Roskilde Prædikener. 4. søndag efter påske

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop

Gud lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen.

„Sandheden skal frigøre jer”, hører vi Jesus sige i dag.

Det lyder næsten som et slogan fra ungdomsoprøret. Fra 68 og et tiår frem troede vi på frigørelsen. Vi gav drengene dukker og pigerne brandbiler og troede at vi på den måde ville befri den opvoksende generation for gamle bindinger og fordomme. Men vi tog fejl. For vi kan ikke løbe fra, at vi er Adams og Evas børn, præget af vores køn og bundet af vores gensidige tiltrækning med alt hvad det rummer af glæder og komplikationer.

Et blik på stamtræet gør det klart, at vi ikke er frit i luften svævende mennesker. Jeg sad i fredags og kiggede på mit tre uger gamle barnebarn og prøvede at genkende træk fra hans forældre. Er der ikke noget med hagen? Og ørene, de ligner da! Mest er han nu bare Gustav. En ganske almindelig dreng – og lille mirakel. Helt sig selv og så tydeligt bundet til sine forældre. Til sin mors mælkespændte bryst, til sine forældres omsorg. Vores liv er fra første færd forbundet med andre og præget af andre. Vi knytter os undervejs til hinanden og sætter spor i hinandens liv. Med tiden mærker vi alderens bånd, og dødens kolde pust i nakken. Friheden har sine helt naturlige grænser.

Men den har også sine mere selvskabte begrænsninger, der er en bundethed, vi selv har et medansvar for. Det er den, Jesus stiller skarpt på i dag, og som han sætter ordet ”synd” på. Det er den, der raser i os, når en arvesag ophidser os i en grad, så familier splittes ad. Når vi sviger og skuffer mennesker, der holder af os, og vi vikler os ind i et væv af dårlige undskyldninger, så den skyld, vi så gerne ville blive fri for, ender med at låse os helt fast i forhold til hinanden.

Når vi kun har blik for vores egne og det nære og bare slukker for fjernsynet, i håbet om at sult og katastrofer og klimaproblemer forsvinder af sig selv, hvis bare ikke vi ser det. Når vi får så ondt af os selv og synes, at det altid er de andre, der får, at det sætter sig som en bitterhed i os og en følelse af aldrig at have fået noget.

Jesus siger, at han har et middel mod synden. Hvis vi holder os til ham, vil han lære os sandheden at kende, og den vil gøre os fri.

Og hvad er så det for en sandhed, spørger folkene omkring ham og vi med dem. Ja, det var den sandhed, han levede. Som da to brødre en dag blev uvenner om en arv og den ene af dem kom løbende hen til Jesus for at få medhold. Men det fik han ikke. Jesus siger, at det ikke er hans opgave at mægle i arvesager. Og så får manden ellers læst og påskrevet: Grådigheden truer med at binde dig og kvæle dig. Livet handler ikke om, hvor mange penge, du har – uanset hvor rig du er!

Et svar, som ikke har mistet sin aktualitet her 2000 år efter, hvor rigdommen for mange af os er blevet mangedoblet uden at bindingen til pengene er blevet mindre.

Et andet sted siger Jesus, at vi skal elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os. Det lyder helt absurd, når man står i en konflikt og mest af alt har lyst til at rive hovedet af de urimelige og tåbelige modstandere. Men det virker. Prøv selv at bede for dem, I har det rigtig svært med. Ikke højt og larmende som en udstilling af jeres godhed, men som en stille bøn til Gud om forandring. Det gør noget ved os, det får fjendebilleder til at krakelere.

Det kan skabe et frirum i de mest fastlåste situationer. Men synden er ikke så let at blive kvit. Måske netop fordi vi så nødig vil se i øjnene, hvor godt et tag, den har i os.

I og jeg er borgere i den frie vestlige verden, hvor mennesker har frihed til at gifte sig med hvem, de vil, hvor vi hylder den personlige frihed, markedskræfternes frie spil, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed og pressefrihed.

Jeg glæder mig selv dagligt over disse frihedsrettigheder. Jeg lever på en måde af den som borger og skribent og prædikant. Sammenligner vi os med diktaturstater og totalitære regimer, så er vi virkelig frie. Så frie i vores egne forestillinger, at Jesu ord om, at vi har brug for frigørelse, fordi vi er trælle af synden, kan virke temmelig provokerende. Og her står vi så side om side med de jøder, som Jesus taler til i evangeliet, og som pukker på det, de opfatter som deres frihedsbrev: arven fra Abraham og moselovens bud og vejledning, der efter deres opfattelse var adgangsbilletten til at være Guds udvalgte folk.

På samme måde er vi tilbøjelige til at pukke på vores ret og sige: Vi er børn af oplysningstiden, vi har grundloven i ryggen og lever i et demokrati der hylder menneskerettighederne, så vi træller ikke for nogen. Tvært imod mener vi at hele verden og alle mennesker skulle lære af os og kopiere vores måde at tænke og leve på – men gerne hjemme hos dem selv. Vi er frie mennesker, hvordan kan du, Jesus, så sige, at vi skal blive frie?

