Roskilde Prædikener. 21. søndag efter trinitatis

Tekst Peter Fischer-Møller

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Et par klip fra aviserne de sidste uger:

Journalisten og forfatteren Lise Nørgaard kom på besøg i Roskilde og blev hædret for sin forfattervirksomhed i forbindelse med afsløringen af en skulptur på Algade af en bænk med en Lise Nørgaard i bronze.

En kasserer i en racekatteforening er blevet dømt for underslæb på op mod en million og er blevet idømt en fængselsstraf. Og en ung mand er pludselig død af et hjertestop.

I Chile er 33 minearbejdere efter mere end 100 dages indespærring blevet reddet. Men 206 mennesker på Haiti er nu døde af kolera.

Så blandet ser det ud, når vi blader i månedens aviser. Så blandet ser det ud i vores egne liv. En blanding af glæde og sorg, lykke og ulykke, livsmod og mismod. Noget af det har vi selv en vis indflydelse på og et ansvar for, noget af det virker helt tilfældigt.

Vi kan opleve gode tider i vores liv, hvor det hele hænger sammen. Hvor arbejdet lykkes, og familien trives. Det kan føles som om det går helt af sig selv, som figentræet der som det selvfølgeligste af verden sætter blade og blomster og frugter, som udvikler sig og modnes. Når livet former sig sådan for os spørger vi sjældent efter mening. For meningen giver sig af sig selv. I livet med dem vi holder af, i optagethed af de daglige gøremål. Hvis vi alligevel stopper op og tænker over tingene, så er det taknemmeligheden, der byder frem: hvor er vi dog heldige! hvor er livet dog godt ved os! Tak Gud!

Men pludselig kan katastrofen ramme os. Sygdom eller ulykke. Vi kan miste en vi holdt af, og den trygge hverdag er som forduftet. Vi ved ikke længere, hvad vi kan regne med. Tilværelsen opleves uberegnelig og truende. Vi føler os nøgne og bange. og vi kan slet ikke lade være med at spørge: hvorfor? hvorfor nu? hvorfor mig? er der en mening med det hele?

Det er de samme spørgsmål Lukas tumler med i sit evangelium i dag. Der kommer nogle til Jesus i en chokagtig tilstand efter drabet på nogle galilæere i templet i Jerusalem. De havde været på vej til gudstjeneste, de havde været i gang med at bringe deres ofre i forgården, med Pilatus og hans romerske soldater var bange for at der var et oprør i gærde, de havde grebet ind, og da de forlod pladsen lå mennesker og dyr slagtet mellem hinanden.

Det, der optog sindene, det man spurgte Jesus om, var: hvorfor skete det her? Var galilæerne mon selv ude om det? var de oprørere? Eller var det der skete en slags himmelsk straf, for noget ondt, de havde forvoldt i anden sammenhæng?

Nej, siger Jesus. De dræbte på tempelpladsen var lige så uskyldige i hændelsen, som de atten var der, der tilfældigt havde stået i nærheden, da tårnet i Siloa var styrtet sammen om dem. Livet har ikke på den måde en indbygget retfærdighed. Det er ikke sådan at det går de gode godt og de onde skidt. Der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem skyld og skæbne.

Det betyder imidlertid ikke at alting bare er tilfældigheder. Og det er ikke ligegyldigt hvordan vi opfører os.  Det ved vi godt selv. Vores ord og handlinger har faktisk konsekvenser både for os selv og vores medmennesker.

Vi ved, at et ægteskab går i stykker, hvis vi ikke er parate til at tage hensyn til hinanden, hvis vi ikke ofrer tid på hinanden, hvis vi ikke interesserer os for hvad hinanden tænker og laver.

Vi ved at vores børn vantrives, hvis vi ikke tager os af dem, hvis vi ikke viser dem kærlighed og omsorg.

Vi ved at vi ind imellem faktisk ligger som vi har redt. Nogle gange kan vi have lyst til at protestere, at undskylde os med en skæv opdragelse eller et dårligt samfund. Som det siges i ordsproget, vi hørte profeten Ezekiel henvise til: at fædrene åd sure druer og sønnerne fik stumpe tænder. For det er jo da rigtigt, at vi på mange måder er præget af den opdragelse vi fik og det samfund, vi voksede op i. Som nu de ulykkelige mennesker på Haiti, som stadig lever under elendige vilkår efter jordskælvet i januar.

Vores opvækstvilkår betyder virkelig meget. Derfor er det så vigtigt at kæmpe for ordentlige forhold for den opvoksende generation ikke kun herhjemme, men også ude i verden.

Vi præges af vores baggrund og vilkår. Det er det vigtigt at huske på inden vi bedømmer andre mennesker for hårdt.

