Roskilde Prædikener. Julesøndag

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Hvor møder Gud os i julen og i vores liv med hinanden. Det er de spørgsmål de barske tekster i dag og prædikenen her vil prøve at kaste lys over. Hvis man af en eller anden grund missede gudstjenesten juleaften, og så ønsker at indhente det forsømte i dag kan man godt få sig noget af en overraskelse.

Det man gik glip af juleaften misset var den dejlige historie om Maria og Josef og det lille Jesus-barn i stalden i Betlehem og hyrderne og englene og fred på jorden og Guds velbehag.  Og hvad bliver vi præsenteret for her i dag? Historien om barnemordet i Betlehem.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen af jer rejste jer og spurgte: Hvad i alverden er meningen? Og hvad er så meningen?

Ja, for mig at se er meningen, at vi skal få slået det fast med syvtommerssøm, at evangeliet, det glædelige budskab, som kom til verden, men ham hvis fødsel vi fejrer her i julen - at det ikke er en sød lille idyllisk marcipanhistorie, som vi kan trække frem og svømme hen i rørelse over en gang om året, men så i øvrigt må pakke væk sammen med alt det andet julepynt, fordi den egentlig ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Vi skal have slået fast med syvtommerssøm, at jule-evangeliet er en historie, der taler direkte ind i en nogle gange meget barsk virkelighed, og som ikke bilder os ind, at livet er let eller til at få til at gå op. Det er, tror jeg, det de brutale historier vil få os til at forstå, at det her ikke handler om en fjern eventyrverden, men om vores verden, som vi kan læse om den i aviserne i dag. Da Gud blev menneske, levede han sit menneskeliv i den verden, vi kender og lever i. Det var denne verden, som den er, han viste sin kærlighed, det er os mennesker, som vi er, han kalder sine elskede børn.

Og det er jo egentlig også hvad selve juleevangeliet handler om. For ret beset er det heller ikke nogen særlig idyllisk historie, men en barsk fortælling om at en familie bliver kostet af sted fordi en kejser vil have lidt ekstra penge krævet ind i skat. En højgravid kvinde må ride flere dage på æselryg ved vintertide, og da hun undervejs skal føde, så er medfølelsen begrænset - en plads i en stald er, hvad man under hende og ungen.

En barsk historie, om brutal kejsermagt og almindelig menneskelig hårdhjertethed, men den var altså ind i denne verden barnet blev født, på trods. Og netop det er evangeliet: at han kom til verden så frydefuld og forfærdelig som den er, at han ville have med os mennesker at gøre, som vi er, på trods af at vi er som vi er. Se det var de indledende bemærkninger.

Lad os så kigge lidt nærmere på dagens barske fortælling. Hvad vil evangelisten Mattæus sige os med den? Ja, for ham handler det om at se historien om Jesu fødsel i et bestemt perspektiv.

I husker nok historien fra Det gamle Testamente om den lille Moses, der flyder rundt i en sivkurv på Nilen. Hvorfor var det han lå der så tæt på at blive til krokodillemad? Jo, det var den fæle kong Farao, der havde glemt at hebræerne faktisk var inviteret til Ægypten som gæster i sin tid. Han syntes bare, at de var ved at blive alt for mange. Og så  beordrede han alle nyfødte hebraiske drenge slået ihjel - så måtte pigerne når de blev voksne jo gifte sig med Ægyptere, og så ville det være slut med deres mærkelige og fremmedartede kultur der midt i Ægypten.

Men som vi ved, var der altså én, der undslap. Moses som lå der og skvulpede i Nilen, blev reddet ind af kong Faraos datter og endte med lede hebræerne ud af Ægypten, hjem til Israel. Det er ikke til at overse parallellen: den brutale konge, de små drengebørn, den ene, der bliver reddet, og turen som går fra Israel til Ægypten og hjem igen.

Det her er Mattæus' måde at fortælle os, at Jesus er en ny Moses, at med ham grundlægges der en ny pagt mellem Gud og mennesker - den vi kan læse om i Det nye Testamente. Men undervejs er der altså nogen, der kommer i klemme. Det de små drengebørn. Og Mattæus finder også her en parallel til Det gamle Testamente. Han kommer i tanke om historien om patriarken Jakobs yndlingshustru Rakel, der græd fordi hun i modsætning til sin søster Lea ikke kunne få børn, hvad man den gang anså for en slags forbandelse. I byen Rama udenfor Betlehem klagede Rakel sin nød til Gud, og han hørte hende og hun fik sønnerne Josef og Benjamin. Den sidste fødsel kostede hende livet, og hun blev begravet netop i Rama. Den historie dukkede op for profeten Jeremias, da han så sit folk blive overfaldet af fjendtlige hære, og bortført til et fremmed land.

