Roskilde Prædikener. 3. søndag i advent

Tekst Michael Pedersen, sognepræst, Snesere

Julen kræver mange forberedelser. År efter år erfarer vi, at tiden op til jul på den ene side kan falde os lang. Vi når allerede længe inden jul at blive træt af de mange kulørte og overdrevent opstemt julede reklamer og brochurer. Vi er nok allerede nu, hvor der trods alt er en halv snes dage til juleaften, stopmætte af nisser og glimmer og julemænd og festlige juleborde, som de kendte dækker dem i ugebladene.

Især i betragtning af, at vi jo, når det kommer til stykket, alle alligevel har vore egne traditioner, vores egen gamle juledug, som har den farve, den altid har haft, ganske uanset modens skiftende luner, vores egen måde at gøre tingene på, så julebordet og juletræet kommer til at ligne det til forveksling, vi havde sidste år og alle årene før det. Hvorfor alt det ståhej og snak om juletraditioner, når det sidste, vi kunne drømme om i denne verden jo er at ændre det mindste på netop dem.

Hvis tiden op til jul således kan falde os lang, fordi vi bombarderes med de samme kedsommelige indblik i, hvordan de kongelige, skuespillerne og popsangerne indretter sig til jul, eller i det mindste, hvordan de dengang i sommer, da ugebladsartiklerne blev lavet, sagde, at de ville indrette sig, ja så er det vel en næsten endnu mere uundgåelig, årligt tilbagevendende erfaring, at lige pludselig er tiden meget, meget kort.

Der er som sagt en halv snes dage til, og det er netop nu, det begynder at stramme lidt til. Vi skal jo nå det hele, pynte op, bage julebag, skrive julekort, hente juletræ, finde kassen med juletræspynt, som vi ikke helt kan huske, hvor vi nu lige fik stuvet af vejen sidste år. For ikke at tale om de julegaver, som vi vel som sædvanlig ikke får købt før lillejuleaften. Jo, julen kræver mange forberedelser, og selv den mest grundige planlægning og den mest sindrige logistik kommer med overvejende sandsynlighed til kort, og på et eller andet tidspunkt mellem i dag og juleaften vil julefreden, som lige så stille sænker sig over os, blive afløst af vild og utæmmelig panik.

Man kan jo altid diskutere, om den tid, vi har afsat til at juleforberede os, er for kort eller for lang. December måned er vel med sine kaldenderudsendelser i TV og radio en ganske fornuftig tidshorisont for juleriet. Men allerede i løbet af november finder vi jo julen mange steder, ikke mindst i butikker og i varekataloger. Og ofte nok udtrykker vi hovedrystende vores irritation over denne omsiggribende jul i utide. Men i virkeligheden er hele fejlen, at vi ikke forbereder os mere og bedre og frem for alt gennem meget længere tid.

Det kan godt være, at vores kvalmetærskel for nisser og vatskæg ikke når højere end at vi lige akkurat kan holde til december. Og det er da heller ikke meningen, at vi skal betragte blinkende nissehuer og festlige musikalske juleslips som en uundværlig del af sommergarderoben, når vi pakker feriekufferten for at tilbringe en uge eller to i sol og saltvand. Men alligevel er jeg sikker på, at årsagen til at julen og juleforberedelserne ofte bliver til stress og jag, så selve julen med dens glæde og fred fortaber sig i tågerne, er, at vi ikke forbereder julen godt nok, og frem for alt ikke længe nok.

En måned eller halvanden er jo for intet at regne imod de forberedelser, der blev truffet forud for den første jul. Julen er jo, bag nisserne og gaverne og den gode julemad, festen for Jesu fødsel. Og en barnefødsel er jo undervejs i ikke en eller halvanden, men ni måneder. Og ikke nok med det. Allerede et halvt år, hele seks måneder før ærkeenglen Gabriel besøgte Maria, var han på færde hos Elisabeth, hvor han bebudede fødslen af den, som skulle kaldes „Den højeste profet”.

Han, som skulle gå foran Herren, som hans far, den pensionsberettigede præst ved templet, Zakarias, siger i dagens tekst, og som skulle bane vejen for ham og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse. Johannes, som blev kaldt Døberen, blev ikke mindre end 15 måneder, altså langt over et år, før Jesu fødsel, bebudet for Zakarias, som var højt oppe i årene, og som derfor ikke rigtig kunne tro engelens ord. Som straf for denne vantro blev han slået af stumhed – og det er jo ikke smart, når man nu er præst. Men da barnet blev født, fik han mælet igen, og han havde åbenbart også genvundet troen, for det første, han sagde med sin genvundne stemme var de ord, som vi hører i dagens tekst. En lovprisning af Gud for den søn, han mirakuløst havde fået, for den rolle, Johannes skulle spille som forløber for Herren, og ikke mindst for netop den Herre, som snart skulle komme, ja som allerede var godt på vej under Marias hjerte.

Den første jul blev altså forberedt grundigt, gennem et helt år og 3 måneder. Så hvis vi skal følge det eksempel, må vore juleforberedelser jo i sagens natur strække sig over hele året. Vi må, hvis vi skal være ordentligt juleforberedt, aldrig holde pause i juleforberedelserne.

