Roskilde Prædikener. Kristi Himmelfart

Tekst Christina Helene Ørskov Christensen, sognepræst ved Antvorskov kirke og Korshærspræst i Slagelse og Korsør

Det var en eftermiddag, og Sankt Peter viste rundt oppe i himlen.
„Bag denne dør bor alle katolikkerne, der er i himlen”, sagde sankt Peter, og rejseselskabet nikkede og lyttede.
Så gik de videre.
„Bag denne dør bor alle de baptister, der er i himlen”, forklarede han så ved den næste dør.
Efter de havde set en halv snes døre, og de besøgende havde kommenteret og glædet sig over alle de boliger der er i himlen vendte Sankt Peter sig imod dem og sagde:
„Schhh”! og holdt fingeren for munden mens de nærmede sig endnu en dør – „Helt stille”, hviskede han, og da han stod foran døren sagde han med meget lille stemme, hviskende:
„Bag, denne dør er alle de lutheranere, der er i himlen”.
Da spurgte en fra rejseselskabet, da de var kommet lidt der fra: „Hvorfor skulle vi egentlig være stille foran den dør med alle lutheranerne bagved?” Og Sankt Peter svarede: Fordi Lutheranerne tror stadig væk at de er de eneste i himlen.

Ja, snakken om himmelen har gennem tiderne givet megen anledning til diskussion om hvem der var de sande kristne, ja hvem der levede det sande og rigtige liv. Ja, denne diskussion har givet anledning til megen fordømmelse. Og det er også himlen der er omdrejningspunktet for dagens tekst.

Den dag, da Kristus steg til himmels, da stod himmel og jord i ét, ikke at det regnede som når vi bruger betegnelsen: Himmel og jord står i et, men det himmelske og det jordiske var forbundet. Vi kan prøve at forestille os hvordan himlen åbnede sig, som når to skyer glider fra hinanden, og hvis vi havde stået der som disciplene, havde vi nok stået med hovedet godt bag over – og set Jesus  forsvinde op i skyen. Og det sidste vi ville kunne se af ham ville være hans fødder.

 

Det må have været en måbende oplevelse – „hvad skete der lige der”, må disciplene have tænkt. De havde lige nået at glæde sig over, at Jesus ikke var død alligevel, men at han var opstanden, og at han var blandt dem  - og lige pludselig var han væk igen.

Kristi Himmelfart, helligdagen, der ligger i tidsrummet mellem opstandelsens påskemorgen og helligåndens komme pinse morgen er for mange en lidt luftig størrelse, og det er ikke en af de helligdage, de fejres stort i den brede danske befolkning.

Selvom Kristi Himmelfart ikke er en af de dage, som fejres stort i den brede befolkning er det alligevel en festdag, og det var det også for disciplene selvom det også var en afskedsdag, for som der står : fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem. De glædede sig over det, som skete her ved Jesu himmelfart – fordi de havde set og forstået noget af, hvad Kristi himmelfart betyder. For dem var det ikke bare en luftig størrelse, for dem fik Kristus placering i himlen afgørende betydning.

 

Også vi kender betydningen – vi siger den søndag efter søndag i  trosbekendelsen. „På tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.

Og det er det vi fejrer ved Kristi himmelfart - at kongesønnen er vendt hjem. At Kristus er vendt hjem efter at han har været ude og kæmpe slaget, hvor han vandt over dødens og mørkets kræfter, og tog al vores synd og fejltrin på sig - han banede en vej for mennesket til Gud, og det at Kristus er vendt hjem for at dømme levende og døde betyder at vi er sat fri. Fri fra at at være vores egen eller hinandens dommer, frie fra at skulle dømme hvad der er rigtigt og forkert.

Vi er frie til at lade en anden dømme os, nemlig ham, der dømmer gennem kærlighedens briller frem for gennem foragtelsens og forargelsens briller.

Men der er også noget andet, der gør at Kristi Himmelfart er en festdag. Vi siger at Pinse det er kirkens fødselsdag, men Kristi Himmelfart er den dag det hele begynder. Det er den dag, hvor disciplene sendes ud for at være vidner om det de har set, og hvor de skal prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. Ja, vi kan sige, at kirken bygger på Kristi fravær, at han steg til himmels, og at han sendte sin ånd i stedet – kraften fra det høje.

Det som vi altså også tager fat på med Kristi Himmelfart er hele missionstemaet. „Prædik syndernes forladelse for alle folkeslag”, lød budskabet, fortæl og viderebring Guds grænsesprængende kærlighed  ikke bare til dine naboer eller for dine landsmænd, men til alle folkeslag.

Disciplene fik her en opgave der handlede om kulturmøde, om at møde det fremmede – den fremmede med evangeliets budskab – om at udbrede budskabet om Guds kærlighed til alle folkeslag.

Jesus sendte din disciple ud med sin ånd, ikke med kirkens ånd, der gennem historien har begået mange fejltagelser i forsøget på at udbrede kristendommen, men han sendte dem sin kærligheds ånd – den ånd, som ikke fordømmer og dømmer folk ude, men som ser mangfoldigheden som Guds skaberværk.

Ja, Kristi Himmelfart er dagen , hvor vi fejrer at himmel og jord stod i ét, at himmel og jord blev forbundet. Vi fejrer at Kristus tog sæde ved Faderens højre hånd, at han banede en vej for os ind i himlen. Det er dagen, hvor vi også hører spørgsmålet: Hvorfor står I og ser mod himlen, hans ånd er jo midt iblandt jer – og I har en opgave indtil han kommer igen. Ikke en opgave, der handler om at dømme og fordømme, men som handler om at vidne om kristi kærlighed, der rummer det hele, også alt det, der i vore øjne ikke ville give adgang til himlen. Med Kristus blev det himmelske og det jordiske forbundet, han er den der skal dømme en dag, og i dag sender han sin ånd til os, som han sendte den til disciplene til trøst og opbyggelse og for at vi må gi den videre.