Roskilde Prædikener. 7. søndag efter trinitatis

Tekst Knud Munck, sognepræst, Kalvehave og Stensby

Vi har her et uddrag af den tale, som Jesus holdt til sine disciple, inden de skulle sendes ud som apostle for at forkynde evangeliet.

Det var kærligt og omsorgsfuldt ment, samtidig med, at det var peptalk, inden troens soldater drog i felten. Netop her havde de brug for et ord med på vejen.

De skulle gå med værdighed og oprejst pande.  De skulle undgå de værste steder og søge ind de gode steder. De skulle ryste støvet af deres fødder, hvor folk vendte dem ryggen.

De skulle ikke regne med penge, hæder og ære, og de skulle slet ikke regne med, at det ville gå dem anderledes end deres mester. De skulle være forberedt på uro og spektakler, men de skulle ikke frygte noget. Som gode soldater skulle de være modige og standhaftige. De skulle holde ud i trængselen og fatte mod i angstens time, og udfaldet skulle de slet ikke bekymre sig om. Det skulle nok gå alt sammen. Med Guds hjælp. Alt ville blive godt for troens soldater.

De skulle ikke frygte noget, hverken nød, sygdom, ensomhed, fattigdom eller onde tunger. De skulle ikke frygte „det kommende”. Der var nemlig intet, hverken i himlen eller på jorden, der  kunne skade dem, når det kom til stykket, end ikke døden.

Guds magt var ubegrænset, mens ødelæggelsens kræfter var begrænsede. De skulle ikke frygte frygten, men transformere den og vende den til en styrke.

Det var en lille skare, der med de ord i ryggen bragte evangeliet ud blandt folk. I Israel, Syrien, Grækenland, ja, helt til Rom. De var udvalgte og særlige udsendinge med deres mester og kundskab i ryggen, og allerede dermed var de omgærdet af en særlig strålekrans, som den Moses havde over sig, da han vendte tilbage fra Sinaj med lovens tavler.

Der loves dem som sagt ikke, at de kan slippe helskindet gennem tilværelsen. Martyriet venter, som det gjorde det for deres mester. Men det måtte være nok for dem, når det gik dem som deres mester.

Tilsyneladende var de parate til at gå hele vejen, og de havde vel heller ikke for ingenting været i mesterens træningslejr i lang tid, så de var teologisk, moralsk, psykisk og fysisk trænede til at drage ud på den store missionsrejse. På apostlenes heste, og ikke med stave, penge eller ekstra tøj i tasken, ikke med sværd i hænderne. Tomhændede skulle de afvise modstand. Trodsigt skulle de blive ved med at tale ordene, mesteren havde lært dem. Det måtte så koste, hvad det ville. I synagoger og templet skulle de tale. På stræder og på torve. Og de skulle gå ind i husene til folk.

De skulle gå med mesterens styrke, og de skulle helbrede syge, uddrive dæmoner, rense spedalske og opvække døde. De skulle gøre vel overalt og på den måde udbrede kendskabets til Guds rige.

Det var mange ting at blive pålagt, og et tungt ansvar hvilede på deres skuldre. Men Gud ville være med dem, og Helligånden skulle fortælle dem, hvad de skal sige. De skulle ikke være bange for at blive mundlamme.

Især frygten skulle ikke lamme dem. Det lyder da også bestandigt: „Frygt ikke!” De skulle være frimodige i troen, modige i lidelse og kamp og alle slags anstrengelser. De skulle være troens soldater.

Guds tale skulle ikke gemmes som en hemmelighed i deres indre. De ord, mesteren havde hvisket til dem, skulle nu siges højt på torvene og råbes ud fra tagene. Ordene skulle bryde igennem og bringe et stråleskær over de menneske, der blev ramt af ordenes kraft.   Disciplene skulle tale med kraften fra det høje, som skulle fylde dem i hele hjertet og gå videre over i tilhørernes hjerter.

Næsten alle kom de til at lide martyriet på deres vej ud i verden. Evangeliet blev modsagt i en verden, hvor borgerne ikke havde ytringsfrihed og ordet på ingen måde frit løb. Og hvor magthaverne var grusomme og ikke kendte til nogen form for åndsfrihed.

