Roskilde Prædikener. Langfredag

Tekst Jens Gunner Arendt, domprovst, Roskilde

En film, som delte publikum og kirke for få år siden, er Mel Gibsons film om de 12 sidste timer i Jesu liv, The passion of Christ. Den udpensler lidelsen, så den næsten får en virkning stik imod den tilsigtede. Filmen med dens vold og blod tager sit emne alvorligt: „Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder".

Det er gjort på andre tider. Den sene gotik. Renæssancens gribende skildringer af korsfæstelsen. Udpenslingerne af oplysningstidens åndelige broder pietismen. Vækkelsesbevægelsernes vægtlæggen på blodet.  „Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede.”  Gal 3,1.
Det er en trang til at vise, at det er virkeligt; det er sket.

Det er ikke en motionscykelteologi. En motioncykel kommer man ingen vegne med, men  man får alligevel den samme motion som på en rigtig cykeltur. I motionscykelkristendommen er det vigtigste, at det foregår i en historie i stedet for, at det foregår i historien.

Kunsten og Mel Gibson og vækkelsesbevægelsen tager tilskueren og tilhøreren med  til gerningsstedet. Det er det sted, hvor en ugerning er blevet begået; Forbryderen vender tilbage til gerningsstedet. Det er godt.  For det afslører skylden.

Men det ville ikke være godt, hvis den, der have gjort en god gerning, vendte tilbage til gerningsstedet. Det ville være selvretfærdigt og selvgodt. Men hvem er så gerningsmanden? Jøderne eller romerne. Pilatus?

Han er det eneste menneske, som har fået sit navn med i trosbekendelsen foruden Maria. Men når der står „pint under Pontius Pilatus” , så menes der ikke „pint af Pontius Pilatus”. Ligesom når der står, at Jesus blev født mens Quirinius var statholder. Det er en tidsangivelse for at vise, at det er noget, der skete i historien og ikke blot som i eventyret.

Pilatus er som dommeren i X-factor. Han aflæser at SMS stemmerne siger: „Barabbas”. Og så beklager han, at han må sende den bedste mand ud i kulden eller op på Golgatha, og vasker hænder og fortæller, at hans kone ikke har sovet den halve nat.

Golgatha er ikke jødernes eller romernes eller ypperstepræstens eller Pilatus gerningssted. Det dit og mit gerningssted. Som Kingo synger: „og når på din dom ,jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder.”
Gerningsstedet er det sted man hele tiden vender tilbage til. At komme til gudstjeneste, det er at vende tilbage til gerningsstedet. At gå til alters er at vende tilbage til gerningsstedet.

Men det, som er stedet for menneskers gerning, det er også stedet for Guds gerning. Vi vender tilbage til gerningsstedet, hver gang vi bekender troen. Normalt kan et alibi redde een hvis man er anklaget. Hvis en forbryder kan vise, at han ikke var på gerningsstedet på ulykkestidspunktet, så er han frikendt. Her er det omvendt. Den der fornægter sin skyld, at han ikke har lod og del i det, som skete på Golgatha, står netop i vejen for sin frifindelse.

I evangeliets verden, på Golgatha , falder bekendelse og frifindelse sammen. Hvis vi ikke kan se vores egen gerning på Golgatha, kan vi heller ikke se Guds gerning på Golgatha. Når vi går til alters, ser vi korsfæstelsen (i Roskilde Domkirke og mange andre steder). Ja, vi er blandt den kreds af mennesker, som er samlet omkring korset som tilskuere og tilråbere. Men det er netop, når vi går til alters, at vi ser korsfæstelsen. Det, som kaldes „den nye pagt i mit blod” er bekræftelsen på, at vi er taget ind i fællesskab med ham, hvis gerningssted også er vores gerningssted.

Amen.