Roskilde Prædikener. Pinsedag

Tekst Lars Poulsen, provst, Ringsted-Sorø Provsti

Uddannelsen til præst i folkekirken omfatter et halvt år på pastoralseminariet og praktik i et sogn. I min tid var praktikken på 14 dage! Det lyder ikke af meget, men det falder på et tidspunkt, hvor man er meget åben, meget modtagelig. Jeg kan stadig vende tilbage til erfaringer hos praktikpræsten.

Det er derfor ikke nedladende, det er ikke med et skævt smil, når jeg fortæller, at jeg allerbedst husker, at man i det pågældende sogn havde en stol med en stor plet.

For at sige det som det er, så var der tisset på stolesædet. Der kom nemlig meget ofte en mand, som ikke kunne holde sig tør. Det er ikke lækkert, men man tog godt imod manden og anviste ham hver gang den samme stol, for nu var den jo plettet. Hjemme hos os i Bromme Kirke havde herskabet på Ødemark Gods sin reserverede bænk. Deres faste plads. I praktikkirken havde manden med tis i bukserne sin faste plads.

Oplevelsen oplivede mig. Det sagde noget fantastisk om den kirke, hvor jeg skulle ud og søge job. Tænk at der var overskud til at tage godt imod en mand, der tisser på stolen. Så er der vel også en stol til hende, som siger mærkelige ord, ham der står uden for Brugsen med en billig guldbajer og til dampbørnene. Hvor i samfundet indretter man sig ellers på at tage imod de mindre pæne?

Siden er der gået mange år. Jeg er blevet ældre.  Mere sat. Som provst er jeg kommet til at bruge meget tid på regnskaberne, reglerne og ordenen. Det har været en berigende oplevelse at komme på syn og møde engagerede menighedsrådsmedlemmer og ansatte. Der er heller ikke noget skævt smil om munden, når jeg nu beretter om min glæde ved at se, hvor stolt og omhyggeligt, man passer på sine kirker. Som vi skriver i synsrapporterne: Særdeles velholdte kirker. De ligger der og vidner om lokale menneskers kærlighed til kirken.

Jeg har ikke set nogen plettede stole.

Kan I se dilemmaet? Der er mellem de to glædelige erfaringer samme spænding som mellem denne gudstjenestes to læsninger. På den ene side verdensdomsscenen, hvor Vorherre lærer os, at kærlighed til Gud betyder at give den sultne mad, besøge den fængslede, sidde ved den syge osv. Og på den anden side salvningen i Betania, hvor Jesus accepterer at blive tilbedt med et fuldstændig ødselt forbrug af enorm kostbar nardusolie. De forargede tænkte straks på de fattige, men Jesus holdt hånden over kvinden med salven. Lad hende være, sagde han. Det er i orden, hvad hun gør.

Der er i mine to adskilte erfaringer indbygget samme spænding som i at mødes til landemodegudstjeneste i denne pragtfulde nyrestaurerede katedral og herinde bede for de ensomme, flygtningene og misbrugerne.

Hvordan skal vi som kristen kirke i Roskilde stift manøvrere imellem Betaniakvindens og dem på kongens højre sides vidt forskellige måder at leve deres tro?

Som jeg ser mig selv og kirken, er vi bedst til det med nardusolien. Der er så pænt. Det var Thøger Olesen, som i 60’erne skrev protestsangeren Cæsars sang om hippiernes mødested Storkespirngvandet:  „Dreng' og pier med cowbowbukse-lår bare tær og Beatles-hår samles flokkevis på Ama'rtorv. Ali bali ali bali bi Vi går aldrig mere forbi det store stygge storkespirngvand”. Sangen indeholder linjerne: Al den pænhed er som kloroform kedsomheden er enorm.

Er det rigtigt, at pænheden ligger en bedøvende dyne hen over os? Vi er ikke bare pæne. Vi er kun pæne. For pænheden har det med at tage magten.

