Roskilde Prædikener. 2. søndag i fasten

Tekst Michael Ravnholt Westh, sognepræst, Roskilde Søndre Sogn

Jeg vil prøve at holde en kort, matematisk prædiken. Kort giver sig selv. Der er grænser for, hvor meget vi kan rumme. De fleste af op lyser op med udsigten til en kort prædiken. Og matematisk? Det lyder studeret. Eller hvad? Nej, det betyder bare, at jeg vil observere teksten på forskellige måder.

For jeg tror at både præst og menighed er på jagt efter nye tilgange til teksten. For at lukke den op. For at finde ud af, hvad den vil sige. Og for at arbejde med teksten og lige som en installation eller en skulptur se den i forskellige rammer og ud fra forskellige perspektiver og belysninger for at få den til at fravriste os noget, vi ikke før har set.

Som når en kunstner som Peter Brandes går på jagt i Glyptoteket og fotograferer skulpturer. Gennem hvert nyt billede afgiver skulpturen nye ting, som viser, at vores tilgang er afgørende. Skulpturen er ikke færdig med at tale. Og vi må arbejde med den for at se nye ting.

Det samme med de bibelske tekster. De bliver aldrig færdige med at fortælle os noget. Og hvis vi er interesserede og går til teksterne på nye måder, kan vi også fravriste dem nye ting, som måske ingen før har bemærket.

Så matematisk. Hvad gør vi nu? Først finder vi ud af, hvor mange ord der er og finder de midten af teksten. Vi går ud fra, at det, der er i midten af teksten er vigtigst.

Det er en regel, som meget ofte kan bruges i antikke tekster fra mellemøsten. Man kredser rundt – og tænker faktisk matematisk om litteratur og budskabet i den. Derefter vil vi finde midten af de to halvdele. Hvad er midten i første del og hvad er midten i anden del? Det er nemlig ofte sådan, at hvis midten er vigtig, så er midten også et vendepunkt. Det er som at gå ind i en skov eller en kornmark. Vi går længere og længe ind indtil vi kommer til midten. Herfra begynder vi at gå ud igen – også selv om vi ikke ændrer på noget. Vi har bare passeret midten.

Sådan er det også at flyve rundt om jorden. På et tidspunkt kommer vi hjem igen. Men vi er ikke de samme. Der er sket noget. Derfor er der en sammenhæng mellem midten af første del og midten af andel del. Sammenhængen er, at der er noget nyt og måske endda modsat ved det samme punkt eller den samme person.

Lad os nu gå til teksten, lede efter de tre punkter og så se, hvad vi observerer. Hvad mon det kaster fra sig af forståelse af mødet mellem Jesus og de omtalte personer.


Midten af teksten
Jeg må sige, at jeg blev vildt overrasket, da jeg fandt midten af teksten. Det havde jeg ikke troet. At Jesu almindelige menneskelige omsorg var det mest centrale i teksten. Jesus spørger faderen til den syge dreng: „Hvor længe har //drengen haft det sådan?"

Det er banalt – hvis vi tænker om Jesus som alt andet end menneskelig: en stor teolog, en stor retoriker, en stor healer, en stor berømthed, Guds Søn. Det er min påstand, at i alle tilfælde overrasker det, at Jesus spørger så banalt: hvor længe har han haft det sådan. Det samme opklarende spørgsmål, som en læge på skadestuen skal spørge, hvis vi kommer ind eller ringer 112. Det rokker først ved mit billede af Jesus. Jesus er per definition menneskelig. Agerer menneskeligt. Relaterer menneskeligt.

Og straks tænker jeg på om de er andre situationer, hvor Jesu menneskelighed kommer til udtryk. Tit er det vel – for at bruge en floskel – når Jesus ”spiser med toldere og syndere”. Det har vi lært i skolen og i det offentlige rum. Der findes en sejlivet fordom om at modsat de kristne, var Jesus sammen med toldere og syndere.

Men de kristne har ikke lært af deres mester. De er aldrig sammen med toldere, syndere, skøger, ateister, fritænkere osv. Men selv når fordommen er allerbedst – selv når folkelige, og grundtvigianere, som det hed i forrige århundreder, holdt op med at gå i kirke for ikke at være sammen med religiøse hyklere – eller folk, der ikke fungerede ret godt i samfundet og derfor søgte trøst i det stillestående, inkluderende fællesskab omkring kirken – det er stadig en fordom, jeg refererer – så rummer fordommen akkurat den samme fejlagtige opfattelse af Jesus.

Jesus er sammen med toldere og syndere, fordi han har noget for med dem. Han vil forvandle dem. Han vil flytte dem. Han vil noget med dem, de måske ikke selv vil eller kan. Men Jesus er bare mere folkelig end mange af hans repræsentanter i det forrige århundrede. Her slutter jeg med at referere fordommen.

Og nu kritiserer jeg fordommen: den går ud på, at Jesus er menneskelig af strategiske grunde. Og så ender han måske med at sige: det går nok. Det er lige meget. Fortsæt du bare dit liv som landsforræder, skattebagmand, eller luder. For Gud er alting lige meget. Min påstand er, at Jesu menneskelig endnu ikke rigtig er gået op for os. Jesu menneskelige menneskelighed. Ikke af strategiske årsager. Ikke for at overbevise mennesker. Ikke for at missionere.

