Roskilde Prædikener. 9. søndag efter trinitatis

Tekst Torben Hjul Andersen, provst, Slagelse Provsti

En af mine tidligste erindringer fra gården hvor jeg voksede op var at det blev min opgave at feje gangen bag de små kalve. Mine forældre var sikre på, at det kunne jeg klare. Den opgave var jeg stolt over. Jeg skulle hjælpe til. Jeg havde et ansvar. Og der var ikke andre der gjorde det. Når vi var færdige med at fodre og malke og min far sagde at det er godt, nu er her fint og som det skal være, så var jeg med i glæden og stoltheden – for den lille gang bag de små kalve havde jeg fejet.

Jeg vil tro, at I har lignende erindringer, og hvis I ikke har, er I fuldt ud klar over, hvilken betydning det har. Jeg har netop været i den privilegerede situation, at jeg på forhånd har haft mine forældres accept og kærlighed. Så jeg har kunnet feje den lille gang bag de små kalve ikke af frygt for min fars dom og vrede, men derimod ud fra en glæde og taknemmelighed over at de holdt af mig og regnede med mig. Og jeg kunne derfor spejle mig i deres forventning og ikke i frygten for repressalier, hvis den ikke var fejet godt nok.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke formulere dengang, men det er noget jeg er blevet klar over som voksen. Jeg er måske blevet særlig klar over det, når jeg har mødt børn, unge og voksne, som ikke er vokset op med den gode tillid i ryggen. Børn, som enten var ligegyldige for deres forældre eller børn, som hele livet har følt at de skal fortjene sig til deres forældres godkendelse. Der er mange bøger og mange film, der beskriver hvordan det kan ødelægge et menneskeliv. Tænk om man hele tiden skulle bevise, at man var god nok til at være søn.

Fortegnet er altså særdeles afgørende; om man på forhånd er accepteret eller det er noget, som man skal opnå.

I dagens evangelium hører vi Guds fortegn i den første sætning. Jesus siger: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Kan det siges tydeligere? Her er det sagt så tydeligt, som ethvert barn kunne ønske sig; både os, som har hørt det – måske først og fremmest i et kærtegn på hovedet og en god hånd at holde i. Og det er særdeles tydeligt også for de mennesker, som gennem et helt liv har mærket denne længsel i kroppen efter anerkendelse. ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Det er fortegnet – og foran på dig og på mig er det netop tegnet – som et korsmærke for bryst og for pande – du hører med; du er accepteret; ja, du er podet helt ind på den kærlighed der strømmer ud i verden.

Ligesom i menneskelivet betyder fortegnet i forhold til Gud så meget. Det er altafgørende, ja, måske er der en himmel til forskel. Du har fået Riget. Det fortegn er afgørende.

Men hvad så i forhold til gerningerne? Jesus fortsætter jo med at fortælle om tjenerne der venter på deres herres komme fra brylluppet, og forventningerne er høje og det er ikke blide toner.

Hvis jeg vender tilbage til min barndoms oplevelser, så var konsekvenserne af at opgaven var formuleret ud fra en positiv forventning, et kærligt fortegn, jo også at den lille gang blev fejet. Jeg fejede den ikke af frygt, men fordi jeg gerne ville være i samklang med mine forældres forventninger. Vi skal ikke gøre de gode gerninger over for vores næste af frygt, men i samklang med det, som vi ved er vores himmelske fars forventninger. Det er det fortegnet betyder.

Så er vi midt i et af de store spørgsmål i kristendommen; forholdet mellem tro og gerninger. Hvad skal vi gøre når vi er kristne, som konfirmanderne formulerer det så kontant.

Dagens evangelium taler klart om at vi skal altså ikke gøre de gode gerninger for at opnå Guds accept. „Når jeg har handlet perfekt i menneskelivet over for min næste, har jeg fortjent at høre til i Guds rige.” Helt som i menneskelivet vil den slags forkrøble et menneske, så hele fortegnet for det liv er i frygt og en stadig kamp og forgæves kamp for at være god nok.

Så er der nogen, som måske kunne sige, at så bliver det hele da så lalleglad; så er det lige meget med vores gerninger – alt er jo afgjort og sagt og tilgivet. Det spørgsmål kan jeg forstå, for vi mennesker tænker så meget i ret og pligt, at vi også synes at det bør gælde det helt afgørende med Guds rige.

Men helt som i forholdet mellem jordiske forældre og børn så tror jeg at fortegnet er afgørende i forholdet mellem os jordiske mennesker og vores himmelske far. At jeg fik min opgave med at feje den lille gang ud fra positive forventninger og ikke ud fra en ret og pligt tænkning førte jo ikke til at jeg tog let på opgaven. Gangen blev fejet fordi jeg ønskede at være i samklang med mine forældres forventninger. Ikke af frygt, men af positiv forventning.

De gode gerninger, som Herren i dagens evangelium forventer, er netop formuleret ud fra det afgørende fortegn, at vi er Guds børn. Her kan jeg altså ikke operere i begreberne ret og pligt. Her er alt nåde. Det er nådens gave, at Gud på forhånd siger at vi har fået riget. Det er som forældrenes kys og kærtegnet hen over håret. Du hører til her og du kendere os og vores livsholdning. Det er den samklang barnet søger at leve op til og det er den samklang med Guds vilje som Herren kalder sine tjenere til.

Så de gode gerninger gøres altså ikke i forhold til Gud, men i forhold til mit medmenneske, og så er det samtidig en bøn til Gud, som Kierkegaard har formuleret det et sted i Kærlighedens gerninger. De gode gerninger gøres i forhold til den anden, mit medmenneske – ikke som demonstration eller betaling over for Gud. Og så tror jeg at Kierkegaard netop sætter det helt på plads ved at sige at det samtidig er en bøn til Gud.

Det kan være en bøn om, at jeg netop i mine handlinger må være i samklang med Guds vilje. En bøn om at jeg må holde mig vågen i forhold til det Guds rige, som jeg måske så slet sløves til at tro er en selvfølge. Igen en sammenligning med menneskelivet, så kan vi så let tro, at forældrenes kærlighed er noget selvfølgeligt. Der er bøn vigtig for at holde mig vågen i forhold til taknemmelighed over at „Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Bønnen er også vigtig i forhold til at hjælpe mig med at forblive i min barneposition over for Gud; at jeg må høre med til den lille hjord.

Til sidst: Hvad så med når vi svigter? Hvis jeg igen skal gå tilbage til min barndoms gård i Himmerland, ja så skete det at den lille gang ikke blev fejet – og uden at belemre jer med detaljer, så skete der også det der er værre! Når det skete, så sad der måske først og fremmest en skam tilbage i min krop over at jeg ikke handlede i samklang med det, som jeg vidste, var mine forældres ønske.

I forhold til min næste pådrog jeg mig en skyld når jeg slog min næstes mod ihjel og stjal hans glæde, som vi skal synge om lidt. Og i forhold til Gud en skam og en skyld over at jeg endnu engang svigtede og ikke handlede i samklang med hans vilje. Det er ikke lige meget – hverken i forhold til min næste eller i forhold til Gud. Når et barn kender fortegnet, at høre til, så ved det også forældrenes smerte, når det svigter. Forældres tårer glemmes aldrig. Forældrene søger at reparere det der er gået itu og barnet genindsættes i sin forventede plads. En skam der må bæres på og en tilgivelse, som sætter på plads igen.

Gud ske tak og lov for at „Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.”

Amen.