I fortællingen om forberedelserne til den første jul, tegnes der ikke uden humor to eksempler for vore øjne. Det ene eksempel er Zakarias, som møder adventsbudskabet, budskabet om julens komme, med vantro. Uden videre dikkedarer eksekverer Gabriel straffen for den gamle præsts manglende julesind. Når du ikke tror mig på mit ord, siger han, skal der heller ikke komme flere ord over dine læber, før mine ord er gået i opfyldelse. Så kan du have det så godt så længe og tænke lidt over tingene. Og så må vi jo håbe for dig og dine talegaver, at det, jeg siger, virkelig går i opfyldelse. Det er jo svært at argumentere imod den slags. Zakarias kunne jo i hvert fald ikke …

Det andet eksempel er Maria, som selvsamme Gabriel besøger 6 måneder efter, at Zakarias kom så gruelig galt afsted. Hun har jo nok – ligesom Zakarias – sine tvivl. Hun ved jo, som hun siger, ikke af nogen mand. Men rigtig alvorlig tvivl er der åbenbart ikke tale om, for så snart Gabriel har affejet denne lille tekniske detalje med en henvisning til Guds almagt, underkaster Maria sig sin nye situation, som hun næppe begriber ret meget af, men, som hun siger: „Jeg er Herrens tjenerinde”.

Historien fortsætter med mange morsomme detailler. Maria skynder sig at rejse bort – til Elisabeth og den stakkels Zakarias. Som det hedder: Hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste på Elisabeth – nåja, Zakarias kunne jo ikke hilse igen. Og Maria bliver der i tre måneder – så ingen er i tvivl om, at den arme græsenkemand Josef i hvert fald ikke kan have noget med Jesu undfangelse at gøre. Og barnet springer i livet på Elisabeth, for Johannes kan allerede som foster kende den endnu kun netop undfangne Jesus. Og han er allerede inden sin fødsel klar over sin funktion og sin forbundethed med Jesus.

 

Den veloplagte fortælling når da sit foreløbige højdepunkt med Johannes’ fødsel, og især historien om, hvordan Zakarias, da barnet efter jødisk skik skal omskæres efter højst 8 dage, får mælet igen og med ordene i dagens tekst udtrykker sin inderlige tro, som nu – for Gabriel fik jo så alligevel ret – har afløst den tvivl, som kostede ham mund og mæle.

 

Der er selvfølgelig ingen, der kan være i tvivl om, hvilket af de to eksempler, det er bedst at ligne, Zakarias eller Maria. Forskellen mellem de to er det, som med et moderne udtryk kunne kaldes forandringsparathed. Zakarias er ikke forandringsparat. Han hænger fast i det, han kan se og mærke. Han er gammel, og det er Elisabeth også. De er barnløse, ufrugtbare, har vel affundet sig med det, men får nu at vide – ligesom Abraham og Sara gjorde det før dem – at de stik imod enhver fornuft skal føde en søn. Og Zakarias kan simpelt hen ikke tro det. Han er ikke forandringsparat.

 

Maria er derimod i allerhøjeste grad forandringsparat. Det er bestemt ikke morsomt for hende, hvad hun erfarer gennem Gabriel. Hendes tilstand sætter hende i et alvorligt forklaringsproblem i forhold til det samfund, hun lever i, og naturligvis ikke mindst i forhold til Josef. Ikke desto mindre siger hun straks: „Jeg er Herrens tjenerinde”.
Maria bryder ud i lovsang under sit diskrete ophold hos Elisabeth. Hun er ellers lige blevet gravid, det kan ikke engang ses på hende endnu, hun er jo under 3 måneder henne. ”Min sjæl højlover Herren”. Sådan begynder hendes storladne lovsang. Zakarias bryder også ud i lovsang, det er jo dagens tekst, menførst da han står med barnet i armene.

Både Zakarias’ liv og Marias blev fundamentalt forandrede. Men Zakarias så det først og kunne først anerkende det og give det ord, da det var sket. Maria både erkendte og anerkendte det allerede i forventningens tid. For Zakarias blev det også jul, og han fik da også sin julegave, da han atter kunne tale, men for Maria blev det tillige advent. For Maria var forandringsparat.

Zakarias fik ikke lejlighed til rigtig at forberede sig på julen. Derfor kom den bag på ham, og han kunne først i tilbageblikket se, hvad det var for et glædeligt budskab, Gabriel var kommet med. Maria var derimod velforberedt. For hun vidste allerede, da Gabriel afleverede sit skræmmende budskab, at hendes liv ville blive forandret, at der ville ske noget for hende, som ikke alene ville ændre hendes tilværelse, som det jo altid er en forandring, når et barn melder sin ankomst, men som ville være noget fuldstændig nyt, noget enestående, noget aldrig før set, noget, som ville forandre hendes og andres syn på verden, ja som ville forandre verden selv.

Vi skal ligne Maria. Vi skal ikke lade os nøje med en måned eller halvanden til de hæsblæsende juleforberedelser. Vi skal bruge hele vores liv på at holde advent. For der er noget, der trænger sig på, noget, der vil forandre os, noget enestående, noget aldrig før set, noget, som vil forandre vores syn på verden, ja, som vil forandre verden selv.

Amen.