariæ bebudelse

Tekst Henrik Fuglsang-Damgaard, sognepræst, Sct. Bendts Kirke, Ringsted

Prædikenen blev afholdt i forbindelse med Stiftsdagen søndag den 21. marts. Her var temaet kirkens kommunikation, og det er også temaet i denne prædiken.

For et par år siden udgav vores tidligere biskop, Jan Lindhardt, en erindringsbog.  Det skal råbes hedder bogen. Der er næppe tvivl om, at den titel er inspireret af Jesu ord om, at „I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i øret. Og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene."  Råb er også en form for kommunikation. Envejs ganske vist. Men effektiv, med mindre man da råber for døve ører.

Hvad er det så, som skal råbes? Naturligvis ikke hvad som helst. Det skal råbes, at Gud elsker verden så højt, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.  Det skal også råbes, hvad Jesus siger om sig selv: at han er vejen, sandheden og livet. Det er kristendommens påstand, at vejen til Gud går gennem Kristus.  Alle andre veje ender blindt. 

For nylig har højtstående gejstlige i vores egen folkekirke slået til lyd for, at også andre religioner kan føre til Gud. Men den slags kan man kun hævde, hvis man er villig til at sælge ud af arvesølvet. Og gerne vender det døve øre til, når Jesus slår fast, at ingen kommer til Faderen undtagen ved ham.

Hvem er det så, der skal råbe? Det skal jeg som præst.  Det er mit arbejde. Og det er det, som jeg får min løn for. Men du må gerne være med. Det lyder også af mere, når vi er mange, som råber.

Engang var stort set alle danskere kristne. Sådan er det ikke længere. Før vi fik Grundloven i 1849, skulle alle her i landet døbes. Om nødvendigt med tvang. Nu kan man jo ikke tvinge folk til at tro. Eller til at være kristne. Men de skal da have tilbuddet.

I en tid, hvor kristendommen ikke længere gennemsyrer samfundet og måske er ved at glide ud af danskernes bevidsthed – da er det vigtigt, ja nødvendigt, at vi råber folk op. I sin bog skriver Lindhardt:  „At gemme det gode budskab finder jeg direkte umoralsk.” 

Jeg er helt enig.  Vi må ikke putte med evangeliet. Det svarer til, at man har en kostbar sten gemt i et smykkeskrin. Men lukker man aldrig skrinet op, får ingen nogen sinde herlighederne at se. Nej, det gode budskab skal råbes. Af dig og af mig. Og du må gerne kalde det mission.

Hvor er det så, at der skal råbes?  Fra tagene siger Jesus. Prædikestolene har traditionelt været betragtet som de tage, Jesus taler om.  Og sandt er det, at man her kommer højt til vejrs. Fra landets prædikestole har præsterne i århundreder om ikke råbt – så i hvert fald prædiket det gode budskab.

Som kan lyde fra mange platforme.  Når Jesus taler om tage, så mener han alle vegne, hvor man kan være sikker på at blive hørt.  Den slags steder er der mange af.  Man kan for eksempel råbe op i medierne.

Kristendommen skal på dagsordenen. Og i hvert fald ikke ud af det offentlige rum. Tværtimod. Det betyder ikke, at vi skal til at indføre religiøse eller kristne love til at regulere vort samfund. Den slags kristne love og bestemmelser findes slet ikke.  Men det betyder, at vi overalt - i tide og utide – skal lade andre vide, at det med Gud, Jesus og kristendommen er noget, som det er værd at holde sig til.

Hvem skal råbe? Det skal du og jeg.
Hvad skal vi råbe? At Jesus er vejen, sandheden og livet.
Hvor skal vi råbe? Her, der og alle vegne.

Jeg ved, at det har været en lang dag. Og jeg skal ikke trætte dig med mange flere ord. Der er såmænd heller ikke så meget at tilføje. Det skal råbes.

Hvordan er du forhåbentlig i løbet af dagen blevet meget klogere på. Nu gælder det bare om at komme i gang.

Amen.