Roskilde Prædikener. 3. søndag i fasten

Tekst Kirsten Schmidt, sognepræst, Orø

Dette lille tekststykke alene, revet ud af sin sammenhæng, er stort set uforståeligt. Det  er startet med en diskussion, som er blevet til et skænderi, og slutter med ukvemsord. Når så prædikenteksten til i dag starter med ukvemsordene, er det svært at få hoved og hale på, hvad det er, der foregår.

Forhistorien til diskussionen er kvinden, der er grebet i hor. Nogle af de religiøse ledere trækker en kvinde hen til Jesus, som de har grebet på fersk gerning i sex udenfor ægteskabet. Og hun behøver ikke at have været prostitueret, både utroskab og det at tage forskud på herlighederne med sin forlovede, var strengt forbudt for en kvinde, og straffen var stening. En kvinde skulle holde sig ren til sin mand. – og nej, der var slet ikke de samme restriktioner for manden, men det er en anden historie.

Nå, men Jesus sidder først bare og skriver med sin finger i sandet, så siger han de geniale ord: „Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende", og de lusker beskæmmede væk, en efter en. Tilbage er kvinden, Jesus og diverse tilskuere, som jo altid dukker op, når der er optræk til fest i gaden.

Til disse tilskuere begynder Jesus at fortælle, hvem han er. At han er verdens lys, og at de, der følger ham, ikke vil gå i mørket, men have livets lys i sig. Der kommer en diskussion i gang, fordi folk ikke rigtigt forstår, hvad han siger. Han taler om sin far, som har sendt ham, som står bag ham og som vidner om ham.

„Hvor er din far?” spørger de. Og han svarer, at de hverken kender ham selv eller hans far, for kendte de den ene, ville de også kende den anden. Han fortsætter med at forudsige sin død, og siger, at deres frelse afhænger af, om de tror på ham.

„Hvem er du?” spørger de, og han svarer: „Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er.”

For en jøde, lyder det udtryk ikke lige så forblommet som for os. Da Moses i sin tid mødte Gud i den brændende tornebusk, og fik at vide, at han skulle føre israelitterne ud af Ægypten, spurgte Moses, hvem han skulle fortælle, havde sendt ham.

„Jeg er den, jeg er!” svarede Gud: ”Sådan skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer.” Så når Jesus bruger Guds egen præsentation, fortæller han sine tilhørere, at han er Gud. Og der sker faktisk det, at mange kom til tro på ham.

Det er jo herligt nok, det holder bare ak, så kort.

Jesus fortæller sine nye tilhængere, at han vil lære dem den sandhed at kende, som skal gøre dem frie. Og der knækker filmen allerede. De stolte jøder mener, at frie det er de allerede, de er efterkommere af Abraham, Guds egen ven, og de har aldrig trællet for nogen.

Samtalen fortsætter i en ping-pong, som bliver mere og mere forbitret, og hvor de gensidige beskyldninger fyger gennem luften. „I har Djævelen til fader", siger Jesus, og det er selvfølgelig en meget alvorlig beskyldning, men især da for rettroende jøder, der ikke et øjeblik er i tvivl om, at de nedstammer fra Abraham selv og tilhører Guds udvalgte folk. Jesus mener altså noget andet om dem: "I hører ikke, fordi I ikke er af Gud."

„Nå, og du er en samaritaner og besat af en dæmon!" Samaritanerne hører vi ret ofte om i evangelierne. De var de modstandere, jøderne hadede allermest, fordi det var dem, der lignede jøderne mest. De troede på den samme Gud, men dyrkede ham efter jødernes opfattelse både på et forkert sted og en forkert måde. Jeg ved ikke, hvad vi skulle sige i dag, der svarede til skældsordet ”samaritaner”. I dag tager vi ikke religionen så alvorligt, at vi skælder hinanden ud for at være katolikker, baptister eller bare kættere. Det sidste er nærmest forsvundet fra sproget.

