Roskilde Prædikener. 2. søndag efter trinitatis

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop

Prædiken i anledning af færdigrenoveringen af Roskilde Domkirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord.

„Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt?”

Lige den del af Jesu tale passer umiddelbart rigtig godt til festgudstjenesten i dag, hvor vi fejrer afslutningen på næsten 5 års byggearbejder her på Roskilde Domkirke. Vi kan glæde os over, at de ansvarlige virkelig satte sig ned og beregnede udgifterne for at se, om man havde midler til at gøre det hele færdigt.  Og der er ingen grund til at håne nogen, for i dag kan vi se, at der var råd til at fuldføre både spir og tage og indvendig kalkning i kirkerum og kongelige kapeller. Og tak for det!

Men bortset fra denne lille indlagte tårnbygger-lignelse, så kan man godt synes, at det mere er en opsang end en festsang vi får her i dag. Den gamle profet Jeremias’ klage over sin hårde skæbne og sine forhærdede landsmænd. Kritikken af menigheden i Laodikea for at være lunken og uengageret. Og så Jesu skarpe ord om at ingen kan være hans discipel uden at give afkald på alt sit eget.

Men nu er det altså ikke os selv, der vælger teksterne til dagen, og måske er der en særlig mening i, at vi netop på en fastdag, bliver mødt af en Jesus, der ikke bare stryger os med hårene. Det er fint, at kirken er smukt renoveret, men den er her ikke kun og ikke først og fremmest for at tage sig smuk ud. Den er her for at minde os om noget, vi har det med at glemme, for at sætte vores liv i perspektiv.

Vi har nemlig en trist tilbøjelighed til at gøre os selv og vores eget til verdens centrum og omdrejningspunkt. Netop derfor har vi brug for at ind imellem blive rusket og ryste. For vores egen og vores kæres skyld – og også for vores fjenders skyld.

Sidst vi mødte Jesus i det her humør var 2. juledag. Da var vi midt i julefrokosterne, andefedtet, marcipankonfekten og den familiære nærkontakt. Da trådte krybbebarnet frem forklædt som voksen og kastede en verbal molotovcocktail ind i julehyggen:

„Tro ikke, jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.  Den der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.”

Og nu 2. søndag efter trinitatis, et halvt år efter, hvor bryllupssæsonen er skudt i gang, og der grilles på livet løs rundt om i haverne, og familierne snart skal på sommerferie, så står han der igen som død og opstanden og skyder fra hoften: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.”

Jesus vil tydeligvis ikke lokke os til sig med søde ord og gyldne løfter. Nej, han opfordrer os meget direkte til at tænke os grundigt om inden vi entrerer med ham. Som tårnbyggeren og den krigsførende konge. For troen på ham har konsekvenser.

Det, at vi selv er døbt, og det at vi vælger at få vores børn døbt, er ikke kun en hyggelig dansk familietradition i rød-hvide farver. Det er en bekendelseshandling. Vi binder vores sårbare liv til den korsfæstede og opstandne. Og vores liv tager farve af det.

Det handler om kærlighed.

Om vores drømme om kærligheden, som i de her år igen koncentrerer sig om den lille familie, om ægteskabet der gerne skulle holde, om børnenes trivsel, om båndene mellem generationerne. Vi føler, at det er her vores liv for alvor skal stå sin prøve. Men samtidig ved vi, at det også er her rigtig mange lider deres største nederlag og høster barske betegnelser som: dårlig mor, fraværende far, familiens sorte får, utilpasset barn.

Måske er det derfor vi samtidig med at vi taler så varmt om kærligheden også holder os tilbage og gerne indbygger en afstand i vores forhold. Er frygten for bindingerne, er distancen og lunkenheden eller hvad vi nu vil bruge for ord om det, en beskyttelsesdragt vi tager på, for at undgå at blive såret? For kærligheden har jo sin egen farlighed. Kærligheden kræver engagement.

