Roskilde Prædikener. 5. søndag efter trinitatis

Tekst Otto Lundgaard, sognepræst, Ringsted Sogn

„Led os ikke ind i fristelse.  Men fri os fra det onde.”

Sådan lyder den – måske – alvorligste af bønnerne i det Fadervor, vi lærte som børn.  Alvorlig, fordi den med enkle ord ikke skjuler, at Det Onde også hører med til det liv, vi er skabt til at leve.  Ingen af os kan sige sig fri for at vide med os selv, at Det Onde findes i vores liv – selvom vi sikkert ofte gør, hvad vi kan, for at undgå det.

„Led os ikke ind i fristelse.  Men fri os fra det onde.”

Når vi læser en bog eller ser en film, som vi har læst eller set før – og som vi derfor kender (ligesom en vej, vi er fortrolige med), så ved vi også med os selv, når vi kommer til et sted i handlingen, at nu er det på tide at springe nogle sider over eller tage lyden af fjernsynet.  Med andre ord: undgå det, der er ondt.

Den amerikanske forfatter John Irving begik for godt 30 år siden en sort-humoristisk roman Verden ifølge Garp.  Garp og hans kone, college-læreren Helen, lever i et ægteskab, hvor alt tilsyneladende går fint.  De har tre børn og har begge godt gang i deres karriere.  Men begge savner de det nærvær og det samvær, som de synes, de begge har krav på, men som de ikke længere synes, de får – hos hinanden.

Hver gang jeg kommer til et bestemt sted i handlingen, nemlig det sted hvor Helen i desperation indleder et forhold til én af sine elever, springer jeg siderne over.  Jeg kan simpelthen ikke bære at læse om utroskaben, der er ved at ødelægge deres forhold – også af den grund, at jeg har fået et sympatisk billede af dem begge to.

Men nu truer det billede med at blive splintret.  Også fordi jeg tydeligt husker, hvordan utroskabsforholdet ender.  Garp og Helen finder nemlig sammen igen; de bliver forsonet og finder ud af, at de elsker hinanden måske højere end nogensinde før.
„Jamen, det var da godt,” tænker den overfladiske læser.

Ja og Nej.  For deres forsoning kommer i stand efter en trafikulykke, hvor de mister eet af deres børn.

Jeg kan vælge at springe siderne over, næste gang jeg læser romanen; men jeg ikke kan nægte, at handlingen er, som den er.  Og at den vil gentage sig, jeg tager romanen frem.  Det kan jeg ikke lave om på.

Jeg kan heller ikke lukke øjnene for, at mange mennesker (i det virkelige liv) er ulykkelige – eller lever i ulykkelige forhold – eller måske foretager handlinger eller udviser en adfærd, der gør andre mennesker ulykkelige.  Selvom de udmærket ved, at det, de gør, er forkert.

„Led os ikke ind i fristelse.  Men fri os fra det onde.”

Det er lige præcis det, der ikke sker i romanen om Garp og Helen.  Han fristes til at satse på sin forfatterkarriere – og hun fristes til at blive elsket et andet sted end derhjemme.  Og ingen af dem bliver fri fra det onde.

Det er, som om jeg her (selvom det ”blot” er en fortælling) er oppe imod en magt, der griber ind i livet, uanset om jeg vil det eller ej.  En ond magt, som er kendetegnet ved fristelsen, der fører os til Det Onde – der fører os til det, som gør ondt. Og hvad er det for en ond magt?

Når vi husker billedet af Jesus, som er overladt til sig selv i ørkenen og fristes til at frelse sig selv – og når vi genkalder os Jesus’ hårde svar til Peter, der i dagens evangelium ikke bryder sig om at høre Jesus’ forudsigelse af sin korsfæstelse og død – så kan vi godt sætte navn på denne onde magt.  Sig navnet: Satan.

„Satan” betyder „den, der splitter.  Altså: Den, der skiller.

Som jeg vælger at forstå det, så betyder det for os, at Det Onde – altså Satan – er det, der skiller os fra det fællesskab, som vi er skabt til at have med Gud og med hinanden.

Jamen, hvordan skiller os?  Ved at friste os til at vælge noget andet end det gode.  Nemlig det gode, som Gud vil.  Og har skabt os til.
Hvis jeg bad et barn tegne et billede af Satan, så ville barnet sikkert slippe fantasien løs og tegne en behåret, barbarisk, savlende dæmon med onde øjne, hugtænder og skarpe kløer.  Jo ældre barnet er, jo mere splatteragtig vil denne dæmon tage sig ud – det onde væsen har jo et udseende, som det kan genkendes på.  Sådan at vi kan forstå, at det skal vi holde os fra.  Vi er advaret.

Men i dagens evangelium er Satan til stede i en for os noget anderledes fremtoning.  Nemlig i den såre menneskelige discipel Peter, der ikke ønsker, at hans Herre Jesus Kristus, Guds Søn, skal lide og dø på et kors.  „Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” siger Peter.  Og da tager Jesus til genmæle, netop som Guds Søn, og svarer Peter: “„Vig bag mig, Satan!  Du vil bringe mig til fald.  For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” Lige netop.