Og så løb vi ind i en meget afslørende karikaturkrise! Selvfølgelig har vi i Danmark lov til at lave en tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. For vi har jo ytringsfrihed. Hån, spot og latterliggørelse, det må alle her i landet finde sig i også nærtagende muslimer, sagde man. Hvis nogen forsvarede dem og deres kærlighed til profeten, så blev de udråbt til modstandere af den højt besungne ytringsfrihed.

Friheden måtte ingen anfægte, den blev ophøjet til religion, vores moselov. Men rundt om vågnede en eftertanke. Ikke kun og for mig at se ikke væsentligst af frygt for repressalier, men fordi ytringsfriheden var blevet gjort til absolut fundamentalistisk sandhed. Og der går det galt. For som al anden menneskelig frihed, kræver også ytringsfriheden en personlig, ansvarlig vurdering. Og det er virkelig helt legitimt at tænke, at det somme tider er på sin plads, at vi lægger bånd på os selv for at give plads til andre. Uden den overvejelse, ville samfund gå i opløsning og menneskeligheden forsvinde i en kamp, hvor det eneste kriterium ville være den bedst egnedes overlevelse.

Jesu ord tager fat her. Afslører hvor stærkt vi er bundet. Og det helt utrolige ved den evangeliske historie, som samler os her i kirken er, at den ikke kun afslører de andre, men hver eneste af os. Netop her i tiden mellem påske og pinse bliver det lysende klart. For det var jo ikke kun farisæerne og ypperstepræsterne og de romerske magthavere, der fik Jesus ”ophøjet”, som korsfæstelsen kaldes i evangeliet i dag.

Det var også hans nærmeste, der blev afsløret, deres misforståelser og magtkampe og almindelige menneskelige skrøbelighed, Peters fornægtelse, Judas forræderi, og deres frygt for selv at komme i klemme, da Jesus blev taget til fange og dømt og henrettet. Men netop der, i „ophøjelsen”, som for verden så ud som den dybeste fornedrelse. Der åbenbarer Jesus hvem han er, at han er den han er, at han er Gud selv, den Gud, der i kærlighed var villig til at blive menneske og følges med os mennesker hele vejen, helt ind i døden for der at bryde det frygtens bånd, der binder os. Frygten for ikke at due, ikke at være accepteret, ikke at være elsket.

Evangeliet kaster sit på en gang afslørende og forsonende lys over os, og det kan løse nogle af de snærende bånd, vi selv kæmper forgæves med, gamle fastlåste og fastlåsende bindinger. Vi kan faktisk bevæges og flyttes. Det er apostlen Paulus - som vi hørte det før - et lysende eksempel på. Han var forblændet af sit raseri mod de kristne og forfulgte dem indædt. Fordi han havde låst sig fast på moselovens bogstav som den absolutte sandhed. Indtil han den dag på vejen til Damaskus blev standset og revet ud af sin forblindelse. Han blev døbt, og han blev en at spydspidserne i udbredelsen af kristendommen.

Som barn af den klassiske patriarkalske jødedom skulle han vænne sig til, at kvinderne var med til gudstjeneste. Det var i sig selv grænseoverskridende, og han følte sig foranlediget til at lade en bemærkning falde, om at de skulle tie i forsamlingen. Men han vidste godt, at knyttet til Jesus var der sat spørgsmålstegn ved de gamle normer, så alle i lyset af hans historie er aldeles lige for Gud: jøder og hedninger, mænd og kvinder, trælle og frie.

Det er en illusion at tro at vi kan blive fri af alle bindinger. Menneskelig frihed består ikke i at blive af med bindinger, men i at blive klar over, hvad der binder os, hvem vi er bundet til.

Det er her evangeliet i dag møder os. Med Jesu tilbud til sine landsmænd og til os om at lade os knytte til ham. Han som i søndags om sig selv sagde: Jer er vejen, sandheden og livet. Ja det er jo næsten ikke til at udtrykke med ord. Ordet tilbud rammer ved siden af. For tilbuddet er allerede realiseret. Vi er allerede på vej. Ikke på vej tilbage til det som var.

Vi er ikke knyttet til det Jesus var, det disciplene prøvede at fatte, som evangelisterne hver på deres måde nedskrev, som kirkefædrene udfoldede, det som blev til en kirkeinstitution med love og regler som alle andre institutioner. Alt det er kun rammeværk i forhold til det afgørende: at vi som døbte er knyttet til ham, der døde og opstod og stadig lever, ham der med sin Helligånd puster ny inspiration i os og tilbyder os livslang coaching. 

Som her i dag, hvor han stiller os sine skarpe afslørende spørgsmål, hvor han rykker ved vores fordomme og selvbilleder, hvor han driller og provokerer os og går i rette med vores hykleri og selvretfærdighed. Og til gengæld fortæller os den inderste sandhed om os og vores liv med hinanden: At vi er Guds mennesker. Guds kære børn og hinandens brødre og søstre.

Så er det måske alligevel ikke så dårligt at være børn af Adam og Eva. Sammen med dem har vi hjemme i Guds store historie. Historien om hvordan vi ikke er alene på vejen med vores livs glæder og sorger, fejl og fald. Historien om at Jesus stadig følges med os og møder os de mest overraskende steder, som den dybeste sandhed og kærlighed i vores tilværelse.

Amen.