Roskilde Prædikener. 4. søndag efter trinitatis

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop

Prædiken blev afholdt i Lyseng Kirke i Århus torsdag den 1. juli i anledning af nordisk bispemøde.

Fordommene sidder i øjet. De lægger sig som et filter over vores sind og sanser og forleder os til at tro, at vi har ret til at afvise det, vi ikke kan lide og til at afskrive dem, vi ikke bryder os om.

Som vi ikke uden et spejl kan se vores egne øjne, sådan har vi også svært ved at se og erkende vores fordomme.

Men Gud ser dem fra sin himmel. Han kan ikke bære, at vi misbruger det liv og de øjne han har skabt. Han holder et spejl op for os, så vi på en gang ser hans barmhjertighed, hans kærlige og tilgivende omsorg for os, og få mod til at se os selv og hinanden i øjnene.

Historien om de forblændende fordomme går langt tilbage i historien, helt tilbage til Adam og Eva.

Vi sang før Holger Lisners salme om Kain. Om Gud der kalder på Kain, Gud der afslører Kain, Gud der holder Kain ansvarlig, Gud der ikke slipper Kain – trods alt.

Vi er Kains efterkommere. For det var jo ham der overlevede af de to. Kain og Abel. Sådan fortæller Bibelen os med ind i historien. Måske har vi svært ved selv at genkende slægtskabet, men den dag vi ser vores egne unger tage fat og storesøster nakker lillebror én med brandbilen, er vi godt klare over, at historien har fat i os.

Kain blev jo offer for søskendejalousi. Da lillebror Abel kom til verden troede Kain, at hans far og mor elskede ham mindre. Og han overførte den forestilling på Gud og bildte sig ind, at Abel også var Guds yndling. Han blev ond i sulet på den irriterende lillebror, der for ham at se fik al opmærksomheden. Gud så den jalousi, der var ved at æde Kain op. Han så, hvordan han gik og skulede ned i jorden, han prøvede at få revet fordomsfilteret fra hans øjne. Man hadet overmandede Kain og han slog sin bror ihjel. Gud så det hele fra sin himmel.
„Hvor er din bror?” spurgte han Kain, selvom han godt vidste, hvor Abel var og hvad der var sket.
„Det ved jeg ikke!” svarede Kain. „Skal jeg være min brors vogter?”

Ja, det var lige præcis det, Kain skulle have været. Vi er skabt til fællesskab, skabt til samtale og samarbejde, til at kunne inspirere og vejlede hinanden. Vi skal faktisk passe på hinanden. De andre er også vores problem. Vi kan ikke fraskrive os ansvaret.

Hvileløst drev Kain rundt, plaget af skidt samvittighed. Men Gud lod ham ikke sejle i sin egen sø. Gud satte sit beskyttelsesmærke i panden på ham. For Kain var som alle mennesker før og siden skabt af Gud, skabt i Guds billede, og intet kunne skille Kain fra Guds kærlighed.

Fordommenes filter har mange former. For Kain handlede det om mindreværdsfølelse og fortærende jalousi. For kong David, som vi mødte i den gammeltestamentlige læsning i dag, har filteret taget form af selvovervurdering og magtfuldkommenhed. Kongeværdigheden er steget David til hovedet, han ser ikke længere folk i landet som medmennesker, men kun som undersåtter, som han kan tillade sig at handle med som det passer ham.

Derfor smed David alle hæmninger, da han en eftermiddag fra taget på sit palads fik øje på den skønne Batseba.  Og det endte med at koste hendes ægtemand Urias livet – I kender vist kun alt for godt den triste historie. En meget menneskelig historie, må man sige. Vi går ganske vist sjældent så drastisk til værks som David, vi har ikke samme enevældige magt, men lysten til kærlighedseventyr på andres bekostning kender vi kun alt for godt fra julefrokoster og sommerfester. Faktisk påstår statistikkerne at hver 10. af os danskere her i år 2010 har en anden biologisk far end vi går rundt og tror.

Vi tror vi kan slippe ubemærket fra vores private eventyr. Men der er én som ikke lader sig narre. Gud så David fra sin himmel. Det David gjorde var ondt i Guds øjne, og det skulle David bringes til at fatte. Og nu viser Gud sig som en rent ud himmelsk pædagog. I stedet for at løfte sin store kødfulde pegefinger overfor den magtforblændede konge, sender han profeten Natan til ham.

Og så får vi historien, vi hørte før, hvor Natan fortæller David om den rige mand, som ikke kunne bekvemme sig til at slagte et af sine egne dyr til ære for de gæster, han fik på besøg, og derfor forgreb sig på en fattig mands eneste lam. David blev indigneret på den fattiges vegne og forarget over den riges hjerteløshed, og i det samme han fælder dommen, holder Natan spejlet op for kongen og siger: Du er manden!

David bekender sin synd og må lide den sorg at hans og Batsebas barn dør. David vender tilbage til sine kongelige pligter som en mand med alvorlige skår i autoriteten. Resten af livet må han kæmpe med problemer både på familiefronten og i forhold til landets ledelse. Men han lægger ikke kongemagten fra sig, ja, han er endda midt i alle besværlighederne blevet en bedre konge, en konge der er blevet klogere på Gud og på sig selv og dermed også på det ansvar han som konge har for at lede andre.

