Politikere prædiker. Bente Dahl

Tekst Bente Dahl, tidligere medlem af Folketinget for De Radikale

En prædiken, inspireret af Påskeunderet 

Jesus Kristus er opstanden – underet er sket. Vi fejrer det. Luk op og mærk efter. Underet skete lige for lidt siden og det er atter til at holde ud at leve. Livet bliver tungt af og til. Det er for svært af og til. Det mærkes helt tydeligt i koncentreret form i løbet af den stille uge – påskeugen med den tunge viden om dødens påtrængenhed – men også i det daglige med de tildragelser, der sker hele tiden for alle mennesker. 

Med Påskemorgens begivenhed er livet igen besværet værd. Med Påskemorgens sikkerhed kan jeg tage livtag med livet hver dag, året rundt. Jørgen Gustava Brandt har med sit digt Tænk, at livet koster livet, sagt det sådan i første vers:

Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
Rigt og bredt går livet ned
I evighed.

Hele digtet står i højskolesangbogen – findes sikkert også i andre samlinger, men i hvert til fælde i højskolesangbogen, hvis nogen er interesseret i resten af versene. Det kan anbefales at læse dem.

Tænk, at livet koster livet. Tænk, at vi er nødt til at investere os selv for at leve livet. Vi kan ikke nøjes med at opleve det fra sidelinien. Selv om det er trenden og helt moderne i tiden er at få „en på opleveren”. Show’s som talentkonkurrencer, „stemme-hjem-fjernsynsudsendelser”, X-factor, og hvad har vi ellers, som har et omdrejningspunkt, der siger, at livet er det at tage sig ud på en bestemt måde. 

Det er i høj grad en kommerciel tilgang til livet, der koster en pris af en slags. En økonomisk pris, som betales med penge. Det er en gammel sandhed, at penge ikke er alt. De er gode at have, men kan ikke dække alle ens behov alene.

Livet er meget mere end talentkonkurrencer. Livet er ikke, som man har det - livet er, som man tager det.

Livet i sin fulde udstrækning kan mærkes, når man er til stede i sin hverdag. Til stede i sit liv, med de forpligtelser, der er til at være til stede for sin næste og nabo.  Forpligtelser mellem mennesker. Samvær mellem mennesker. Gud hjælper mennesker gennem medmenneskene. Gud har os til at udføre sine gerninger.  Han kan helt sikkert også gøre meget mere og andet, men vi er en del af hans handlingsmuligheder. Det forpligter os. Vi er forpligtede på hinanden.

Livets udfordringer er for store. Det er for svært at leve op til de krav og forventninger, der stilles.  At bringe de resultater, der forventes. At bringe de resultater, der er nødvendige. Det er så vanskeligt – ja umuligt – at leve op til de krav, der med rette stilles til os som mennesker i det fællesskab, vi er dømte til at have med hinanden – på godt og ondt – vi har én klode til fælles.

Derfor er det en stor lettelse at få lov til at læne sig op ad påskens budskab. Det budskab, der siger, at alt, hvad vi mennesker kan og skal gøre, er at være til stede i vore egne liv. Være til stede for os selv og for de mennesker, der kommer forbi vore liv med den hjælp og bistand, vi hver især formår at give. Resten tager Gud sig af. Han er med os, og bærer os, når det hele bliver for svært. Han går også sammen med os, når livet er let. Han har gjort fælles sag med os gennem sin lidelse og død. Før opstandelsen, som vi fejrer i påsken, har han været igennem lidelsen og døden, for at vi kan leve.  

Det, Jørgen Gustava Brandt gør med sit digt, er at huske os på det glædelige, kristelige opstandelsesbudskab: At komme med glæde, at være til stede, at livets pris er at deltage aktivt i livets udfordringer og glæder. Kun derved åbnes øjnene for et klarsyn, der får øje på glæden, rigdommen – alene på den måde kan vi bevæge os ad livets sti i glæde mod evighedens lys.

I Grundtvigs store Påskekvad, spørger han:

Påskeblomst! Hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
Uden duft og pragt og skær!
Hvem er du velkommen gave?

Den, der ser det store i det mindste, har fået øje på livets kerne. Se i storbyens sten, der pibler grønt op ind imellem. Se, at mennesker kan finde måder at leve på i storbyen så vel som i landsbyer. Det er mellem mennesker, livet udfolder sig. Det, Grundtvig husker os på med sit kvad, er at lægge mærke til det ubetydelige i tilværelsen – det, der ser ubetydeligt ud ved første øjekast. Påskeblomsten, den gule oversete lille ubetydelige blomst (før han skrev digtet om den, var den helt overset). 

Der er en stor lettelse i at kunne sige: Nåh ja, det er lige her – det er her livet skal leves! Ikke i det store
og anderledes henne om hjørnet, men lige her mellem os, der er sammen her og nu.

Og Grundtvigs kvad har den fantastiske slutning, som vi ikke kan få nok af – ikke kan høre ofte nok:

Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver Landfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
Med den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
Han, som svor os bod for vånde.

Påskemorgen er den morgen, der viser, at Verden frelses ved skønheden. Hver ny morgen viser at Verden frelses ved skønheden. Skønheden og glæden ved livet som det former sig. Påskemorgen får vi dødelige indsigt og del i Guds indsigt i livets betingelser. Vi får indsigt i det liv, som vi har modtaget som gaven, der giver os alt det. 

Vi får indsigten i, at den gave forpligter os til at gøre os umage med at leve livet. Gaven, som giver os livet, forpligter os samtidigt til at bruge det efter bedste evne. Tag livet på dig og lev det. Så enkelt kan meningen med livet udtrykkes. Men udtrykket alene gør det ikke. Det er i handlingen, livet leves.

Påskemorgen slukker sorgen, fordi Gud her har vist os, at han mener det alvorligt med sin gave. Hver morgen slukker herefter sorgen, fordi vi har fået Guds gave med os igennem livet. Den gave, at han er med os og bærer os og vore byrder, hvis vi lader ham gøre det. Han har overvundet døden og gør mig delagtig i sin overvindelse, det er den ufattelige gave, jeg har fået, så jeg hver ny dag får kræfter til at leve livet i fred og glæde.

Amen.