Satan er Det Onde, der vil skille os fra det fællesskab, vi har med Gud og hinanden.  Skille os ved at friste os til at vælge noget andet end det, som Gud vil – det, som er Guds vilje.

Det er dét, Peter bliver konfronteret med, da han – menneskelig som han er – vil lave om på Guds vilje.  Nemlig den vilje, at Guds Søn nødvendigvis må gå lidelsen og døden i møde – for at vi mennesker kan blive frelst.  Men det kan Peter ikke se – eller rettere: det vil Peter nok ikke se – og derfor fristes han til at gribe ind i Guds frelsesvilje for netop at fri Jesus fra det onde.

„Led os ikke ind i fristelse.  Når vi vil fri os fra det, som vi tror er det onde.”  Sådan kunne bønnen i Fadervor have lydt den dag.

Peter er ellers begyndt så flot med at bekende, at Jesus er Guds Søn.  Det er bestemt ikke nogen tom bekendelse, han kommer med.  Ikke noget med: ”Eih, det kunne enhver da have sagt sig selv.”  For det er overhovedet første gang i evangeliet om Jesus Kristus, at et menneske bekender, at Gud har åbenbaret sig – dvs. vist sig for os mennesker og kommet os i møde i Jesus af Nazareth.  Født som et menneske for at leve et menneskes liv. 

Født som et menneske for at vise, at fællesskabet mellem Gud og os bryder gennem ethvert forhold mellem du og jeg.  Født som et menneske for at leve sit liv på menneskelivets betingelser og vilkår.  De gode såvel som de onde.  De, som vi gerne vil høre om – men også de, som vi ikke vil konfronteres med.

Men her er det så, at Jesus kommer Peter og os andre i møde ved at forkynde, at Gud ikke er Gud på vores betingelser.

Ligesom Peter bekender også vi – som når et barn bliver døbt eller som ved gudstjenesten i dag – at Jesus er Guds Søn.  Det er blandt andet derfor, vi fejrer jul – og det har de færreste af os vel noget imod.  Men det dér med, at Han bliver taget til fange af soldater, tortureres, ydmyges, korsfæstes og dør som en gemen forbryder – dét har størstedelen af os svært ved at rumme.

Det er her, vi står af – og på det nærmeste går Peters ærinde, når vi på den måde vil gå i rette med Gud.  Vi bryder os ikke om, når mennesker, vi har den største sympati for og medfølelse med – ja, mennesker som vi elsker, og i dette tilfælde: Jesus – skal lide og dø.  Så er det, vi fristes til at se sagen fra vores egen lille verden.  Så er det, vi vil have Jesus taget ned fra korset – eller ligefrem fristes til at mene, at det må Han da selv kunne klare, Han som har magten til det.

Men evangeliet til i dag går den modsatte vej.  Og det er faktisk det glædelige, vi skal tage med os herfra.

Det er blandt andet gengivet på et alterbillede fra Vestindien, som de fleste vil genkende, når I får det at se.

Ét er, at Jesus er gengivet som en mørk vestinder – det kan være provokerende nok, når vi sammenholder det med de billeder, som jeg så af ham, dengang jeg gik i søndagsskole – men et andet er, at Han på dette alterbillede ikke kun er gengivet som Verdens Herre – som forkynder af Guds Ord – som værten ved nadverens fællesmåltid – eller som korsfæstet på Livets Træ.

Han er sandelig også om bord på en båd, der er ved at synke – og mest livsnært ligger han nederst på billedet, bagbundet og brølende af smerte – som et offer for et voldeligt magtovergreb.

For Gud vil, at vi mennesker skal frelses fra det onde.  Og derfor bryder Gud – for nu at blive i menneskelige termer – sig ikke om, når vi mennesker lider og når vi tilføjer hinanden, men også os selv, smerte. Det er derfor, Jesus hænger på korset.  Han hænger på korset for at forkynde os, at budskabet om Guds kærlighed til os ikke er tomt føleri eller en enerverende gang moralsk belæring af værste skuffe, selvom sådan noget kan være så velment som jeg ved ikke hvad.

Han hænger på korset for at forkynde os, at Guds kærlighed også viser sig i medfølelse – i medlidenhed – dér, hvor livet gør ondt, og hvor vi tror, at vi er alene.  Når ingen vil vide af os, når livet går videre uden os – når hele verden er taget på ferie – og når vi tror, at det er Gud også.

Gud lægger ikke fingrene imellem, når det handler om Hans nærvær – Han holder ikke fingrene henover øjnene for ikke at se til os – og Han springer ikke siderne i vores bog over, når livet gør ondt på os.  Han er der.  I lidelsen, som Han er der i glæden.

Det er den Gud, vi bekender os til.
Som Peter gør det i dagens tekst.
Og det er den Gud, vi beder om at fri os fra det onde – og dvs. alle dage være os nær og bære os i sine arme, når vi ikke magter at gå vejen selv.

Amen.