Når vi elsker, så vover vi os ud der, hvor vi ikke selv har kontrollen længere, så bliver vi sårbare, så kan vi ikke længere skjule vores svage sider og bløde punkter, så risikerer vi at blive ramt, netop hvor det gør mest ondt. Og modsat, kommer vi den anden lige så hudløst nær og opdager, at vi netop derfor kommer til at gøre den anden ondt – nogle gange på trods af vores gode vilje, andre gange med vilje og overlæg.

Vi lærer i kærligheden os selv at kende som mennesker, der ikke er så gode, som vi kunne drømme om, mennesker, der har brug for andres tålmodighed og tilgivelse. Og ude på kanten stiller kærligheden os overfor det ubærlige at miste dem, vi elsker.

Distancen og lunkenheden er en form for værn imod verden og andre mennesker. Derfor har de så stærkt et tag i os. Og derfor er det Jesus bruger så stærke ord og billeder for at få os i tale i dag. Det er vigtigt, det er livsvigtigt – for os og derfor også for ham, og for hans himmelske far, for den Gud som har skabt os. Gud elsker jer! siger Jesus, han kan ikke bære at se jer visne ude i distancen, lukket inde i jeres lunkenhed.

Det handler tværs igennem de hårde ord om kærlighed. Jesu ord rummer en advarsel mod at få klemt kærligheden ud af vores familierelationer og venskaber som er så helt afgørende for vores liv og udvikling som mennesker.

Vi må ikke gøre vores familie til kult, vi må ikke gøre vores venskaber til prestigeobjekter eller dyrke udviklingen af vores egne potentialer som det vigtigste i livet. Vi må først og fremmest ikke betragte og behandle det hele som vores, få det bundet ind i vores ulyksalige tilbøjelighed til at gøre os selv og vores eget til tilværelsens centrum og omdrejningspunkt, for det kan hverken familien, venskaberne eller vi selv holde til – eller rettere: det klemmer det helt afgørende: kærligheden ud af dem.

Jesus vil med sine stærke ord i dag omvende os. Helt bogstaveligt vende perspektivet i vores liv. Han vil sætte noget andet end os selv og vores eget på førstepladsen. Før alt andet sætter han Gud. Han vil have os til at indse, at det netop ikke er vores familie, vores venner, ja ikke engang vores liv, det er i grunden alt sammen Guds.

Hvis vi øver os i den prioritering, så vendes perspektivet, så falder der et nyt lys over tilværelsen. Så er vi pludselig ikke længere vores egen lykkes med, så skal familien ikke længere leve op til at være sandheden om os og vores liv, så ejer vi ikke længere hinanden, hverken ægtefæller eller børn eller venner, så tilhører vi Gud hver især, så har vi kun hinanden til låns. Selv dem, vi ikke bryder os om, dem vi står i de stærkeste modsætningsforhold til er ikke længere låst fast i vores had til dem, for de er noget andet og mere end vores fjender, de er også Guds mennesker.

Jesus bilder os ikke ind, at det er let. Han taler ud af egen erfaring. Han vidste hvad han gik ind til, da han selv gav afkald på alt sit eget og valgte kærlighedens tornestrøede vej. Men han fulgte den helt til den bitre ende for at vise os, at også vi med vores fejl og fald, ja selv med vores tøvende lunkenhed er Guds mennesker, mennesker han gav sit liv for at nå med sin kærlighed.

Jesu ord er som salt i et sår. Det svider, men det er også med til at hele såret. Hans ord er som næringssalt der opløses for at planterne kan vokse. Han vil med sine ord gøre os til verdens salt, vende vores opmærksomhed fra os selv og vores eget og ud mod den jord og de mennesker, Gud har betroet os, og som har brug for os og vores indsats.

Jeg begyndte med tårnbyggeren og fejringen af de fem års renoveringsarbejder her i kirken, og jeg vil også slutte dér. Vi glæder os over det hele og tænker med taknemmelighed på bevillingsgivere og arkitekter og håndværkere og alle der har været med til at få det til at lykkes. Og mens vi læner nakken tilbage og kigger op i de høje nykalkede hvælvinger herinde og følger spirenes himmelstræb udenfor, så rettes vores opmærksomhed et andet sted hen end mod os selv og vores indsats. Tankerne rettes opad, mod den Gud, der også i dette stykke skal have vores førsteprioritet.