Roskilde Prædikener. 2. søndag efter påske

Tekst Susanne Fabritius de Tengnagel , sognepræst, Køge

Er det ikke sådan, at mennesket til alle tider vil have vished om det, vi ikke ved noget om? Beviser og klarhed og sikkerhed vil vi have. Sådan kan det ende mellem to elskende. Hvis den ene spørger: Elsker du mig? er kærligheden mellem dem dødsdømt. Hvordan skal den anden svare med et bevis på sin kærlighed? den kærlighed, som ikke kan bevises, men må tros. Den kærlighed, som den spørgende må have tillid til er i den anden.

Jesus får i dagens tekst stillet spørgsmålet: „Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud." Jesus svarede dem: „Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig."

Her handler det også om at tro. Om at tro det, Jesus har sagt. Og at han har gjort det, han har sagt. Hvis du er Kristus? – Kristus betyder Guds salvede, og derfor menneskers frelser, og derfor er Kristi gerning en livets gerning. Men livet er ikke sådan at få vished om.

Livet er i sit væsen usikkert ligesom kærligheden. Dér hvor livet er, er der uvished. Det bliver den visse død, hvis du tager springet. Den visse død, ja, men vi siger ikke, har slet ikke ord for det, det visse liv. Begrebet findes ikke, hverken i nudansk ordbog eller i virkeligheden. Det visse liv findes ikke. For hvis vi tvinger det visse liv frem, er det dødsens.

Vi oplever det nu meget nært på i Europa, dette uvisse liv med vulkanudbruddet på Island. Heldigt for os har vi ikke oplevet endnu i hvert fald, at mennesker har mistet livet på grund af vulkanasken. Gennem en del år har vi europæere været tilskuere til og forskånet for en altødelæggende tsunami, jordskælv eller hærgende orkan, der andre steder på jordkloden har lagt menneskers tilværelse i ruiner og dræbt tusindvis. Mange blandt os har mistet deres kære i disse naturkatastrofer og kender til denne uvished og smerte.

Naturen er ikke kun skøn og tilforladelig, men ustyrlig og fuld af kræfter, som vi intet kan stille op imod. Vi kan heller ikke give mennesker skylden for et vulkanudbrud. Det er mennesket ellers ret god til, at give andre skylden for ulykker.

Engang adskillige hundrede år siden hærgede pesten i Europa i flere omgange. Man måtte have vished om ulykkens årsag. Så jøderne var en befolkningsgruppe, som fik skylden og blev forfulgt. Men da jøderne også døde af pesten, måtte det være andre, der havde skylden. Så blev det lægerne, som måtte kunne helbrede de pestramte. Da læger også døde, så måtte det være Gud og dermed også kirken, der stod for skud. For når Gud var almægtig, som man sagde, måtte han da kunne standse pesten.

Men kan mennesket sejre over uvisheden ved at give andre skylden for den? indtil videre er det ikke lykkedes i den store sammenhæng.

Og selv om vi ikke aner eller har vished om, hvad dette vulkanudbrud ender med, så hører jeg og læser, at mennesker trods store problemer med at komme rundt i Europa reagerer rimelig behersket, for der er netop ingen, man kan lægge skylden på. Man kan ikke kræve sin ret overfor fx flyselskabet. Man kan ikke kræve, at flyet skal lette, for det kunne nemt ende med, at motorerne ville sætte ud og flyet styrter til jorden.

Problemer hober sig op ikke kun i Europa. Blomster hober sig op på market i Kenya i Afrika, fordi man ikke kan få sendt dem til Europa og solgt dem til os. Så der er endnu en finanskrise, som vi dog ikke kan give nogen, heller ikke bankerne skylden for.

Det er lidt svært at beskylde naturen for at være ondskaben selv, som vil have os ned med nakken. Vi kan kræve Gud til regnskab for naturens uhyggelige luner, og det kan han såmænd godt klare, men giver det os nogen vished, nogen sejr over naturen eller Gud for den sags skyld?

Midt i den menneskelige afmagt, kommer Jesus med kærlighedens ord, han var og er kærligheden selv, som siger: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.

Sikkerheden og visheden i disse ord får vi aldrig. Beviset for, at Jesu ord er sande får vi ikke. Men han gjorde kærligheden ved at give sit liv for vores skyld. Det er et kærlighedens billede. Hyrden, der tager vare på sit får, ja, gik i døden for mennesket, som Gud har skabt i kærlighed.

Tro på det. Tro på, at livet er større end det, vi kan kræve bevis for og få vished om. Om så modgang ramler om ørerne på dig.

Præsten og forfatteren Johannes Møllehave har i samtalebogen med Kristeligt Dagblads direktør, Erik Bjerager Det ender godt fået stillet det spørgsmål, som er aktuelt for os alle også i dag: „Hvordan har du selv holdt modet oppe i dit liv?"

Møllehave svarede: „Ganske enkelt fordi det har været afgørende for mig. Hvis vi var ti mennesker på en ø, og vi ikke kunne komme derfra, og én sagde: Jeg kan ikke holde det ud, så vil jeg gerne være ham, der siger: Hold ud! Jeg vil gerne være ham, der siger: Der ér noget at gøre. Sådan er det også , når jeg har været indlagt på hospitalet. Jeg vil gerne være den, der siger: Du skal ikke pakke sammen og lukke og slukke. Du skal tage en dag til. Der er så mange, der er på livets nej-side. Jeg vil være på livets ja-side."