Roskilde Prædikener. 6. søndag efter trinitatis

Tekst Gunver Birgitte Nielsen, sognepræst, Kvislemark Fyrendal og Førselv

En kamel og et nåleøje. At sætte to så forskellige ting sammen i et udsagn er da nærmest absurd. Men alligevel er sammensætningen af kamel og nåleøje blevet et velkendt udtryk i det danske sprog. Ligesom vi gør myg til elefanter og sluger kameler.

Det er slet ikke indlysende, at vi skal gå rundt og tale om kameler i Danmark, og vi har da også kun udtrykket, fordi vi gennem generationer har læst det i Matthæusevangeliet. Men se dér, hvor kamelen lever naturligt som dyr, og man har kameler omkring sig hver dag, dér bruger man også kamelen rigtig meget i billedsproget.

Et arabisk ordsprog lyder for eksempel: „Kamelen ser ikke sin egen pukkel, men bemærker nok sin broders” og se det betyder jo det egentlig samme, som når Jesus siger: „Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje”.

Og det er faktisk hos Matthæus, at vi kan læse både om ’kamelen og nåleøjet’ og om ’splinten og bjælken’ og tilmed også vendingen om ’de blinde vejledere, som sier myggen fra men sluger kamelen’. Mattæus var som Jesus rundet af en mellemøstlig kultur, hvor dramatisk overdrevne billeder i sproget kunne være med til at understrege en pointe.

Når Jesus derfor siger til disciplene, at „det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige”, så er meningen faktisk helt bogstavelig: det er helt umuligt! Men Jesus kunne for så vidt lige så godt have sagt,at det for en rig er lige så svært at komme ind i Guds rige som at finde en nål i en høstak. Det er også ganske enkelt helt umuligt.
 
Men hvad er det da, der gør det hele så umuligt, så vanskeligt? Er det rigdommen? Er det pengene og velfærden i sig selv? Nej, det er det faktisk ikke. Godt nok siger Jesus til den unge mand han møder, at han skal sælge alt hvad han ejer og give det til de fattige. Men det bliver ikke sagt, for at den unge mand selv skal blive fattig, Nej, det er for at tvinge ham til at få øjnene op for andet end hans egen rigdom. Han skal blive opmærksom på, at der er andre værdier i tilværelsen end gods og guld.

Uanset hvor fattig man end måtte være, kan man da heller ikke tage for givet, at døren til Guds rige er slået op på vid gab, men jo mindre man har og ejer, så har man alt andet lige meget lettere ved at opdage, at der er andet i livet end rigdom, gods guld, magt og ære, som gør livet værd at leve, som giver livet indhold. 

Vi kan derfor gøre os nok så fattige og vælge at leve som usselt klædte tiggere, men det gør os ikke en brik bedre i Guds øjne – om vi ikke samtidig får øje for Gud, om vi ikke vender os til Gud. Det er ikke rigdommen i sig selv, som er af det onde, det er ikke pengene som sådan, men det er bundetheden af penge, det er optagetheden af penge, det er begæret efter penge. Og det gælder uanset om man har masser af penge eller ej. Det gælder uanset og man svømmer i penge eller bare drømmer om at gøre det.

Der er da på sin vis rigtig godt og beroligende for os, som bor i et af verdens rigeste samfund, at få et vide, at den rigelighed vi har af snart sagt alt, det er ikke vores rigdom i sig selv, som er en forhindring for, at vi skulle kunne komme i Guds rige. Det er derimod vores eget forhold til rigdommen, som er anstødsstenen. Det er ikke hvad vi har, men hvordan vi er, der er afgørende.

Med andre ord: Gør vi stræben efter penge og økonomisk frihed til centrum i vores liv: ser vi penge som den eneste vej til et indholdsrigt liv og er det kun oplevelser og ting, man kan købe sig til, som gør os lykkelige, eller lader vi kærligheden og glæden ved livet komme i første række.

