Roskilde Prædikener. 13. søndag efter trinitatis

Tekst Katrine Louise Raun, sognepræst i Rye og Kirke Sonnerup

Opdragelse af en vinder sådan lyder den fængende titel på en bog, som jeg forleden stødte på. Forsiden prydes af en let solbrændt, blond, ung mand, der er i færd med at blive tatoveret på sin brede overarm. En tatovering med inskriptionen Play to win.

Bogen, som har undertitlen Pace dit barn til succes og selvværd, er skrevet af selvsamme unge mand, en tidligere professionel fodboldspiller. Stilen er bevidst provokerende. Allerede på allerførste side er man på sporet:

Denne bog er dedikeret til alle de unge mennesker, forældre, trænere, og ledere, som inden i føler en lyst til at bekæmpe middelmådigheden og leverpostejssuppedasen. Til alle de, der ønsker, at spille livet for at vinde og ikke for at undgå, at tabe.

Med mange eksempler fra højtprofilerede sportsstjerners liv underbygger han sin tese om, at enhver med den rette indstilling kan opdrage sit barn til, at blive en stjerne, en vinder og få den fornemmeste plads.

Man krymper sig. Det er forholdsvist nemt, at lade sig provokere, og også ryste på hovedet af alle disse - vel stadig - politisk u-korrekte udsagn. Udsagn, som i hvert fald stemmer imod en 70er-indstillet pædagogik og tankegang, hvor mottoet snarere var: Tab og vind med samme sind.

Alligevel efterlades man med en fornemmelse, en eftertanke, som er svær, at ryste af sig. Helt så nem er han ikke at affærdige.

For ærligt talt tror jeg ofte, måske mere ofte end vi bryder os om at indrømme, at vi som forældre, som børn, som mennesker mærker, at livet kan tage sig ud som en konkurrence. En konkurrence, hvor det gælder om ikke, at dumpe eller blive et stort nederlag.

For vi ved, at tingene kan gå galt for os. Vi kan rent faktisk mislykkes. Vores egne liv, vores kæres liv kan mislykkes. Jo, indimellem kan det fornemmes som, at vi balancerer på tilværelsens knivsæg, hvor vi enten taber eller vinder, og det er bestemt ikke med samme sind!

Derfor må vi vel sikre os, sikre vores afkom, opdrage dem som vindere!?  - For vi vil vel ikke spille for at tabe, men vel hellere spille for at vinde - vinde for at leve?

Sådan er jeg overbevist om, at Zebedæussønnernes mor også tænkte. Som enhver anden forælder, der kan stå ved fodbold banen og iagttage barnets placering og rolle, sådan så hun jo også på det hold af disciple, som Jesus havde sat. Hun tænkte - igen - som enhver anden forælder, at hun da måtte gøre sit til, at sikre sine børn den bedste plads på holdet.

Indfanget af alle sine drømme og forventninger og ambitioner - og i virkeligheden sin angst for, at det ikke skulle gå sønnerne godt nok, ville hun gøre hvad som helst. Hun ville være hvem som helst. Eller måske snarere „ingen som helst”. Ikke engang hendes eget navn hører vi. Hendes person er så godt som underordnet.

Jo, i lige præcis dét lys tror jeg, vi alle næsten ligefrem kan smage støvet af jorden, hvorpå moren til Zebedæussønnerne kastede sig. Så meget vil en hver forælder gøre for at sikre sit afkom: Trygle og bede, hvis det hjælper. Bide i støvet, hvis det hjælper.

Play to win - spil for at vinde, uanset hvad.

Med sine ord og sin handling sætter moderen så at sige „kampen i gang”- om pladserne. Og til hendes formentlige store glæde bærer det frugt, og forårsager en eksklusiv samtale med Jesus, hvor sønnerne nu får rig mulighed for, at melde sig på banen. Svaret, Jesus giver, er dog kryptisk og spørgsmålet om, hvem der får pladserne, står fortsat i det uvisse. Men de øvrige disciple står nu omkring i en klar offensiv. De vil ikke lade sig „spille ud af banen” ved moderens og sønnernes - i deres øjne - ufine træk, for de vil nemlig også have nogle gode pladser.

Rivalisering i discipelskaren var bestemt ikke et ukendt fænomen. Det var lige så almindeligt hos dem, som hos alle os andre. Jo, deres fællesskab og indstilling, så at sige hele deres palet af menneskelige egenskaber, må vi forstå som et spejlbillede på os. På godt og på ondt.

Så idet Jesus taler til sine disciple, taler han i virkeligheden lige høj grad til os. Til alle os som brænder inde med ambitioner og forventninger, med angst for ikke at slå til eller få en god nok plads. Til alle os, der tyr til håndbøger om, hvordan vi kan opdrage vores børn til at blive vindere, kæmper og bider i støvet for, at de må få de bedste pladser.

Til os siger han: Sådan skal det ikke være blandt jer.

Tværtimod. Den største skal være tjener. Den første – træl. En underlig, naturstridig, omvendt logik. I virkeligheden en komplet uforståelig logik, som siger: Spil ikke for at vinde, men for at tabe - for at miste. Eller som Jesus jo faktisk siger det et par kapitler forud: Den, der vil frelse sit liv, skal miste det og den der vil miste sit liv… skal frelse det.

Og dog giver denne omvendte logik dyb mening i et bestemt forhold af livet. Nemlig det forhold, som har med kærlighed at gøre. I spillet - i kampen - om kærlighed er målet jo altid at tabe: At tabe vores hjerte til den anden. Det tab bærer vi med største glæde. Intet i livet giver mere mening end at indtage netop den taberplads.

Sådan mister denne tanke om livet som en konkurrence helt pusten, og kravet opdrage vores børn til vinderbørn må bortfalde. Vi må altså gentænke og anlægge et andet syn på tilværelsen. Et syn, hvor vi ikke låses fast i, at balancere på den forbandede knivsæg mellem succes og fiasko, mellem vinderplads og taberplads.

Det var det andet syn, som Jesus bragte ind i verden, det var netop derfor, Gud steg ned fra sin høje himmel - i en tjeners skikkelse - og af alle pladser tog den usleste: pladsen på korset, med en røver til sin højre og venstre side, for at sætte mennesket fri:

Fri fra, - at leve i frygt for en ringeste plads; i konkurrencen, i undertrykkelsen, i ensomheden, i mørket, i lidelsen, i døden,

og fri til, - at leve i troen på den kærlighed, der giver ikke bare rum og mulighed, men altid minder os om, at der ikke findes den plads i tilværelsen, hvor Gud ikke har været og hvor Gud ikke er. En plads, hvor du og jeg hver dag kan finde mod og håb og nærvær.

Netop ikke for at „opdrage os som vindere”, men for at elske os, som de mennesker, vi er - så også vi må elske hinanden, tjene hinanden og tabe vores hjerter til hinanden, som dem vi nu er.

Amen.