Roskilde Prædikener. 3. søndag efter påske

Tekst Asbjørn Hansen , sognepræst, Hansen

Konfirmationsprædiken

Bibelhistorier er et hit for tiden. Sigurd Barrett har lige lavet et fint materiale for de helt små, men også når vi har haft konfirmandundervisning, har det vist sig, at bibelhistorier fanger opmærksomheden. Og selv om man måske har hørt nogle af beretningerne før, vil man gerne høre dem igen. Der er nogle helt vilde historier imellem, og alligevel kan man spejle sig i dem.

Tænk på Moses, det uægte barn af farao, der var jødisk af fødsel, men blev fundet af faraos datter og voksede op i kongepaladset. De fleste har hørt om dengang, Moses ledte israelitterne ud af fangenskabet i Egypten ved at gå gennem Det røde Hav for næsen af egypterhæren. Moses blev klar over, at farao ikke var hans far, og så flygtede ud i ødemarken og blev fårehyrde. Det er herude, Gud en dag møder ham ved en brændende tornebusk, sådan som jeg læste om det oppe ved alteret lige før.

På det tidspunkt er Moses rodløs og langt hjemmefra. Han er i gang med at finde ud af, hvem han egentlig selv er - når han nu ikke er søn af farao, men en af slavefolket. Han er på mange måder dér, hvor konfirmanderne også er - et menneske under ombygning, en der forsøger at få styr på tilværelsen og finde sig selv. Han er også lige så nysgerrig som en konfirmand, så Gud har let ved at fange hans opmærksomhed med lidt spektakulært specialeffekt - en brændende busk.

„Hej, Moses, kom og se her, mand. Få en på opleveren!" Det er vel sådan, de fleste præster der skal undervise konfirmander gør - ter sig lidt fjollet for at få opmærksomhed. Gud får i hvert fald lokket Moses tæt på og siger så til ham: „Nu står du på hellig jord! Nu skal jeg fortælle dig, hvad din opgave i livet er!"

Jeg ved ikke, om det var det, konfirmanderne havde forventet at få svar på ved at gå til konfirmandforberedelse. Jeg ved ikke, om I forældre håbede på at få at vide, hvad livets mening var, dengang I selv blev konfirmerede. Moses var i hvert fald ikke helt parat. Han bliver chokeret og vender sig væk, da Gud fortæller ham, at han skal gå tilbage til farao og hjælpe israelitterne med at komme ud af Egypten. Det er aldrig sjovt at skulle gå tilbage til noget, man er sluppet fri af.

Og når Moses til sidst indvilger i at tage opgaven på sig, er det kun pga. en ting. Et løfte som Gud giver ham. Gud siger: „Jeg vil være med dig!"

Gud siger ikke: „Jeg skal nok komme senere og sørge for at få ryddet op, hvis du klokker i det." Han siger heller ikke: „Jeg skal nok gå foran og fjerne de værste forhindringer, så du bare kan komme og høste frugterne." Han siger: „Jeg vil være med dig - være ved din side, både når det er svært, og når det lykkes for dig."

Det er meget fint udtrykt i den norske sanger, Bjørn Eidsvågs, sang „Jeg ser". Han synger: „Jeg ser at du er ked af det. Men jeg kan ikke græde alle tårerne for dig. Du må græde dem selv, men jeg vil græde med dig. - Jeg ser, at du er træt, men jeg kan ikke bære alle byrderne for dig. Du må bære dem selv, men jeg vil bære med dig."

Vi har alle vores liv at leve, og ind i mellem ville vi ønske, at Gud fjernede alle forhindringerne, så det hele blev lidt lettere. At han lod os vinde i lotto eller at en af de kongelige blev forelsket i os. Vi nærer et forblommet håb om, at så var livets problemer løst med et slag.

Men livet er ikke anderledes, end det liv, vi allerede kender. Det skulle da lige være, at det gode liv vi kender, er fuldstændig fantastisk i forhold til det liv, tre fjerdedele af verdens mennesker lever. Det vigtige er, at vi har nogle, der vil gå sammen med os og dele både det gode og det svære.

Derfor er der en god pointe i at vende tilbage til de ord, der lød dengang, vi blev døbt. De ord som også var de sidste Jesus sagde til sine disciple, før han fór til himmels. Han sagde: „Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende!"

Og så ta'r han bort. Men hans venner er ikke bange, for han har forberedt dem. Han har fortalt dem, hvorfor han skal rejse. Det var det, jeg indledte med at læse her fra prædikestolen. Jesus fortæller disciplene: „I skal ikke være bange. Jeg ta'r bare af sted før jer og sørger for, at alt er parat i min fars rige. I kan ikke følge med mig nu, men det sker, for at vi skal kunne være sammen. Jeres hjerte må ikke forfærdes. Jeg kommer og er hos jer."

Gud forlader aldrig et menneske. Vi kan komme bort fra ham. Det er ikke sikkert, vi plejer vores forhold til Gud lige så omhyggeligt, som vi plejer vores forhold til kæresten, familien eller vennerne. Måske glemmer vi at skrive til vennerne. Måske svipser det med at huske mosters fødselsdag. Måske glemmer vi også at takke Gud for alle de lykkelige små ting, der sker i det daglige.

Men Gud glemmer ikke os. Ved dåben er vi blevet sat ind på hans vej. Og selv om vi kommer bort fra vejen, er vejen der stadigvæk. Faktisk gør Jesus i dagens tekst det mærkelige, at han kalder sig selv for vejen. Nogle mennesker siger om Jesus: „Han var en stor lærer. Han forstod virkelig at vise vejen for andre."

Men Jesus er ikke bare en vejviser eller pædagog. Jesus er selv vejen. Han er vejen, der forbinder mennesker med Gud. Han er det, der gør, at Gud kan være hos os - være med os - lige meget hvor sort livet ser ud. Så lad os som disciplene ryste frygten af os og vende os til ham, som er vejen sandheden og livet.

Amen.