Roskilde Prædikener. 4. søndag i advent

Tekst Søren Voigt Juhl, sognepræst, Ørsted og Dåstrup

I byen Colmar i Alsace i Frankrig ligger Unter Linden museet. Her står Isenheimer-alteret, skabt af maleren Matthias Grünewald i begyndelsen af 1500-tallet. Oprindeligt opstillet i klosterkirken i landsbyen Isenheim. Deraf navnet.

Det er en såkaldt fløjaltertavle. Det vil sige, at det har et billede i midten og på hver side to ”fløje” med billeder. Ofte er der to forskellige facader, men dette har tre, hvor kun én er synlig ad gangen. I midterfeltet på den centrale facade vises det berømte korsfæstelsesbillede.

Her fremstilles Kristus som en makaber grønbleg skikkelse på baggrund af en sort himmel. Ingen skal være i tvivl om, hvor lidelsesfuld hans død var, når de ser de forkrampede fingre, det hængende hoved og den martrede gennemhullede krop. Ingen skal være i tvivl om, at her hænger et menneske, som blev offer for andre menneskers grusomhed. På venstre side af Kristus på korset knæler Maria Magdalene med oprakte arme. Ved siden af hende Maria, Jesu mor, der med sammenlagte hænder hengiver sig i dyb sorg. Og endelig disciplen Johannes, der medlidende holder om Maria.

Det er en mesterlig fremstilling af korsfæstelsen, fordi den i de grædende røde øjne, i de knugede hænder og i ansigtsudtryk forvrængede af sorg er troværdig. Troværdig overfor den totale anfægtelse, det er, når en mor, en ven og en kæreste (det kalder vi i mangel af bedre Maria Magdalene) mister det dyrebareste, de har.

Det er imidlertid den højre side af billedet, som fjerde søndag i advent er særlig interessant. For her står en anden Johannes. Nemlig Johannes Døber, som vi hører om i dag. Foran hans højre fod står et lam med et kors og et bæger. Det er det såkaldte korslam, som henviser til, at Kristus må dø for at frelse verden, ligesom lam måtte lade livet, da jøderne var slaver i Egypten. Gud havde sagt til dem, at de skulle smøre lammeblod på dørstolperne, så ”døden” kunne vide, at den ikke skulle gå ind i deres huse - men kun i egypternes huse. På den måde blev de frelst. Det samme gør vi, når bægeret skænkes os i nadveren, og vi husker Jesu lidelse, hans død og opstandelse og i hans legeme og blod modtager vore synders forladelse.

Men prøv så at lægge mærke til Johannes – og til hans pegefinger. Stor og tydelig er den, og den peger yderst energisk på Kristus. I den anden hånd har Johannes en bog, det er Biblen. Og på den sorte baggrund står der på latin: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Samme tekst som vi hører i dag.

At Johannes Døber er afbilledet her er naturligvis fuldstændig uhistorisk, eftersom Johannes Døber selv var død på det tidspunkt, hvor Jesus blev korsfæstet. Men pyt med det. For det er til gengæld meget klart, hvorfor maleren har gjort det.

Johannes Døbers opgave er nemlig at påpege, at det er Ham – manden på korset – som gennem mørke og død skal bringe lys og liv til verden. Bag ved den totalt formørkede himmel står en frelsende lyskraft på spring. Guds lys. På den anden side af lidelsen, som folk, der ser billedet ikke er i tvivl om, og som mennesker, der har mistet eller på anden måde oplevet voldsom smerte og tab heller ikke er det - dér skal dette ophøre og noget helt nyt skal ske.

Billedet viser med andre ord forskellen på før og nu. Forskellen mellem den gamle pagt og den nye pagt. Forskellen på liv og død. Og forkynder os den absurde tanke, at liv skal opstå af død - eller på trods af død - et af kristendommens ubegribelige dogmer.

Her dagen før vintersolhverv kan vi så henfalde til det for os mere forståelige, at lys kun er lys på baggrund af det mørke, i hvilket det lyser op.  Ligesom når Johannes siger: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”, ved vi, at når lyset tager til, svinder mørket. Juleglæden fødes i vintermørket – i hvert fald på vore breddegrader. Og når glæden indfinder sig, forsvinder skepsis og mismod.

Det er som når en ven bliver glad på sin vens vegne, fordi han skal giftes, at forventningen fylder en med fryd. Og det kan vi jo alle godt forstå, som har et menneskehjerte. Det vi ikke kan forstå er, at den største glæde går gennem fortvivlelse og tab. Det vi ikke kan forstå, er at Gud må blive menneske, må leve menneskets liv og dø menneskets død. Og først derefter bliver opstandelsen mulig. Det forstår vi ikke. Det er ikke bare ubegribeligt men absurd. Evigheden er og bliver ufattelig i et menneskes optik. Den må gives os fra himlen.

Den sande glæde kommer med andre ord ovenfra. Den gives af Gud. Gennem Kristus. Den, som tror på ham, har evigt liv. Derfor er vi troende glædens børn. Det vil sige, at vi ikke bliver ubetydelige, hvor små vi end bliver, og hvor lidt vi end forstår. Men at vi tværtimod kun kan blive store ved at blive små, vise i vor vankundighed. Kort sagt: Ydmyghed og glæde går hånd i hånd. Og sand ydmyghed er i slægt med stolthed.

Måske er det derfor Johannes ser så stolt og kæk ud, som han gør på Isenheimeralteret. Han vidste udmærket, at Jesus var større end ham. Han vidste, at Jesu betydning for os mennesker var større end hans egen var. Derfor var han ydmyg – men samtidig stolt. Deraf hans umådeligt kække pegefinger!

Lad os kækt vente på Herrens komme!

Amen