Djævelens børn, kalder Jesus dem. Han er meget, meget vred. Djævelen er en morder og en løgner, og det er de også, fordi de ikke tager imod ham. De kender ikke sandheden, når de møder den. De kan ikke se andet end lige netop deres egen retfærdighed og udvalgthed. Og de er parate til at vælge løgnen frem for sandheden. Han bliver til sidst så ophedet af skænderiet, at han først siger, at enhver, der gør hvad han siger, aldrig skal dø, og bagefter hævder, at han var til, længe før Abraham blev født.

Så er der ligesom ikke mere at tale om. Tilhørerne samler sten op, det er slut med at tro på Jesus, nu er det ham, de vil stene, men han smutter fra dem.

Alt i alt en ikke særligt opbyggelig historie – og ikke desto mindre er der evangelium – godt budskab – til os i den. Ikke kaffeslabberads-godt budskab eller halleluja-godt budskab, men en eller anden grad af budskab, der skal give os et bedre liv. Måske bare ved at holde et spejl op for os, så vi selv besinder os på det.

Det er nemlig ikke så forfærdeligt stor forskel på disse jøder for mere end 2000 år siden og os, som vi gerne ville tro. Evangeliet er aldrig rettet til ”de andre”, det er altid rettet til os. Så hvad med os? Kan vi heller ikke se andet end vor egen retfærdighed og udvalgthed? Er vi også parate til at vælge løgnen frem for sandheden?

Nu er det Johannesevangeliet, vi læser i dag. Og en gammel tradition om evangelisten Johannes siger, at han som gammel mand flyttede ud på øen Patmos, hvor han brugte resten af livet til at omformulere sit evangelium, for at kun selve essensen af kristendommen skulle stå tilbage. Omsider havde han kogt evangeliet ned til en eneste sætning: „Du skal elske din Gud og din næste som dig selv, men hvis bare du elsker din næste, er det godt nok for Gud.”

Og hvis det er evangeliet, hvem kan så ikke føle sig dømt? I disse tider, hvor alt drejer sig om os selv. At blive set og hørt, wellness, luksus. Vi har så mange sære ting for, og det er ikke mange af dem, der er til gavn og glæde for andre end os selv. Det er derfor, vi bør føle os ramt i lige så høj grad som de jøder, der stod omkring Jesus. Og måske bør vi i modsætning til dem lige tænke os om, før det er selvretfærdigheden, vi griber til for at forsvare os.

Jøderne havde deres love skrevet på stentavler. Vi har mange mærkelige love og regler, som ganske vist ikke er skrevet ned, men det gør dem ikke spor sværere at huske. Måske er de skrevet i de stentavler, vi kalder vore hjerter. I hvert fald handler de altid mest om, hvad de andre må og ikke må. Og det er den værste form for umoral, der findes: den, der giver os lov til at frikende os selv, mens vi fordømmer de andre. Så har vi forvekslet sandheden med løgnen. Så har djævelen selv lukket vore øjne for vore egne fejl.

Djævelen - jamen, ham tror jeg da ikke på, siger så det moderne menneske. Nej, det skal man sandelig heller ikke. Han er nemlig fuld af løgn. Men det er ikke det samme som, at han ikke er til.

Hvem tør fornægte det ondes eksistens?

Der er valg hver eneste dag. Valg mellem løgnen og sandheden, mellem det onde og det gode. Vore tanker og gerninger afslører os og placerer os - med Jesu ord - blandt djævelens børn. Alligevel behøver vi ikke at være bange. Gud gav Moses en lov, skrevet på stentavler. Og det, der står på en stentavle, kan aldrig slettes og aldrig glemmes.

Jesus, derimod skrev i sandet med sin finger. Kærligheden skriver i sand. Det, vi gjorde forkert, er om et øjeblik slettet ud og glemt. Den dom, der er blevet fældet over os - den blev fældet en søndag ved en døbefont, hvor vi lå i armene på én, der holdt om os og holdt af os. En, der på vore vegne sagde nej til djævelen og alle hans gerninger, og lagde os i favnen på Gud.

Det betyder, at intet og ingen kan gøre os faderløse. Heller ikke os selv. Gud opfylder ikke alle vore ønsker, og det er nok også godt det samme. Men Han opfylder sine løfter. Og Hans løfte til os er at være med os alle dage indtil verdens ende.

Amen