Roskilde Prædikener. 6. søndag efter påske

Tekst Anders Frederiksen, sognepræst, Slaglille

Vi begynder i planteriget.

Det fortælles om Skvalderkålen - denne i manges øjne nedrige ukrudtsplante, som plager tusindvis af haveejere – at den er blevet indført til Danmark af munkene, engang i fordums tid. Dengang skulle den vist have været en højt skattet plante i klostrenes urtehaver. En af vores udmærkede kirkegårdsgravere, synes at have hørt, at man til at begynde med var så bekymret for dens overlevelse i det danske klima, at man satte den i væksthus – men som han tilføjede, det har med tiden vist sig, at den godt kunne ha’ klare sig uden den hjælp!

Det var også munkene, der bragte kristendommen til Danmark. Den var heller ikke i begyndelsen, noget, syntes man, der passede godt sammen med det danske klima i sådan mere åndelig forstand. Påstanden lød fra de omkringliggende lande, at danerne var vilde folk, grusommere end dyr og hårde som stenjord og særdeles uegnet for evangeliets forkyndelse.

Det senere historie fortæller os dog noget ganske andet – måske at intet hjerte er for barskt og koldt til at blive rørt af Guds Ord og Ånd – men i hvert fald at danskerne lod sig omvende til kristendommen. Den ære har daværende vikingekonge Harald Blåtand tildelt sig selv efter at han blev døbt og befalede kristendommen indført i sit rige. Han lod rejse en sten som bevis herpå, den ti tons tunge Jellingesten, hvorpå Kristus er afbilledet korsfæstet indhyllet i en plantelignende gevækst.

Stenen er den som man meget rammende har betegnet „Danmarks dåbsattest”, fordi den jo om noget markerer et skifte i dansk historie og liv. Resten er så at sige en velkendt historie. Jellingestenen står endnu og minder os om at vores oldfædre fik en åndsmagt skænket af Gud, til at leve og dø på. Men den minder os også om at tiden kan være hård, så forvitret som den efterhånden er.

Men alt i alt gik det hverken værre eller bedre end, at skvalderkålen og kristendommen fik den nogenlunde samme skæbne – tingene udviklede sig på godt og ondt, allermest dog på den gode side: I dag lever Skvalderkålen sit helt eget liv og den har det ganske godt i de danske prydhaver. Omverdenens syn på den har ganske vist forandret sig en smule – den gik fra at være en god spise og fra at være et skattet lægemiddel - god mod vellevnedssygdommen podagra - til at blive betegnet som en ukrudtsplante. D

og må det jo nævnes at den på det allerseneste har fået en ’revival’, idet den i øjeblikket findes på Noma’s menukort – den nyligt  præmierede og michelin-bestjernede restaurant i København.

Hvad kristendommen angår lever den da også i bedste velgående, allerbedst i de danske kirker. Heri overvintrer de gamle kristne bekendelser i kolde og åndløse tider, og herfra  kan folket låne styrke og ruste sig mod mismod og vantro i trange tider. Men ellers findes kristendommen overalt i land og hjerte og den symboliseres i korset på vores nationalflag - fredstegnet i blodets farve - og den er til stor glæde for mange, især i livets største og afgørende øjeblikke.

Desværre findes den jo også i så kultiverede former i Danmarks urtegård og i så mange forskellige afskygninger, fra den mest letfærdige kærlighedslære og mørke religiøsitet til det mest eksotiske sværmeri, så at man ikke med rimelighed kan kalde den kristendom længere. Men derudover er kristendommen jo ikke en lære eller en opskrift på livet, men det ganske simple at bekende Jesus Kristus, og ham alene, som Guds Søn og frelser - men det er jo tit det simple der er sværest at forstå. Men bortset fra det trives den godt - det der lignede en lille begyndelse, det lever nu overalt og ved egen kraft.