Og det er heller ikke det at sælge al sit jordiske gods og give pengene til velgørenhed, som kan bringe os ind i Guds rige, for vel nok siger Jesus til den unge mand han møder, at han skal sælge alt hvad han ejer og give det til de fattige. Men med gudsriget det er ikke som på en musik festival, at man kan arbejde gratis og som modydelse få lov til at overvære koncerterne uden at købe billet. For man kan ikke handle med Gud og købslå om en billet til det evige liv.

Det er således heller ikke et spørgsmål om, hvad vi gør, men om hvorfor vi gør det vi gør. Med andre ord: Køber vi geder i Afrika og forærer købebeviset som julegave for at købe os aflad for dårlig samvittighed og bryste os af at være gode, eller deler vi vores rigdom med andre af et godt og glad hjerte.

Og endelig er det heller ikke nok at være et godt og lovlydigt menneske. Den unge mand, Jesus taler med, har jo overholdt alle buddene. Han har gjort alt, hvad der forventes af ham. Han er svigermors drøm og forældrenes stolthed. Han er mønsterborger i samfundet, og det er da på sin vis både godt og beundringsværdigt, men det tæller bare ikke i forhold til Guds rige.

Det vil med andre ord sige, at der er ingen lov eller noget bud, som automatisk fører os til Guds rige, end ikke om vi overholder dem alle - hvert og et til punkt og prikke. Der er ingen facitliste til hvordan vi skal leves vores liv, som garanterer os adgang til evigt liv.

For det er, som Paulus skriver i det brev han sendte til de kristne i Rom, og som jeg læste fra alteret før: „Et menneske gøres retfærdigt ved tro uden lovgerninger.” Og det betyder med Martin Luthers ord, at vi frelses ved tro alene. Intet andet!

Og når vi betragter sagen således, så ser det egentlig ganske håbløst ud for os, for det er jo absolut intet tilbage, vi selv kan gøre. Men kan vi indse det! – så kan vi faktisk også godt forstå, hvordan Jesus kan sige til disciplene, at „det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige”. Det er ganske enkelt umuligt. Ikke blot for en rig, men for os alle sammen.
 
På denne baggrund er der da heller ikke noget at sige til, at disciplene bliver ganske forfærdede ved at høre Jesus tale på denne måde. Man kan næsten se og høre deres forbløffelse og vantro, da de spørger Jesus: ”Hvem kan så blive frelst?” Og vi kan måske også levende forestille os den ro, Jesus udstråler, da han trækker trumfkortet og siger: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”

Og Gud har gjort det muligt. Ved Jesu død op opstandelse, gjorde Gud det umulige. Af kærlighed til os gjorde Gud det umulige muligt: døren til Guds rige til det evige liv blev så at sige slået op på vid gab for enhver, som tror. Det er det Johannes beskriver med ordene: „Thi således elskede Gud verdenen, at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.”

Det er den frelse, det evige liv, eller den lykke i livet, er vi alle døbt til at få del i. For i dåben bliver vi ikke alene Guds barn og får tilgivelse for alle vore synder. Vi får også løfte om et evigt liv. Men hverken tilgivelsen eller det evige liv kommer automatisk, bare fordi vi nu en gang er blevet døbt, betaler vores kirkeskat og dukker op i kirken ved udvalgte lejligheder. Nej, vi skal tro på Gud, Fader, Søn og Helligånd. Men kan bede om troen, og vi kan bede om tilgivelsen. Og Gud vil give os, hvad vi beder om.  

Men nu kan det være rigtig svært at bede om noget. Hvem kender ikke til det? For at bede en anden om noget er jo det samme som at indrømme, at man har brug for hjælp. Det er da en meget bedre fornemmelse at føle, at man kan selv. Men det er jo lige præcis det, Jesus helt klart siger til os i dagens tekst: Det kan vi ikke. Vi kan ikke frelse os selv. Vi finder ikke lykken ved at være os selv nok. Men for Gud er alting muligt. Og i dåben blev det muligt for os med Guds hjælp at finde lykken i livet.

Herre, gør det muligt også for os i dag
Lær os at være dine børn og tro på dig.
Hjælp os til at komme gennem nåleøjet.

Amen.