Politikere prædiker. Ida Auken

Tekst Ida Auken, miljøminister, SF

Prædikenen blev afholdt søndag den 16. juni i Frederiksberg Kirke

Evangelieteksten til i dag er fra Lukasevangeliet 14, 25-35:
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: 'Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: 

Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
 

 

Prædiken
Du skal hade din mor og din far, dine søstre og dine brødre. Du skal hade din ægtefælle og dine børn. Ja sågar dit eget liv skal du hade. Det er ikke så lidt, Jesus kræver af os i dagens tekst. Det første, jeg tænkte, var, at man jo nærmest skal være teenager igen, for at kunne opbyde så meget had – både til sine forældre og til sig selv. Men det er jo nok ikke den form for fremmedgjort had, Jesus her taler om. Men hvad mon han så mener?

Teksten har vakt hovedbrud og forargelse lige siden den blev skrevet. Det må have været en lige så stor skandale, dengang Jesus først sagde ordene, som det forekommer os i dag. På Jesu tid var familien og ikke mindst slægten altafgørende. Et menneske blev ikke opfattet som et fritstående og selvstændigt individ på samme måde, som vi tænker på det idag. 

Havde man ikke sin familie, var der ingen til at forsørge en. Man var nærmest uden eksistens. Og vovede man at bringe skam over slægten, ja så var det vel egentlig bedre, at man var død. Kravet om at hade sin familie var derfor cirka lige så uhørt dengang, som det i dag vil være at sige, at man ikke bryder sig om sine egne børn.

Man kunne forsøge at forklare teksten på den måde, at det Jesus kræver af os, er så uopnåeligt, at det alligevel ikke kan lade sig gøre: Vi mennesker er simpelthen ikke i stand til at hade både vores familie og vores eget liv. Så når Jesus alligevel kræver det af os, er det for, at vi skal lære, at vi alligevel aldrig kan leve op til hans bud. 

Bjergprædiken, hvor Jesus befaler os at vende den anden kind til, hvis nogen slår os og til at rive vores øje ud, hvis vi kommer til at kigge lidt for længe på en andens ægtefælle, er blevet udlagt på samme måde: Jesu moralske bud til os, er så omfattende, at intet menneske kan leve op til dem. Derfor skal de blot skabe den erkendelse i os, at vi er syndere, der aldrig kan leve op til Jesu bud, og derfor har ualmindelig meget brug for hans nåde og tilgivelse. Men er det ikke en lidt for let fortolkning? Må vi ikke antage, at Jesus virkelig mener, at vi skal hade vores familie og os selv?

I disse selvudviklingstider får vi ellers dagligt at vide, at vi skal elske os selv. Allerhelst skal vi bruge en masse penge og kræfter på at opnå den rette form for selvkærlighed. Vi skal gå på sælg-dig-selv-kurser og i kurbad. Vi skal pleje vores hud og vores hår samt finde vores indre superhelt frem. Som en vigtig del af det at have personlig succes, hører naturligvis også, at man får skabt sig en smuk og sund familie samt et præsentabelt hjem fyldt af pæne ting. 

Hvis ikke man havde andet at gå op i, er der idealer nok, et moderne menneske kan bruge sit liv på at stræbe efter. Jeg er sikker på, at havde Jesus levet i dag, havde han tordnet mod den selvoptagelse, som hele denne industri fremelsker i os. Her kan vi i hvert fald finde noget af svaret på, hvad det betyder at hade sig selv.

Men Jesus har naturligvis ikke kendt hele selvudviklingsbølgen og alle dens udspekulerede købmænd. Det er derfor nok heller ikke det, han hentyder til. Jeg tror, vi skal forstå ham helt bogstaveligt. Vi skal hade vores familie og os selv.

Tanken går nærmest i stå, når vi kommer til denne indsigt. Det kan vi da ikke. Vi elsker jo vores familie og for det meste også os selv. De fleste af os har brugt et helt liv på at udvikle en kærlighed til de mennesker, der omgiver os. Vi er tæt knyttet til dem, og dét er for meget at kræve. Men så snart tanken er sat i gang, må den alligevel tænkes den til ende. Vi må konstatere, at hvis der er noget, der binder os som mennesker og måske holder os fra at elske andre – selv den fremmede – og behandle dem som vores næste, ja så er det vores egeninteresse og behovet for at beskytte vores familie.

Kierkegaard taler om denne kval i Kærlighedens Gjerninger. I denne tekst viser han netop, hvordan den romantiske kærlighed og selvkærligheden står i vejen for den sande næstekærlighed. Skal vi være sandt kristne og forsøge at leve op til Jesu bud, må vi altså forsøge at forestille os en situation, hvor vi er så frie til at elske andre mennesker, at det ikke spiller en rolle, om vi er i familie med dem eller ved, at de kan bidrage til at berige vores liv. Det er en krævende tanke, men også en tanke, der udfordrer os til at tænke anderledes om os selv og hinanden.   

