Roskilde Prædikener. Hellig Tre Konger

Tekst Mette Marianne Magnusson, provst, Stege-Vordingborg Provsti

Midt i adventstiden modtog jeg en e-mail fra en kvindelig kollega, hvortil der var hæftet en lille tegneserie, der startede med spørgsmålet: Hvad mon der ville være sket, hvis „De Hellige Tre Konger” havde været „De Hellige Tre Dronninger”? Derefter fortsætter tegneserien med at der svares:
De ville ganske enkelt have spurgt om vej.
De ville være kommet i rette tid.
De ville have bistået ved fødselen.
De ville have gjort stalden ren.
De ville have medbragt nyttige gaver og noget spiseligt.

Mens man så sidder og morer sig indforstået og føler sig lidt selvretfærdig på sit køns vegne, popper det næste spørgsmål op:
„Men hvad havde de sagt efter afrejsen?”
Straks efter afrejsen:
„Så I de sandaler, Maria havde på til den tunika?”
„Den lille lignede da slet ikke Josef – synes I?”
„Hvordan kan de da holde det ud med alle de kreaturer i stalden?”
„Og hendes æsel så Herrens ud!”

„Det siges, at Josef er arbejdsløs!”
„Gad vide, hvornår vi igen ser den gryde, som vi havde lasagnen med i!”
„Jomfru – ha! – nu må jeg grine – for jeg husker udmærket Maria fra Universitet!”

Nu siger denne lille historie jo noget mere om kvinder – måske! – end om selve hændelsen med De
Hellige Tre Konger – Hvad det egentlig var, der var deres ærinde.

Men det er da en meget sød historie, der lidt muntert byder sig til i debatten mellem kønnene.
Men nu var De Hellige Tre Konger jo mænd – og derfor kom de med ganske unyttige gaver – såsom guld, røgelse og myrra.
Men som i så mange andre situationer, så er det „tanken, der tæller”.

De kom med det kostbareste, de havde. De kom med gaver, som det sig hør og bør at give til en fyrste.
De kom med gaver, der symboliserede deres underkastelse. De som selv var ansete, vise mænd. Ja,
„konger” er de blevet kaldt op igennem historien. Men hvad ville de egentlig – de hellige tre konger?
De havde set stjernen – og fulgte den!

„De hellig tre konger så hjertensglad,
fra hjemmet de droge til Betlehems stad,
de toge sig for den rejse så lang
at finde Jesus i krybben trang”

Sådan skal vi synge om lidt i en gammel julevise fra 1600-tallet. De hellig tre konger så hjertensglad –
Men hvorfor er de egentlig så glade de her tre hellige mænd? Det er de selvfølgelig, fordi de skal af sted for at finde Jesusbarnet i stalden i Betlehem. Men de ved det jo ikke – endnu – da de altså vældig fornøjede drager af sted hjemmefra. - kunne man indvende!!!

Nej, det gør de godt nok ikke – men ifølge fortællingen om dem, så skulle de jo være stjernetydere, der havde set Betlehemsstjernen på himlen, og vidste at den varslede noget godt nyt, en kongesøn, mente de, den var tegn på.
De var faktisk slet ikke klar over, at det ikke var nogen helt almindelig kongesøn, de var draget ud for at finde, men selveste Guds søn, de var på vej til.

Men altså – de var forventningsfulde og glade!!! – de her hellige tre konger på vej til Betlehem. Sådan var det slet ikke med Herodes, da han fik at vide, at der var født en kongesøn.
Han havde jo ikke fået nogen søn, så hvis det var en kongesøn, så måtte det være én, der satsede på at blive det! Konge altså – i stedet for ham Herodes!

Så Herodes blev ikke glad – ikke spor – nej, han blev bange! Og nu er der ikke noget så forfærdeligt, som når en mægtig mand bliver bange. Det gør sådan nogen nemlig slet ikke – sådan udadtil i hvert fald. Så når de bliver bange, så bliver de grusomme i stedet for, fordi de retter følelsen af angst udad i stedet for at føle den inden i sig – det er nemlig ikke tilladt for mægtige mænd at føle angst, så den følelse må de hurtigst muligt have konverteret til noget andet.

Herodes' angst gjorde ham grusom.
Meget grusom.
Fordi han var meget bange for at miste sin kongeværdighed.
Sit kongedømme.
Sin kongemagt.

Han blev så bange og dermed så grusom, at han for at skåne sig selv for det tab af magt, værdighed og ære, han godt kunne se lurede forude, - ja, så lod han befale, at alle drengebørn under 2 år skulle slås ihjel. Så var han på den sikre side, mente han. Så kunne han ånde lettet op, mente han. Nu var der ikke mere, der truede ham, mente han.

Men se, det, der gjorde disse børnemord endnu mere forfærdelige, var, at de jo egentlig var meningsløse. Der var jo ikke nogen, der truede Herodes magt – sådan i det ydre. Der var ikke født nogen jordisk kongesøn.

Så det var jo fuldstændig meningsløst, at alle de små drenge blev slået ihjel. Det vidste Herodes selvfølgelig ikke. Men vi kan se det, nu mange år efter at det skete.

Måske er det sådan, at når man ser en magtdemonstration udefra – så synes det meningsløst. Og hvad styres de af disse magtdemonstrationer: angst! Inde i enhver mægtig hersker sidder der egentlig bare en lille, bange dreng – der er angst for at miste det, der gør ham til det, han er.
Det der på én eller anden måde giver ham hans identitet!

Han ser ikke længere sine omgivelser som mennesker, nej, han ser dem som midler til at fastholde ham i hans position og dermed i hans identitet.Og han vil hellere destruere dem, som man skærer en vorte eller anden misvækst af kroppen, end han vil opleve, at de tager magten fra ham – truer hans identitet.

Og det er vel strengt taget ikke kun mægtige herskere, der har det sådan. Det har vi faktisk alle sammen på eet eller andet plan. Mennesker imellem kan vi opleve meningsløse magtdemonstrationer.

Destruerende handlinger, der bare har til formål at sikre vores egen position i forhold til dem, vi føler os truet af. Usikre forældre, usikre chefer og ledere i forskellige sammenhænge kan demonstrere deres magt på en destruktiv måde. Men det er ikke altid, at dem, det går ud over, har overskud til at gennemskue, at det hele bare sker p.g.a. angst. Angst for at miste status.

Og jo mere man har gjort sig selv lig med den status, man er så bange for at miste, jo mere angst er man, for i jo højere grad betyder tabet af status også tab af identitet. At tabe sin identitet, betyder jo at selve livet mister sin betydning. Det er jo ikke sådan lige at sætte sig ud over, alt det her. For det kræver større kendskab til én selv, end de fleste mennesker er i besiddelse af, og det kræver større forståelse for de mennesker, man lever i blandt, end folk generelt har mulighed for at lægge for dagen.

Men det gør jo ikke noget, at man prøver. Og måske også prøver at løfte hovedet og se lidt videre ud i verden – ser efter stjernen, der lyser også for os og kaster lys over alle de menneskelige magtspil og magtmisbrug, der måtte være – ja kaster så meget lys over dem, at vi ved stjernens lys kan gennemskue dem – og det hvad enten vi har det som de imaginære, praktiske men sladdervorne Hellige tre Dronninger eller de ægte, måske lidt naive Hellige Tre Konger. Ja, som vi startede med at synge:

„Vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist”

- men vi bliver nødt til at løfte hovedet og se ud - ud over os selv for at få øje på den – stjernen.

Amen.