Helt op til vores egen tid ved vi, at det koster at tale ordet frit fra tagene. Martyriet kendes f.eks. fra dengang, da Graf von Moltke fra den tyske modstandsbevægelse satte sin kristne tro over for det nazistiske barbari og betalte for det med sit liv. Tilsvarende kan man nok sige om vores hjemlige Kaj Munk, der ikke ville tie stille i sin kamp mod den tyske besættelsesmagt. Han følte det som sin danske og kristne pligt at blive ved med at tale.

Også til os i dag lyder der et „frygt ikke!”. Også I, som er kristne, skal stå urokkeligt faste som klippeblokke og ikke lade jer ryste eller vakle! Alle har I en gerning at drage ud til.

Når I er fortvivlede over modgang, eller når mennesker eller institutioner er imod jer, så skal ordene komme til jer: „Frygt ikke!” I skal være som hærdet stål. Herren har gjort sin gerning i jer. Hans ords kommer til jer med Åndens kraft, og I skal leve i lydighed mod Ånden, som Paulus siger.

Bortset fra disse eksempler, hvoraf flere fra udlandet kunne tilføjes, Mandela, Tutu og mange andre, ville det nok være en overdrivelse at sige, at dagens præster er udsat for martyriet. Det er vi så langt fra. Det umuliggøres alene af den massive danske apati og ligegladhed og mangel på ægte lidenskab for troen og troens tjeneste.

Der kan måske være præster, der er villige til at ofre embedet for deres meningers skyld, men de nyeste eksempler herpå er nu langt at sammenligne med apostlenes situation i den antikke verden.

Mange af nutidens prædikanter bakser med at gøre ordene mere moderne og oversætte på tværs af tiderne. Man afmytologiserer eller det modsatte: man mytologiserer. Man oversætter ved hjælp af teologien - eller ved hjælp af litteraturen. Og man griber gerne til amerikanske inspireret prædikekunst, for at levendegøre ordene, der dog gerne skal have det samme evangeliske indhold. Den moderne verden kan måske have det svært med ord som “Åndens kraft”, og man kunne måske spare på nogle af de indforståede udtryk fra den religiøse verden på Jesu tid. Men det er min påstand, at der findes en kerne, der står tilbage. Den kerne, som man kunne kalde evangeliet til os - i dag.

Frygt ikke! lyder det. Livet er ikke uoverkommeligt. Eller rettere: Livet er lidelserne værd. Tilværelsen må et menneske tage, som den kommer. Også med den modgang, der nu engang høre med til det at være menneske. Det er også det, Jesus forsøger at forklare sine disciple?

Der findes næppe et anden sted i Bibelen, der mere tydeligt advarer mod at lade sig overmande af besvær og modgang. Jesus forstod frygten for verdens ondskab, men han ville ikke lade sig kue af den, men vende den til noget positivt. Det var det budskab, der skulle gå med disciplene ud i verden. Budskabet om Guds rige.

Frygten hører nu engang med til det at leve. Men der er noget, der er mere frygtsomt end det, vi ellers frygter: „Frygt ham, der ødelægger både sjæl og legeme i Helvede”.

I kirken beder vi for at blive befriet fra frygten. Vi beder for at Guds trøstende, frelsende og frygtbefriende ord må blive bragt i omløb: „Giv os mod til at forkynde, hvad vi har hørt, og give videre, hvad vi har modtaget. For nogen lyder evangeliet som dumhed, undertiden som djævelskab, men det lyder kun fra dem, der er styret af verdens ånd. Lad os holde fast i Guds ånd”.

I skal ikke frygte. „Alle jeres hovedhår er talte”. Gud er med jer, og så kærlig og omsorgsfuld er Gud, at han ikke vil lade jer i stikken. I skal gå ud i verden og tale om Guds kærlighed og hans omsorg. I skal råbe det budskab ud overalt, hvor I kommer. Det er evangeliet, at troen vil sejre over frygten. Stor er troen, men størst er kærligheden.

Amen.