For Jeremias var Ramaskriget et hjerteskærende nødråb til Gud, som blev hørt, for faktisk kom folket tilbage fra eksilet og fik en fremtid i Israel. Men det er ikke det, der interesserer Mattuæs i den her sammenhæng. For ham handler det om at få byerne Betlehem og Rama bragt i forbindelse med hinanden for også på dette punkt at få knyttet Jesu historie sammen med hvad der fortælles i Det gamle Testamente, fordi han hele vejen igennem vil se det, der skete med Jesus som opfyldelsen af, hvad de gamle profeter havde fortalt.

Sådan prøver Mattæus ud fra sin egen jødiske baggrund at komme til rette med den omtumlende historie han var blevet hvirvlet ind i. Han prøver at finde et mønster i den, finde en plan bag det tilsyneladende tilfældige og brutalt uretfærdige.

Det er nogle fine tråde af gamle og nye historier der på den måde spindes sammen. Men Mattæus ønske om at kunne få det hele til at gå op, at kunne forklare, hvorfor alting sker, som det gør, det ender for mig at se i en blindgyde. Som nu i dag, hvor man så måtte sige, at det altså bare var ærgerligt med de der drengebørn, der blev ofre for Herodes' massakre, men det måtte altså til, for at Guds plan med at få Jesus en tur frem og tilbage fra Ægypten kunne blive opfyldt.

Jeg kan ikke tro, at Gud på den måde lader mennesker gå til for at få historien til at følge et bestemt forud lagt spor. Her vil jeg så forlade evangelisten Mattæus barske juleberetning og vende mig til det, vi stadig har så svært ved at få passet sammen med de gode julefrokoster og den granduftende hygge. Nemlig Ramaskriget. Skriget over rå magtudøvelse, brutal undertrykkelse eller en ansvarsløs udvikling, der koster uskyldige mennesker livet og tvinger andre på flugt.

Det lyder desværre lige så hjerteskærende i dag som dengang Mattæus fortalte sin historie. Det er ikke til at læse og høre og se den slags, uden at blive berørt, uden at føle meningsløsheden presse sig på, uden at spørge: jamen, hvor er Gud dog henne i det her?!

Ja, hvor er Gud henne, må vi spørge, hvis vi ikke kan finde nogen mening eller trøst i Mattæus' forestillinger om Gud som den der som en anden marionetdukkefører lader alting ske for at få det til at passe med, hvad der står i Det gamle Testamente. Ja, hvad siger det barn, som altså overlevede barnemordet i Betlehem, hvad sagde han om det her, da han blev voksen? Han sagde: Gud er hos dem der lider nød, dem der ikke kan klare sig selv, dem der ikke kan finde retning og mening i tilværelsen. Dér var han selv, og der ville han at vi skulle være.

Jeg var sulten og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig, sagde han. Og hans tilhørere spurgte forundrede: hvornår så vi dig sådan, og han sagde: Hvad som helst, I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I også gjort mod mig.

Dér er Gud, dér hvor Jesus var, der hvor Jesus stadig møder os, som en af denne verdens udsatte. Og sådan møder han os også her i kirken i dag. For ganske vist slap han fra den gamle magtsyge Herodes bødler dengang de gjorde det af med de andre drengebørn i Betlehem, men det var kun for en tid.

Under den følgende Herodes lykkedes det at få krammet på ham, da fik man ham fanget og dømt og henrettet som en anden forbryder.

Men den kærlighed der med ham var kommet til denne barske verden, den ubetingede grænseløse kærlighed, han viste os vaklevorne mennesker, den fik man ikke bugt med. Den lyste kvinderne i møde ved hans opstandelse påskemorgen, den lyser stadig på os her i december-mørket. I det lys kan vi få øje på hinanden ikke som modmennesker, men som medmennesker. Det er evangeliet i en nøddeskal. Det kalder stadig på os. Kalder os til at møde Betlehemsbarnet, der hvor han møder os i historien i dag: i den familie som er på flugt fra brutale magthavere og umulige livsvilkår.

Den slags familier er der desværre stadig millioner af verden over og også her hos os. Lad os bære lys fra juleevangeliet med ud til dem.

Amen.