Roskilde Prædikener. 2. søndag i advent

Tekst Christina Inés Wandel, sognepræst, Jersie

Ej andet fra dit rige har draget dig herned, end din den uden lige grundløse kærlighed.

Det er blevet anden søndag i advent. Anden søndag i vores venten.
Men hvad er det egentlig vi venter på, og hvordan er det, vi venter. Ja, hvordan er det meningen, vi skal vente? Hvad skal vi egentlig bruge denne tid før jul til? Udover selvfølgelig at købe gaver og bage og rende til den ene julekomsammen efter den anden, så vi til sidst er fuldstændig forvirrede og udmattede, når vi endelig kommer frem til det det hele drejer sig om.

Hvem er det, vi venter på, er vel i virkeligheden det mest relevante spørgsmål i denne sammenhæng, og vel også det, dagens tekst vil tale med os om.

For evangeliet i dag fortæller om ti brudepiger, der venter på en brudgom. Vi hører ikke noget om, hvem bruden er, og hvad hendes interesse er i hele denne fest, men vi må gå ud fra, at hun i spændt forventning har trukket sig tilbage til de sidste forberedelser, og derfor har sendt sine veninder ud for at hente brudgommen.

Og disse veninder er altså delt i to kategorier, de tåbelige og de kloge. Forstandsmæssigt vil vi vel nok sige, at det er de kloge, der er vinderholdet. Det er de kloge, der er billedet på den rette menighed, med den rette forståelse, for hvad man skal gøre her i livet for at opnå frelsen. Hvordan man skal leve, og hvordan man skal våge.

Men et eller andet sted er der noget, der instinktivt er irriterende ved disse selvkloge og selvgode kloge jomfruer. Hvordan kan de tillade sig at være så bedrevidende? Hvorfor hjælper de ikke deres lidt mere uheldige medsøstre? Hvorfor beder de ikke brudgommen vente lidt, da han kommer, for de fem er jo bare lige gået ud for at skaffe noget mere olie? Eller hvorfor går de ikke i forbøn for dem, da de ikke kan blive lukket ind til festen?

Man kan heller ikke lade være med at spørge sig selv, om de kloge brudepiger nu i virkeligheden er i deres gode ret til at hovere på denne øretæveindbydende måde. For de faldt jo også i søvn. Der, hvor alle fik besked på at våge, faldt de jo også i søvn, og var vel i virkeligheden bare heldige, at de stadig havde olie nok med sig. Brudgommen kunne jo lige så godt have ladet vente endnu længere på sig, og så var de andre piger måske kommet tilbage med deres indkøb, og de kloge var selv løbet tør for olie. Og sådan kunne man blive ved med at stille det ene spørgsmålstegn ved denne mærkelige tekst efter det andet. Hvorfor dit og hvorfor dat og hvad nu hvis.

Men det korte af det lange er, at den står der, og derfor skal vi forholde os til den. Den handler om, at der er en dom. Den handler om, at der er nogle, der skal sorteres fra. Den handler om, at ingen kender dagen og vejen. Heller ikke de snusfornuftige, kloge brude jomfruer.
Ingen kender dagen og vejen. Ingen ved hvornår brudgommen kommer. Og hvem kan iøvrigt også udholde den dag, Han kommer, som profeten Malakias siger det.
Og her må vores venten så blive blandet med en frygt. For hvad er det, der skal ske ved denne kommen, vi venter på? Denne genkomst. Hvad skal der ske med os, kan vi bestå, når han kommer til os? Er der mon nogle af os, der har olie nok? Er der nogle af os, der er vågne? Er der overhovedet nogle af os, der er kloge nok?