Men vi kan altså for vores eget vedkommende ikke smide ansvaret fra os ved at henvise til fædrenes synder, siger Ezekiel. Vi bliver i en række tilfælde nødt til at se i øjnene, at vi selv må stå til ansvar for ord og handlinger, og at vi ind imellem virkelig høster som vi sår.

Sådan høster en flittig og dygtig journalist og forfatter som Lise Nørgaard anerkendelse for sin indsats.

Mens en foreningskasserer, som er kommet til at stikke nogle af foreningens penge i egen lomme må en tur i fængsel.

Men det er ikke alt, hvad der er at sige om os.

Det er ikke alt, der på den måde kan forklares. Tilværelsen er mere gådefuld end som så. Vi får virkelig ikke bare løn som forskyldt. Mange af os oplever dagligt, at vi får meget mere end vi på nogen måde har fortjent.

Det tror jeg mange forældre har følt, når de har strået med et lille nyfødt barn i armene. Det kan nogle af os opleve, når vi efter en dag som bare ikke er lykkedes, og hvor vi har været sure og umulige alligevel mødes af en ægtefælles kærlige blik - tænk at der stadig er én der orker dig!

Men vi oplever altså også, at vi kan miste det, vi fik. Pludseligt, uforberedt, kan tragedien ramme os. Og selvom vi måske med forstanden kan se, at det her var helt tilfældigt, så bliver spørgsmålet tilbage: Hvorfor? Sorgen og savnet gør så ondt. Er det mon en straf for noget jeg har gjort? Er det Guds straf?

Kan der findes en mening i tragedien? Indenfor mange religioner, også i de kristne kirker har man forsøgt sig med forklaringer, og der er mennesker, der har kunnet affinde sig med deres skæbne ved tanken om at det var Guds vilje sådan.

Men jeg må for mit eget vedkommende sige, at der virkelig sker ting, som jeg ingen mening kan finde med, og hvor det at kalde det Guds vilje ville få Gud til at fremstå som en ubegribelig, tilfældig og skræmmende overmagt. Det er her jeg hører Jesus sætte ind i dag.

Først afviser han at forklare ulykkerne. Han siger: De dræbte og sårede galilæere var ikke mere oprørske end jer der står her og spørger og lytter. Dem der blev begravet af tårnet i Siloam var ikke større syndere end jer. Sådan gør han det klart for os, at der ingen direkte forbindelse er mellem skyld og skæbne. Derefter tegner Jesus så et andet billede af Gud for os. Ja mere end det, han giver sig til at diskutere med Gud, han tilbyder sin arbejdskraft for at få ændret på tingene, han sætter sig selv på spil.

Han sammenligner vores liv med et træ, et figentræ. Det kan sygne hen og blive goldt, som vores liv gør det, når vi i livsangst lukker os inde i os selv, eller når vi kynisk lukker af overfor andre. Burde man ikke fælde sådan et træ. Er sådan et liv noget værd?

Ja, siger Jesus, det skal have endnu en chance. Gartneren vil grave om det og gøde det og se, om det ikke kan give frugt trods alt. Og det var hvad Jesus gjorde.

Når han stod overfor et menneske, hvor usselt og pjaltet eller hvor stolt og selvoptaget det end var, så sagde han aldrig: her er ingen håb, det var bedre om det aldrig var blevet til noget. Nej, han sagde: her gælder det sandelig om at skynde sig at håbe. Han et medmenneske i ethvert menneske han mødte, og det kaldte faktisk mod og kræfter frem hos folk, så de blev i stand til at glæde sig over tilværelsen og tage et ansvar for dem selv og deres omgivelser.

Han ofrede sit liv på det arbejde. Han gav sit liv for den kærligheds skyld.

Og sådan blev evangeliet til: Det glædelige budskab, om at sådan er Gud, sådan viste Gud sig som vingårdsejeren, der lod sig overtale af sin gartner til at lade figentræet stå et år endnu.

Sådan er Gud stadig. Gud taler i dag til os gennem de her historier, fordi han opfatter os som sine træer, som han ikke vil lade være uden frugt, fordi vi er hans elskede børn, som han vil have i tale.

Gud giver os ikke forklaringer på hvorfor det går til i verden som det gør og hvorfor det går os som det gør.  Men midt i dette brogede og på mange måder for os at se tilfældige menneskeliv lader han os vide, at vi ikke er ladt alene, at Han stadig følger os og venter sig noget af os.

Gud er ikke ligeglad med det liv han har betroet os. Han ønsker stadig, at vi skal bære frugt. Og det haster. For der er mennesker der har brug for det, mennesker der har brug for vores opmærksomhed og interesse, for vores hjælp og kærlighed. Netop i dag.

Amen.