I snart 2000 år har evangeliet vist sig særdeles livskraftigt og modstandsdygtigt og det er der noget storslået og utroligt over. På trods af trængsler og på trods af de mange forskellige påfund, ideer og fortolkningskløfte - der har splittet samfund og mennesker, så står vi alligevel tilbage med verdens vigtigste historie om ham der sprængte dødens bånd påskemorgen

Det kan godt give anledning til stor forundring. Hvordan kunne det gribe sådan om sig – det der begyndte så småt?  Da Jesus vandrede her på jorden, blev han ikke regnet for noget og forargelsen imod ham var stor - forventningerne for nedadgående, fordi det han kom med, ikke var det man ønskede sig, nemlig en Gud efter sin egen opskrift. Han blot kom som den han var, og fornægtelsen var da heller ikke til at tage fejl af – hård og brutal. Det svar han fik for sit evangelium lød korsfæst korsfæst!

Og dog lever og høres evangeliet endnu (!) Det må være en kilde til stadig forbløffelse også over den måde, hvormpå Gud tog til genmæle efter Langfredag, påskemorgen, hvor han satte sin vilje og frelse igennem. I dagens epistel udfoldes det således, at intet i det høje eller dybe, at intet, ja at selv ikke døden kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Man kunne jo så dertil føje, at end ikke menneskers hårdhjertethed og uforstand er nok til at Gud vil overlade mennesket til sin egen skæbne. Det kunne ellers have været en mulighed, men Jesus beder på korset om at dette ikke må ske – og nu véd vi at bønnen blev hørt og at synden bliver tilgivet, at Gud besvarer menneskets nej med et ja fra evigheden, for påskemorgen er graven tom.

Jesus beder også i dagens evangelium, om at Jesus og hans disciple må være eet! Og at den samme enhed, som er mellem Faderen og Sønnen, også må være mellem dem, som hører og tror hans ord. Og vi tør ikke tvivle på at den bøn også er gået i opfyldelse. I dag samles menigheder i hele verden om den bekendelse, at Jesus Kristus er Guds søn.

Ja, man undres da over hvordan det kan lade sig gøre, og dét en mere dybtfølt undren end den man kan opleve sammen med frustrationen ved køkkenbedet, når man ikke kan få has på skvalderkålen. Og her kan vi tage Martin Luthers ord for gode varer, når han skriver at Ordet på forunderligvis, ligesom vegetationen, virker helt af sig selv:

„Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl … , bevirket så meget…mere… end nogen fyrste eller kejser har kunnet gøre. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det alt sammen”.

Nu nævner Luther selv den gode wittenbergske øl, men faktisk handler det ved et helt tilfælde om noget andet, nemlig om spiritus. Den som kender sin latin, véd nemlig at det latinske ord ’spiritus’ betyder ånd – og det er Helligånden der menes. Og det er hvad dagens evangelium forbereder os på. Johannes-teksterne som giver stemme til søndagene imellem påske og pinse, hvoraf hovedparten regnes til Jesu afskedstale, handler nemlig i ligeså høj grad om det der skal komme for at Gud kan være alt i alle.

Dagens evangelium er derfor velplaceret, fordi vi i den bøn hører, at Jesus, den dødsdømte og i disciplenes øjne snart fraværende frelser, også fremover vil være nærværende hos dem og i fællesskab med dem som tror på ham. Og det på trods af alle ting, også de tomme og kolde indvendinger der måtte komme imellem, død eller liv eller engle eller magter osv. - alt det som Paulus har fået vished for ikke kan sætte barriere op for forholdet til Gud. Kort og godt: Intet kan skille os fra Guds kærlighed.

Mere er der for så vidt heller ikke at tilføje, for her står vi med evangeliets kerne – det som også Jesus kundgjorde for sine disciple i et lukket rum for 2000 år siden, et glædeligt og guddommeligt budskab. Og så kan vi da bare glæde os over det som skete siden, halvtreds dage efter påske, på pinsedagen. Her sendte Gud sin Ånd til jorden, der virker som den vil og forkynder Guds kærlighed, nærvær og syndernes forladelse for en hel verden på alle tungemål til alle tider. Hermed skal det være fastslået engang for alle: Gudsordet kender igen grænser.

Nu gælder det da blot os selv, om vi vil leve af og på det ord - om vi vil antage det som en guddommelig spise eller et lægemiddel - eller om vi dag for dag vil bekæmpe det, kultivere det efter forgodtbefindende eller helt slå det ned som det argeste ukrudt.

Men i dag beder Jesus for sine apostle og for dem som ved deres ord tror på ham. Det er også en bøn for os: At Guds ene sande navn endnu må blive kendt, for at kærligheden, Gud, kan blive alt i alle.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Amen.