Der var en mand, som på P-pladsen ved Pedersborg kirke betroede os andre, at det er et helvede at have en splinterny bil. Vi havde talt om, hvordan man tidligere vedligeholdt sin bil sammenlignet med moderne metallakerede biler, hvor hver eneste ridse eller mathed efter reparation bliver tydelig. Det kan godt være, at ejere af ældre biler med hyppige motorproblemer ville misunde den nye bil, men jeg tror, at det med helvede gik på, at den nye bil sommetider skaber så mange begrænsninger. Den skal først og fremmest være pæn, og derfor kan man ikke bare bruge den til alt muligt praktisk. Hullede grusveje eller transport af beskidt udstyr til friluftsliv undgås, indtil bilen har en vis alder.

Den pæne bil bliver en begrænsning, pænheden tyranniserer. Det var nok tilfældigt, at han talte om bilen. Pænheden sniger sig ind på os på mange andre måder. Det er vigtigere, hvordan skjorten og jakken passede sammen på ham, der var i fjernsynet, end hvad han sagde. Der er oven i købet nogen, som kan se, om jakken var et pænt mærke. Parcelhusene skal have pæne forhaver, vi skal have pæne børn, og det er alt sammen meget godt, hvis det ikke som bilen bliver en begrænsning i vores livsudfoldelse. Form på bekostning af indhold. Kreativitet og spontanitet og livsudfoldelse roder nu engang, men der skal være pænt, og så vælger vi det indsnævrede. Pænheden er som kloroform.

Vi skal passe meget på, at pænhedstyranniet ikke også flytter ind i kirken. Vi kalder det nardusolie, vi siger at det er til Guds ære, men det gør måske, at vi smider stolene til de upæne ud.

I sit udgangspunkt er der ikke noget pænt over kirken. Kristendommens sammenfattende symbol korset kan godt nok fremstilles i smukke stiliserede udgaver. Det er rigtig pænt, når det hvide kors på den røde bunde vejer over en dansk sommerhave. Men Jesu kors er en mishandlet mand med blod og et fortvivlet skrig. Jesu kors er ligeså afskyeligt og grimt som en flygtningelejr eller en markedsplads efter udløsningen af en bilbombe.

Jesu kors er lige så lidt pænt som børn der sulter eller en kvinde, der mishandles af sin mand. Og den manglende pænhed er kirkens udgangspunkt. Da kvinder efter langfredags rædsler kom for at salve liget var Jesus allerede væk. De nåede det ikke. De så ham igen med naglehuller i hænderne og spydsår i siden. Kirkens udganspunkt er et kors og Jesus, som går foran os.

Vores Herre er og mester er ikke en coach eller terapeut, som siger: hvad synes du selv? Vores Herre går selv foran os. Når jeg dumt spørger om, hvordan vi manøvrerer i dilemmaet mellem nardusolie og besøg hos den sultne eller den fængslede, så har Jesus allerede vist vejen. I kender selv testamentets utallige eksempler.

Da en blind råber efter Jesus, da en foragtet tolder sidder i træet for at se ham, da de vil stene en kvinde grebet i utugt, da kvinderne kommer slæbende med deres umodne børn osv. Hver gang vælger Jesus sit renomme fra og giver plads til de påtrængende. I stedet for at holde stilen som ærværdig lærer sætter han sig over for de mindre pæne. Jesus er omgivet af plettede stole.

Det er i alle disse fortællinger, vi skal hente energien til at bryde pænhedens bedøvelse. Når et menighedsråd ser stort på tidens strategier for kirkegårdsdrift og siger til graveren: du skal først og fremmest have tid til at tale med de sørgende som kommer til gravstedet, så fastholder det menighedsråd evangeliets kraft.

På samme måde er der kraft i evangeliet til tålmodighed med dem, der ikke er fortrolige med vores flotte liturgi og smukke orgeltoner, plads til dem, som man ellers helst ikke vil ses sammen med  - og overbærenhed med ham der lugter af tis.

Kvinden, som fik lov til at hælde den pæne nardusolie ud over Jesus, var vist nok en, som de andre kaldte en tøjte. Vore principper om afgrænsning mellem pænhed og imødekommenhed smuldrer. Vi har kun Jesu eget liv at lade os lede af.

Så derfor:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.