Roskilde Prædikener. 5. søndag efter påske

Tekst Otto Lundgaard, sognepræst, Ringsted

Martin Luther – jo, navnet turde være kendt af de fleste – begik i året 1539 et kirkeligt skrift, hvori han opregner de syv kendetegn på vores kristne kirke.

Luther begynder med at pege på de synlige tegn: prædikestolen, døbefonten og alteret – altså ikke møblerne, men derimod evangeliets forkyndelse, dåben og nadveren; alt sammen uundværlige elementer i vores gudstjeneste.

Dernæst opregnede han kirkens tugt og ledelse, billedligt gengivet i kirkens nøgler og embeder. Endelig følger det, som nok mest hører hverdagslivet til: nemlig det kristne menneskes bøn samt korset som symbolet på, at det kristne menneske må holde fast ved Guds Ord, om så det skal medføre lidelse, modgang og forfølgelse for Jesu skyld.

Nu er jeg hverken den store kirkehistoriker eller rejsende i tros-artikler – men jeg vil umiddelbart vurdere, at der er noget om den rækkefølge, som kirkens reformator bruger i sin opregning af disse syv kirkekendetegn.  I al fald hvis vi spørger et moderne menneske om, hvad det er, der kendetegner kirken.

„At høre en prædiken – at lade sit barn døbe – og knælende have modtaget nadveren – jo, det sker i kirken, det har vi selv set og prøvet.” Men: „Kirkens ledelse – det har vi folk til, og de aflønnes via skatten, og det føler vi nok ikke, vi skal blande os i.”  Heri ligger en vis afstandtagen til det kirkelige, kan I måske høre.  Men det er for intet at regne, når vi kommer til de sidste af kirkens kendetegn – bønnen og korset, som begge er tegn på, at vi lægger vort liv i Guds hænder, uanset hvad.  Gentager: uanset hvad.

Det er her, at moderne mennesker kan have svært ved at godtage kirken og det, som vores kristne tro også indebærer.  For i en verden som vores, hvor det handler om at være en vinder og stemme de andre hjem – dér er det ikke okay at erkende, at du og jeg også kan høre blandt de små.  Det ville jo være det samme som at være magtesløs og på ingen mulig måde herre over situationen.  Med andre ord: At være en taber – og af den slags, der må hjælpes, fordi man ligefrem beder om det.

Det er her, jeg får lyst til at stille spørgsmålet: Jamen, hvad er så det modsatte af at bede?  Hvad er det modsatte af at bede til en større magt udenfor mig selv?

Det er at give op.
Det er at resignere.

Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at bede – også selvom vi i vores indre kan plages af en manglende lyst eller en vaklen i vores tro på, om det hjælper.

Når jeg beder – så henvender jeg mig til Gud.  Så henvender jeg mig til Skaberen, der råder over kræfter, der kan forandre det, der synes at være så fastlåst.  Når jeg beder om noget, så er det ud fra den tanke, at der mangler noget – at der skal skabes os noget bedre.

Det gælder i alle ting, og sådan tror jeg, de fleste har det.  Det gælder barnets enkle bøn om at få det, som det ønsker sig allermest – og det gælder verdens korteste bøn: ”HJÆLP!”, som er en bøn, der er som et nødskrig: fx om at man må blive rask eller at ens nærmeste må blive det.  Principielt er der ingen forskel på de to bønner, for begge drejer de sig om, at vi ikke kan affinde os med forholdene, som de er.

Når vi beder, så erkender vi, at vil noget mere, noget bedre.  Gerne for os selv.  Gerne, så det nærmer sig det fuldkomne.

I så henseende er Jesus enig med os.  Rent bortset fra, at Han kun sjældent bad for sig selv.  Men når det gjaldt os, til hvem Han var sendt – så ville Han det fuldkomne!  Så vil Han ikke nøjes med mindre end Guds nåde og barmhjertighed.  Alt, hvad der bryder os mennesker ned og skiller os fra hinanden, det kæmper Han imod, så vi må se hinanden som Guds børn, fordi vi trods alle ydre forskelle dog har den samme himmelske far.

Dét er Hans bøn.  Og den kostede Ham noget.  Det kostede Ham livet.  Det kostede Ham angst og mørke stunder.

Men Han gav ikke op, for Han vil ikke svigte det rige, som Han føler sig forpligtiget på: nådens og kærlighedens rige, Guds Rige.  Hvad skulle der blive af det, hvis ingen – når det kom til stykket – turde tro på det og leve efter dets love? Selvom det er med livet som indsats, må Han blive og slutter sin bøn med ordene: „Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Det kunne se ud som om, at her resignerer Han.  Men faktisk er det lige omvendt.  For her i bønnen fastholder Han sin bøn om, at Guds Rige må komme os mennesker nær – ligesom det har været os nær, hvor end Han selv kom frem i verden og bragte Guds Rige til dem, der tog imod Ham.

Nemlig: Os, som Han lærte at bede Fadervor, hvori vi beder om, at Guds Rige må komme.  Ikke kun til os, men også vores medmennesker.

„Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng.  Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil.  […]  Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt.  […]  Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle.”

Dette citat – som ikke i sig selv er nogen bøn, men dog har bønnens karakter – blev læst her i kirken, da vi i tirsdags fejrede 4. maj-gudstjeneste.

Citatet er fra det sidste brev, som frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun skrev i sin celle, da han den 4. april 1945 var blevet dømt til døden.  Og hver gang, jeg læser det brev, så kan jeg med min bedste vilje ikke forstå, hvorfor det skulle være taber-agtigt at bede, og endda for andre mennesker end én selv.

Den kristne bøn er ikke nogen sikker vej udenom lidelser og mørke og død.  Men den kristne bøn – som er bønnen i Jesu navn – er i sit inderste væsen den stadige fastholden ved, at på trods af ondskaben, krigen, volden og hadet er der et rige af en anden slags: nådens og barmhjertighedens rige, Guds Rige – et rige, der kaster sit lys ind i vores verden.  For det rige er aldrig længere væk end at håbet kan nå det gennem bønnen.  Et håb, der lukker livet op og lukker Guds Rige ind.

Der er dage, hvor bønnen ikke kan komme over vore læber, fordi indvendingerne lukker munden på os, eller fordi forstanden siger Nej.  Men i dag får vi en befaling at tage med os: ”For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem.”  I disse ord fra Jesus til Hans og vores himmelske far ligger befalingen om, at vi skal turde bede Gud om det, vi har brug for – med de ord, som Jesus har lært os at bruge i tilliden til Gud. Nemlig i bønnen.

En katolsk præst fortalte mig engang om et besøg i Rom, hvor Han sammen med nogle børn gik op ad en trappe, som især blev brugt af pilgrimme. For hvert trin de skulle træde, skulle de bede en bøn.  Og præsten bad børnene om at bede et Fadervor for hvert trin.

Ikke alle var lige længe om at klare trappen, og præsten kunne huske en pige, der havde klaret trappen hurtigst.  Hun havde nemlig (undskyld udtrykket) kogt hele Fadervor ned til én eneste bøn: „Komme dit rige!” – og præsten var forundret over pigens klarsyn, men også hendes tro.  For i bønnen „Komme dit rige!” ligger jo den enkle tillidserklæring om, at du er døbt til at leve dit liv med Gud og lægge dit liv i Hans hænder, uanset hvad.  Gentager: uanset hvad.

Amen.