Det er de store spørgsmål, dagens tekst nødvendigvis må få os til at stille. For når vores egen klogskab ikke slår til, må frygten nødvendigvis melde sig. Mon det er mig, der kommer til at stå udenfor og være så uheldig, at jeg ikke bliver lukket ind til festen? Mon det bliver mig, der skal stå som en af de tåbelige brudejomfruer derude, hvor der jo som bekendt er gråd og tænderskæren? Mon ikke det i virkeligheden var mig, der både glemte olien og faldt i søvn?
Ganske rædselsfulde spørgsmål og overvejelser midt i denne søde juletid. Forfærdelige perspektiver midt i vore smukke advent, hvor vi jo venter på det lille søde jesusbarn, der skal blive vores konge og tilgive os alle vore synder.

Indtil vi pludselig kommer i tanke om, at det er selvsamme Jesus, der fortæller os denne skræmmende historie. Selve det faktum, at det er Jesus, der taler til os, gør historien lidt mindre skræmmende, det vender i virkeligheden vores venten til en forventning.For her har vi svaret på, hvad det er, vi venter på, og hvem det er, vi venter på her i denne adventstid. Her har vi svaret på, hvorfor vi skal have olie nok i vore lamper, og her har vi svaret på, hvad det er for en olie. For det er jo ikke klogskaben og snusfornuften og pænepigemanererne, der vender frygten til forventning.

Det er jo ikke et spørgsmål om kalkulation og ret og rigtig måde at indrette sig på og udmåle mængden af olie til en nat, det drejer sig om. Olien til lamperne er troens olie til hjertets lamper. Troen er det eneste, der kan vende vores frygt til forventning.
Og det er jo det, der er de tåbelige brudepigers store tåbelighed. De tror, at de kan låne af andres olie. Og glemmer fuldstændig, at forventningen er et personligt anliggende. Vi kan kun selv sørge for vore egen olie. Vi kan kun selv våge. Vi kan kun selv finde frem til vores forventning. Det er ikke muligt at låne lidt fra sidemanden. Dette er et anliggende, vi må klare selv.

For det er på forventningen, vi skal kendes. Jesus forventer, at kende os på forventningen, at vi kommer ham i møde i denne forventning. Så selvfølgelig er det en hård historie, vi i dag får rullet op for os. En historie med en stor strenghed, en domshistorie midt i al vores julehygge, men samtidig en historie om, at livet er alvor. At forventningen er en alvorlig sag, der skal tages alvorligt og leves med alvor. For hvis vi ikke ser alvoren i øjnene mister vi glæden og dermed livet.

 

Det er en historie om, at vores forventning, går hånd i hånd med livet her og nu. En historie om, at vi aldrig må forlade os på, at vi nok kan få lidt af de andres, at vi nok bare kan tage det helt roligt, for det går nok alt sammen, for vi er jo blevet lovet frelsen, og den er jo lige om hjørnet nu i denne tid. Det er en historie om, at vi altid selv må strenge os an, at vi altid selv må tage vores eget liv alvorligt og sørge for at have vore egne motiver i orden.

Men først og fremmest er det en historie med en påmindelse om, at ingen af os kender dagen og vejen, ingen af os kan med sikkerhed vide noget som helst om noget. Ingen af os skal føle os sikre.
Men vi skal med Paulus ord være tålmodige i vores forventning. Vi skal gøre vore hjerter stærke og huske at våge.

For livet må aldrig blive en selvfølgelighed. Livet er hele tiden alvor og skal hele tiden leves med denne alvor i bevidstheden. Livet er hele tiden vores og valget er hele tiden vores. Vil vi være forberedte, vil vi tage imod i forventningen.

Vil vi mere end bare vente. Vil vi forvente? Det er det valg, vi har, det er det, der er forskellen på de kloge og de tåbelige brudepiger. Det er den alvor, hvormed vi vælger at tage vores liv. Og i sidste ende er det er spørgsmål om at turde at leve sit liv i den alvor. Turde at give sig hen til det faktum, at livet leves i gensidighed. At vi både forventer og skal kendes på vores forventning.

At et levet liv altid involverer andre, både mennesker og Gud, at hvis andre skal lukke os ind, må vi være villige til selv at lukke op.

At vi må give kærlighed for at kunne få den, at vi må satse for at opnå, at vi må våge for at kunne møde.

Amen.