Kan vi genkende det her? Mon ikke vi – i hvert fald alene og i halvmørke for Vorherre – må erkende, at vi selv ind imellem falder igennem og kommer til at slå alvorlige skår i livet for os selv og hinanden. Det kan vi ikke tale os udenom, og det skal vi ikke prøve at bortforklare. Der er en regning at betale ved kasse 1. Men samtidig kan vi også - hvis vi tør se det i øjnene - blive klogere af det, klogere på os selv og det liv vi har fået til deling.

Når vi bliver klar over og tør stå ved vores egne skyggesider, bliver vi mindre hårde i dommen overfor andre uden af den grund at lade 5 og 7 være lige, fralægge os ansvaret for hinanden og bare lade enhver sejle sin egen sø.

I evangeliet i dag sætter Jesus fokus på vores fordomsfilter. Han sammenligner det med en bjælke, en bjælke i øjet, der giver os massevis af blinde vinkler og forvredne proportioner. Tømreresønnen fra Nazareth ved hvad han taler om. Han er vokset op med splinter i fingrene og bjælker på nakken. Han tegner et par groteske karikaturer af den blinde der leder den blinde og ham der i sin iver efter at få fundet splinten den andens øje slet ikke er opmærksom på den bjælke han selv slæber rundt med.

Han holder det med et skævt smil op som et spejl for os. Han er ligesom vi vokset op med fortællingen om Kain og Abel. Og han er via sin papfar Josef selv en kvist på kong Davids slægtstræ. Men samtidig er han Guds søn. I hans øjne er der hverken splinter eller bjælker. Han ser på os med et klart på en gang skarpt og mildt blik. Han ser den usikkerhed, vi har arvet fra Kain, og som gør, at vi så let føler os udenfor, tror at vi ikke er elskede og ikke er gode nok. Han ser hvordan vores fordomsfilter forleder os til at bagtale hinanden  og til med skadefryd at glæde os, når det går dem vi misunder skidt.

Tømrersønnen fra Nazareth skubber til vores øjenbjælke, så vi kan mærke at vi overflodsdanskere i forhold til verdens millioner sultende og nødlidende mennesker kun alt for godt ligner kong David, der forveksler sin egen lyst med en ret til at opnå det, han har lyst til uden hensyn til, hvilke konsekvenser det har for andre.

Han giver os sine groteske historier om de blinde, der leder de blinde og om ham med bjælken, der prøver at hjælpe ham med splinten. Og vi morer os, for vi kender alle sammen nogle der opfører sig sådan, og som vel nok ville have godt af at høre den slags historier: Ham den dømmesyge missionsmand i nabosognet eller hende den forvirrede nyreligiøse kone med alle kurserne – og specielt Silvio Berlusconi der tro han kan tillade sig hvad som helst – og måske er noget af det virkelig rigtigt. Men så er det Jesus som Natan siger til os: Du er manden! Du er kvinden! Det er dig det her handler om. De her historier er ikke til udvortes, men til indvortes brug. For lige så snart du prøver at bruge dem til at dømme andre, dømmes du selv af de indledende formaninger om at tilgive i stedet for at dømme.

Selvom fordomsfilteret sidder klistret godt og grundigt fast over vores øjne, lader Gud os ikke sejle i vores egen sø. Hvorfor egentlig ikke? Hvorfor blev han ikke bare i sin høje himmel? Hvorfor begav han sig ind i vores usikre verden? Hvorfor lod han sig udsætte for alle vores fordomme i en sådan grad at han endte med at blive hængt op på et par sammenflikkede bjælker henrettet som gudsbespotter og bedrager? Hvorfor?

Fordi han gudskelov har en ulykkelig kærlighed  til os, som går helt tilbage til Adam og Eva.

Fordi han tror, at hvis han bliver ved med at fortælle os, at han elsker os som et par forældre elsker deres børn, så tror vi til sidst på at det passer, så tør vi tro på at vi duer som vi er, og så tør vi give hinanden plads i vores fælles liv. Fordi han håber, at vi, hvis vi ved, at han holder os ud og holder ud med os, også når vi fejler og forvilder os - at vi da tør indse at vi ligner Kain og David mere end vi i grunden har lyst til – og blive mildere i dommen over de andre.

Fordommene sidder i øjet. De er som bjælker der blokerer udsynet. Vi slipper aldrig helt af med dem. Faktisk fylder de allermest, når vi tror vi er blevet dem kvit. Derfor kæmper Jesus videre med os, driller os, provokerer os, afslører os og udfordrer os, for at få os til at lade være med at dømme hinanden ude, for at give os mod til at tage ansvar for hinanden, som venlige vejledere, der godt er klare over at de selv må slås med blinde pletter.

De af os, der er hårdest ramt, må gå i kirke for at blive mindet om det hver søndag – og en ekstra hverdagsaften ind imellem.

Amen.