Men fordi han selv var menneske. Selv blev født. Selv fik navlestrengen skåret over. Diede ved mors bryst. Gik i skole. Kom i lære som tømrer. Derfor vidste han, hvordan det var at falde og slå sig. Og hvordan det var, at være syg eller besat. Eller have en syg eller besat søn i et samfund med skam, skæbnetro – og uden socialt sikkerhedsnet.

Hvor ofte tænker vi ikke Jesus guddommelighed ind her. Det er som om den ødelægger hans menneskelighed. Og dermed ødelægger vi vores menneskelighed. Hvor kan vi være umenneskelige: Nogen ringer! Inden vi siger farvel siger han henkastet, at han lige fik konstateret kræft dagen før. Vi siger „nå, men jeg må løbe”, som om det var den mindste bagatel. Og vi slutter samtalen. Har I ikke oplevet det eller noget lignende?

Grundtvigs talemåde – menneske først og kristen så – er fantastisk rigtig - og så er aldrig blevet til virkelighed. Vi er ikke blevet rigtige menneskelige. Der er i hvert fald masser af ting, der hindrer vores menneskelige menneskelighed.

Og derfor kan vi ikke blive rigtige kristne – det vil sige – et menneske, der har Jesus som rollemodel. For at have en rollemodel, må man virkelig sætte sig ind hans tankegang og attitude og gøre den til sin egen. Nogle af de bedste bidragydere i X Factor, er faktisk det mest menneskelige. De bliver eet med sig selv alt imens de forstår og tilegner sig det særlige ved deres rollemodel – altså sanger eller performer.
De kopierer ikke, de laver ikke en plat efterligning, de bevarer deres egen integritet.

Vejen til at blive sand menneskelig ligger måske i at bevare sin integritet og lade det andet menneske bevare sin integritet. I det møde er vi begge menneskelige. Og det var egentlig bare det, der skete, da Jesus mødte faderen og spurgte til hans syge søn: „Hvor længe har han haft det sådan?”

Hvad svarede faderen for resten? Han svarede: ”Fra barns ben”. Dvs. altid. Men altså: Jesus spørger og får svar, og sammen ynkes faderen og Jesus over drengen og det frygtelige traume, han har levet i så længe.

Herfra er der kun at haste videre og sige: Midten af første og anden halvdel handler om dæmonen, drengen er besat af. Dæmonen er stum og døv ånd, der havde bemægtiget sig drengen – fra barns ben.

Kunne drengen for resten have været på alder med Jesus. Altså en voksen ung mand nu. Ikke utænkeligt.

Jesus blev født, undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria. Han er født til at blive menneskelig, og dermed at bringe skaber og skabning i det tættest og ømmest tænkelige forhold, som tænkes kan - næst efter den seksuelle forening mellem to elskende. Og den mand blev født og altså bemægtiget af en stum og døv ånd. Grundtvig har også grundet over det med den stumme og døve ånd. Ikke så meget om det var en ekstrem dæmon, som dem, vi ser uddrevet på fjernsyn. Men som det, vi alle er ramt af – at vi ikke kan høre Guds ords trøst, Guds ords opmuntring, Guds ords forvisning om at der er en guddommelig kærlighed, som er evig, og som vi er udsat for. Som vi ikke skal skamme os over men åbne os for og sole os i.

Hvor for hører vi ikke? Tænker Grundtvig. Hvorfor kan vi ikke tale og svare igen med et „Ja-tak, jeg elsker også dig!” Det har han i salmen, vi lige sang, DDS 443 Op til Guds hus vi gå, vers 3 har: Vor sjæl er døv og stum for evangelium ...

Men har også vers 4: Guds ord til sjæl og krop det siger selv luk op… Og så følger i vers 5: Det er hans Effata (betyder luk dig op) og tungen siger ja!

Dermed får Grundtvig i salmen sagt, at når Guds ord lyder, Jesu ord om kærlighed, så åbner tale og hørelse, så et menneske hører det og svarer bekræftende tilbage. Så i midten af første del har den døve og stumme ånd magten, og disciplene kan ikke gøre noget ved det. De er endnu for unge og for forvirrede til at være menneskeligt menneskelige.

Og i midten af anden halvdel befaler Jesus over ånden. Han ER Guds ord i sit væsen – midt i sin menneskelighed. Og han åbner for hørelse og skærer tungebåndet fri.

Det er den egentlige betydning af dæmonernes herredømme. Deres magt over mennesket er baseret på døvhed og stumhed. Og den dybe betydning af Jesu dæmon uddrivelser er, at hans menneskelighed til stede i hans nærvær og tale – han kan høre menneskets nød og tale dets sag – bryder det, der kan binde et menneske og isolere det fra andre mennesker og fra Guds omsorg.

Men: ET ORD NU KAN FÆLDE menneskets fangevogtere.

Amen