I Jesu ord ligger der samtidig en hjælp til at slippe fri af negative relationer. Familien er jo ikke altid en tryg favn, man kan slumre ind i. For mange er familien netop det, der gør, at de har og får et udfordret liv. Hvis nogen skulle være i tvivl om dette, kan de blot se på den store hær af psykoanalytikere og psykologer, der arbejde med at hjælpe folk ud af negative relationer. For mange mennesker vil en afstand til familien således også være netop den befrielse, de havde brug for for at blive voksne og hele mennesker. Men det kan være en kamp. I teksterne til i dag får vi dog tryghed for, at Jesus altid er på den kæmpendes side. Han tugter de trygge og trøster de spage.

Når vi læser teksten i dag, bør vi tage et niveau mere med – udover familien, slægten og os selv. For er ikke nationalismen denne histories overbygning? Nationalismen er netop forlængelsen af familien og slægten som et stort lukket fællesskab. Må vi ikke også forestille os, at til det at hade sin familie og sin slægt hører at gøre sig fri af nationalismen? 

Her taler jeg selvfølgelig ikke om den fredsommelige nationalfølelse, der kan gribe os alle i disse VM-tider. Jeg taler om den form for lukkethed, der gør det vanskeligt for udlændinge at blive en del af det danske samfund, og som af og til forhindrer os i at få det bedste ud af internationale forbindelser. Den form for uopmærksomhed, der fører til, at vi ikke lige få inviteret vores amerikanske eller tyrkiske nabo med til havefesten. Og ikke mindst den form for opdeling af samfundet i et „os” og et „dem”, der desværre stadig gør livet i Danmark vanskeligt for mange mennesker. Den form for nationalisme bør vi i lige så høj grad forsøge at sætte os fri af.

I teksten fra Johannes Åbenbaring, som vi hørte for lidt siden, fik vi også dundertale. Her fik vi at vide: „Du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.” 

Her er samme kompromisløshed på spil. Som kristen går det ikke, at gå sådan lidt selvtilfreds rundt og ikke rigtig mene, at det for alvor ændrer ens liv, at man har valgt at bekende sig til denne tro. Det er en lunken tilgang. Vi må være enten kolde eller varme. Det har betydning, hvad vi gør. 

Og vi skal gøre det helhjertet. Vi må forsøge at træde fuldt og helt over i den nye identitet, vi har fået som kristne. Vi må virkelig forsøge at smide selvoptagetheden fra os og bryde ud af kernefamiliens og nationens faste favntag, hvor vi ofte og alt for hurtigt lukker os om os selv. Vi må føle os forpligtet på hinanden og på at ville verden noget. I evangelieteksten siger Jesus det klart, vi skal være salt for verden, vi skal have kraft og styrke, og ikke gå rundt som lunkne og usaltede væsener.

Det betyder dog ikke, at vi skal lægge al fornuft fra os og blive sekteriske og vanvittige. Tværtimod. I vores nye helhjertede eksistens gælder alle de samme indsigter som før. Jesus siger det klart: lad være med at gå i krig med 10.000 mand, hvis fjenden har 20.000. Det er dumt. Og giv dig ikke til i at bygge et hus, du ikke kan fuldføre. Din nye identitet som kristen giver dig altså ikke lov til at lægge hjernen på hylden og blindt følge en andens befalinger, og den er ikke et carte blanche til at begynde at reagere umodent.

Når man tænker på nogle af de meget højreorienterede kristne grupper, både i USA og Danmark, tænker jeg, at de har glemt at læse anden del af teksten. Det er som om de ikke har forstået, at deres kristenliv ikke berettiger til at kaste sig ud i hovedløse handlinger og i benægtelse af al verdslig viden. De har ikke forstået, at almindelig matematik, biologi og evolutionslære styrker den menneskelige fornuft og styrker vores forståelse af verden. De har ikke forstået, at man ikke skal kaste sig ud i et korstog mod unge mennesker på Nørrebro uden andet formål end chikane. Hvis ikke vi forsøger at forstå verden omkring os og den måde, den virker på, bliver vi aldrig i stand til at være dens salt og dens kraft.

Det er netop det, Jesus opfordrer os til i dagens tekst: at være lys og salt for verden. Det er vigtigt, at vi ikke er lunkne og holder os for os selv, lukker os inde med familien eller i vores eget selvudviklingsprojekt. Men når det er sagt, skal saltet jo også beholde sin kraft. Det skal skærpe sin styrke og sine færdigheder. Derfor skal vi også som kristne mennesker stræbe efter at blive mere kærlige, kloge og bedre til at vurdere situationer. 

Og derfor giver det selvfølgelig mening at bruge kræfter på at udvikle sig selv, på blive dygtigere og på at lære sig selv bedre at kende. På den måde opstår der igen plads til nogle af de mange måder, vi som moderne mennesker forsøger at dygtiggøre os: kurser, coaching, efteruddannelse og så videre. Vi må blot blive klar over, at disse ting skal vi ikke gøre for at forsvinde ind i os selv eller for at leve op til tidens idealer, men for at blive en stærkere kraft i verden, for at få større betydning for vores omverden og for at holde os fra at blive lunkne. Vi må hver dag arbejde på at sætte os fri fra de usunde bindinger i vores liv og på at blive skarpere, klogere og mere hele mennesker. 

Amen.